Livet i andeby
Det er ved at være 22 år siden, at jeg havde den første stær i kassen. Det var en let og ukompliceret tid. Vi var fjerklædte hvirveldyr uden næb, men med vinger. Og jeg rugede og vogtede mit æg. Vi byggede rede i Griffenfeldsgade i en mindre taglejlighed. Nogen påstod, at det var et rabarberkvarter fyldt med gribbe og natteravne. Sådan havde vi det ikke. Vi var trygge tam fugle og sikre på, at mågerne, ikke klattede i egen rede.
Da vi ville udvide flokken med en ælling mere, hørte vi en lille fugl synge om en lejlighed på Østerbro. Nikolaj og jeg skød papegøjen og satte vores kragetæer på kontrakten. Jeg blev ravnemor til to og Nikolaj, ene hane i kurven. En klassisk kernefamilie hvor far plukkede en høne, kogte hønsefødder og gulerødder og mor, hønse- strikkede og kaglede med de andre hejrer og finker. I hønsegården blev en fjer hurtigt blev til fem høns, men det smagte altsammen lidt af fugl.
Vi snørede båndende på ungernes andefødder og lynede svanedunsjakken, inden de i gåsegang gik over lyskrydset til skolen, på den anden side af Østerbrogade. Her sang hver fugl med sit næb, både den enlige svale og de dumme høns. De sang den om “den lille undulat” eller “højt på en gren en krage”. De fløj i flok, friske som havørne; kun få hang med næbet. Ingen ugler i mosen.
Jeg lever jo et liv i luften, så livet lidt foroven og pludselig blev lejligheden for lille og var hverken fugl eller fisk. Det er selvfølgelig bedre at have en fugl i hånden end ti på taget, men vi greb chancen og byttede fugleburet ud med en fuglekasse i Hellerup. Blind høne kan også finde korn og vi ryddede ud og flyttede ind, fløj op og så det hele fra et fugleperspektiv. Vi fik masser af luft under vingerne og foderbrættet bliver fyldt, når der kommer frie og fremmede fugle på besøg.
Nu er den ene unge fløjet fra reden for at søge egne græsgange. Hun har bredt vingerne ud og er landet i et voliere i Bondebyen. Og tiden flyver.
//Rap Nan
