I only ask of God – He won’t let me be indifferent to the suffering (Outlandish)
Hver gang man møder et menneske, holder man noget af dets liv i sine hænder. Der helt op til en selv, hvordan man forholder sig til den forpligtelse
(K. E. Løgstrup)
Vi er i midt i april måned. Temperaturen er steget en anelse i “The Windy City – Chicago” og er nu oppe eller rettere nede, på ca. minus fem grader. Klokken er henad 20:00 og på et hjørne af Michigan Avenue sidder en yngre hjemløs mand på et stykke pap. Han har et fleecetæppe om skuldrene. Han sidder i skrædder stilling og vugger, frem og tilbage, frem og tilbage. Foran sig, har han lagt et andet stykke pap: 
“Homeless & Hungry” står der. Ikke andet. Han siger ingenting. Sidder bare og vugger, mens de mange sko og støvler, sprinter, slentrer eller spadserer forbi. På papskiltet foran ham står et papkrus, som kun de færreste forsøger at ramme med en mønt.
One more block downtown, ligger Wallgreens. Svingdøren skubbes fremad, drejer rundt og kun to skridt fra gaden, bugner gangene med slik og snacks, hygiejnebind, håndsæbe og hovedpinepiller, En ansat i butikken spørger, om man vil købe en rød næse til en dollar og hjælpe børn i nød? “Det er de røde næsers dag?” , siger han. Kurvene, man kan trække efter sig, bliver fyldt med fornødenheder og “Bye two, get one free” inden man når køen til kassen. Kreditkortene kører ud og ind, i takt med de mange ansatte ved kasserne, der råber: “Next” og skilte med lys i, der viser, hvilken assistent der nu er ledig. Poserne bliver pakket og proppet og de fleste tager sig tiden, til at få hue og handsker på plads, inden svingdøren igen skubbes rundt og man er tilbage, to skridt fremad, ude på gaden.
På modsatte side af Michigan Avenue, på hjørnet af Huron, sidder en ældre dame i en udtjent kørestol. Hun har en gammel. dunjakke uden krave på og en hue med et amerikansk fodbold logo, trukket ned om ørene. Om benene….har hun ben? ….har hun et tæppe og på skødet ligger en kat og sover. Hun rasler med et papkrus fra Mc.Donald, hvor nogle få håndører har fundet vej. For hver forbipasserende siger hun: “God bless you”. Ikke andet. Sidder bare og rasler med koppen, mens pap-, plast- og papirposer passerer. Kun de færreste får øjenkontakt for de har ingen mønter og det er også alt for koldt, at stoppe op og stå stille. 
I Wholefood fire, fem blokke længere fremme går dørene til side. Dugfriske drueagurker, fristende forårsløg, ferskener og figner, montre med koteletter, krabber og kanelkrydrede skærekager, ligger skulder mod skulder og når en ting bliver købt, fyldes hullet hurtigt ud, af en ny.
I gangene findes både økologiske hudplejeserier, bomuldsundertrøjer, drikkedunke og sutter til babyer uden ftalater og naturligvis hensynet til både, gluten, laktose og andre form for allergier. 
Kunderne skubber rundt med vogne og flere har taget overtøjet af, som ligger i børnesædet foran, trygt og godt. Der bliver spurgt til single eller dobbelt bag og de fleste tager en dobbelt for ikke at miste overblikket hvis hanken skulle knække eller bunden ryge ud, inden dørene igen går til side og man står på gaden.. 
Tilbage ved hotellet holder portieren døren så det er lettere at komme indenfor. Nøglekortet bekræfter et værelse med køleskab og King size bed. Jeg slukker for air conditioning, børster tænder og trækker flere lag tæpper over mig, mens jeg retter en af de fire puder til, inden jeg lægger mig til at sove. Om natten drømmer jeg, at det er alt for trangt i den hårdt spændte konvolut og, at jeg skubber, de alt for mange puder og alt for mange tæpper på gulvet. Jeg er alene i værelset, men der er ikke plads. Jeg vil give det hele, nej det halve, til de to på gaden som har bedre brug for det, men det evige dilemma bliver, at ingen af dem, har et sted, at gøre af det. Virkelighedens Verden er kompleks og kontrastfuld og jeg ved det, ser det og må leve videre med det.
Jeg er ikke det mindste udhvilet eller afklaret da jeg vågner den morgen, men jeg går i Wallgreens og køber aflad og en rød næse, tager den på med det samme og donerer en dollar. 
//Nan
