#jegerher#
Barndommen i Brønshøj var ukompliceret. Min far var udearbejdende, min mor hjemmegående. Et helt almindeligt forstadsliv med krebinetter og frikadeller. Vi rejste ikke ret meget, men tog i sommerhus og spillede minigolf og blev en enkelt gang eller to sendt på med Gabriel Jensen på udflugt. Det var også i Brønshøj, at min mor begyndte at interessere sig for Fremskridtspartiet. Min bror og jeg hjalp, med at dele brochuerer ud. Et godt råd fra min far var at starte øverst i etageejendommene og så arbejde sig ned af og stikke af. På den måde, blev man ikke fanget på øverste etage, når en vred beboer, som ikke ville have den slags propaganda, hidsigt tvang døren og råbte af os på opgangen. Mødet med møg-megafonen begyndte her. Min mor fik arbejde og vi flyttede til Gentofte. Vi var en kernefamilie uden store udsving eller armbevægelser og arbejdet som hjemmehjælper og hjemmegående, fortsatte.
Da jeg gik i 9. Klasse kom min mor i Folketinget. Det ændrede stort set alt i den ellers stilfærdige livsførelse. Jeg var teenager og var meget utilfreds med, at min mor, der i de år skal være usynlig, blev mere synlig end nogen andre i hele Danmark, Trods min modstand mod det der gik i gang og senere gik sin gang ændrede dog ikke ved det dannelses-fundament der var blevet bygget. Og selv om jeg har lyttet og set, optaget og slettet, taget ind og givet bort, har jeg aldrig brugt argumentet: “Du startede” (ergo kan jeg opføre mig som jeg vil) . Det grimme voksede ikke. Måske fordi de der vandede, havde puttet for meget gift i?
Hun er blevet karikeret
Parodieret
Og tegnet til uigenkendelighed
Hun er blevet hånet
Spottet
Spyttet på
Latterliggjort
Afgjort nedgjort
fremmedgjort
Afluret
Udspioneret
Røntgenfotograferet
Og man kan
såre
Måske oven i købet
håne og krænke
og give igen med samme mønt
men
Som barn lærte jeg at
Tale pænt både til og om
I går så jeg to unge kvindelige politikere tale om det had de bliver udsat for på nettet. Hadet inddrog ikke kun dem, men også deres børn og dermed min fornemmelsen af magt- og kraftesløshed. Det er så sårbart og smerteligt at blive truet i en tone så primal og disproportional, i caps-lock og med udråbstegn, perfidt og personligt. Og så er det ikke hverken fair eller fortjent som nogen måtte mene, det er flovt. Uanset hvilket parti eller holdninger man er uenig i, bør dialogen holdes saglig og ikke kun indeholde ubønhørlige eller uigenkendelige udbrud – Og aldrig – aldrig involvere børnene.
For få dage siden blev jeg medlem af gruppen #Jägärhär#. Det er en svensk aktionsgruppe og al aktivitet sker i de kommunikationsfelter som bliver linket til på siden. Det er der man gør en forskel. Regelen for at kunne bruge # er, at det ikke må være et personligt angreb, at der ikke må være nedladende kommentarer, ingen racisme, kønsdiskrimination, homofobi, funkofobi osv. Man kan sige, at noget er vagt eller værdiløs. Men man kan ikke sige, at nogen er grim, uintelligent eller andre variationer af disse emner. Man forsøger så objektivt man kan at reagere og udtrykke sig om det der bliver linket til. Man holder sig til spørgsmålet eller emnet og foregår det gode eksempel.
Denne blog blev startet ud fra netop det argument, at forbedre det verbale miljø. Der skal være en smag af mere og plads til flere ….. som gør sig umage.
Med godt skal ondt fordrives.
//Nan
