af talverdenop | jun 19, 2018 | Den positive debat, MIG
Det er din fødselsdag og vi er inviteret til kl. 16 i din onkels hjem på Frederiksberg. Det er også hans fødselsdag og I har slået det sammen og inviteret familien …. og så os. Vi følges med din mor ind ad havelågen og op ad trappen. Din onkels kæreste tager imod os og siger, at hun er glad for, at vi kunne komme. Din søster har taget en smuk rød kort kjole og sandaler på. Hun har et glas rosé i hånden som hun balancerer om bag ryggen på mig, da hun siger: Hej – godt at se jer”. Din far og hans kone med det henna farvede hår, står på terrassen og det er længe siden, at vi har set dem og derfor er krammet så meget desto længere. Vi åbner dåseøl og indhenter relevante højdepunkter siden sidst og mens børnene er løbet ud på vejen for at spille fodbold, parallel parkerer din kusine og hendes mand, deres sølvgrå bil langs hækken.
Vi hjælpes ad i køkkenet og bærer keramik skåle, din onkels svigermor har lavet, med perlespelt og bulgur ind på bordet. Brødet bliver fugtet og lunet i ovnen og din onkel skærer tynde skiver af mørbrad og kalveculotte. Da vi har sat os lidt tilfældigt rundt om bordet, genopfrisker du, med din mors fætter, som du ikke har set længe, de fælles erindringer I har, om en afdød slægtning.
I supplerer hinandens sætninger og forsøger at finde den fælles fortids fortællinger. Vi taler med din anden onkel og hans kone, som snart skal på pension, om det bestående og om det der banker på. Nogen har sat sig ved siden af bordet med mad på skødet, for at se Danmarks første kamp i WM, andre er i køkkenet for at lave en kop nescafe og nu åbner din onkel skabet i mellemgangen, for at skænke d´herrer og d´damer et glas armagnac. Din far, som er over 70, har tændt sig en joint og musikken er måske fra Cuba eller Brasilien.
Klokken er ved at være 1:30 da vi ringer efter en taxa. Jeg sætter mig på bagsædet og lægger hovedet mod nakkestøtten, beriget, begunstiget og begavet. At kende dig bliver bedre rundet af, at kende din famile og selv om vi alle er hver vores, er fortællingen om hvor vi kommer fra, sjældent uvæsentlig. Og selv om jeg har hørt anekdoterne fra dig, lyder de anderledes når din far eller din onkel fortæller dem. De bærer små fragmenter, frembringer fortrængte detaljer eller samlende helende dele og gør det menneskelige værk mindre ensidigt og mere unikt. Når man møder et menneske og bliver nysgerrig, vil vide mere, kan det folde sig ud ved at lukke relationer ind.
Du og jeg er så forskellige som nogen, både i køn, opvækst, profession og livs situation, men det er i forsøget på, nysgerrigheden omkring og den utrættelige, sætten sig selv i forhold til, der balancerer og forener. Men først og fremmest er det din ældste ven, min mand. Jeres historie begynder for mere end 30 år siden og jeg, bliver skrevet ind efter nogle få kapitler. Det er en levende fortælling om tilfældigheder og kærlighed, om at turde og at tilgive, men også om at gå hver sin vej og om at respektere hinandens valg.
Forord og indledning var allerede skrevet da I mødtes og I var flyttet hjemmefra og ingen af jer, havde behøvet at tage den anden med hjem til familien, men det gjorde I. “Venner er den familie man selv vælger”, siger man og I er lykkedes med, at introducere og fastholde den familie vi skulle indgå i. Det har været som at åbne en dør, i et hus fuld af vinduer man har kigget ind ad.
Bogen vil jeg lade ligge åben netop her og sætte et bogmærke i, inden jeg slukker lyset og siger “Tak for i dag”.
//Nan
af talverdenop | nov 26, 2017 | MIG
Hvert sekund døgnet rundt, bliver fire nye Verdens borgere født. Et lille mirakel man har ventet på med længsel og ærefrygt – Velkommen, To bliver til tre og er for de fleste usammenligneligt med noget andet, prøvet før, i livet. Intet er som det var, alt er lige nu og andre ser det og man mærker det selv. En uprøvet ømhed og man beskytter og bekymrer sig:
“Jeg tror, at det er det man kalder kærlighed.“/Peter Plys.
Med et nye familiemedlemmer, følger også familie traditioner. Traditioner, som er med til at forbinde generationer og opretholde kontinuiteten mellem fortid og nutid. Traditioner som bidrager til fællesskab, som er som de altid har været og fornyer sig. Med få marginaler og undtagelse er fødselsdagen, som for de fleste fejres uforandret. Den dag i året hvor et barn, et familiemedlem, en ven eller veninde er født, afholdes, med nuancer naturligvis, inden for samme farveskala og går over i den måske mest folkelige tradition.
Efter reformationen i 1536 begyndte kongefamilie og adel at fejre geburtsdag – en tysk tradition. Før det, fejrede katolikkerne navnedag. Hver dag i året var opkaldt efter en helgen og den, der hed det samme som denne helgen, fejrede man. Protestanterne derimod, ønskede ikke længere at blive sat i forbindelse med katolske helgener og navnedage blev til fødselsdage. Knap 200 år senere bredte traditionen sig til borgerskabet og gav og giver, anledning til at bryde med hverdagen og samle familien. Man bager kage og tænder lys, som symbol på liv og man skal passe på, at de ikke går ud (varsel om død og ulykke), men istedet selv puste dem ud, for så må man ønske, Vi flager og Dannebrog er ikke blot et officielt symbol, men har hurra symbolik. Man inviterer familie og venner, synger Otto Mikkelsens “I dag er det xx`s fødselsdag” uanset hvor gammel fødselaren er, giver og modtager fint indpakkede overraskelser, puster balloner op og byder på te boller og flødeboller – det holder – drikker varm kakao med pisket flødeskum – tivolikrymmel og lirumlarum.
Min egen fødselsdag har været næsten uforandret siden jeg fyldte 16 år og lige var flyttet hjemmefra. Mine uundværlige og ganske særlige veninder, bliver hvert år inviteret og vi spiser varm grøntsagsgryde med lunt brød og skåler i tempereret vin. Vi taler højt og lytter længe og de indhenter historier hos hinanden, da flere af dem kun ses denne ene gang om året, til min fødselsdag. Gennem årene er få blevet til flere og her lørdag aften sidder 40 piger og fylder … forgylder og tryller mit hjem fuld af kærlighed. Og jeg bliver præcis dén dag mindet om, hvor vigtigt det er, at viderebringe netop denne tradition hvor man fejrer og fester, får sagt det man ikke altid får gjort og stemplet og stadfestet, hvor lykkelig man er, for at være blevet én ud af de fire Verdensborgere, som bliver født hvert sekund.
Kære tætte og helt igennem vidunderlige veninder
Sammen med jer, griber jeg livets muligheder. I hjælper mig med at puste liv i dem <3
//Nan
af talverdenop | maj 5, 2017 | MIG
Dette her er min mor. Fotoet er 20 år gammelt og hun er lige så gammel som jeg er nu. Den fødselsdag hun holder, er de fødselsdage jeg er inviteret til i disser år. Den udstråling hun har, er langt fra den de kvinder jeg kender på min alder, udstråler i dag. Den, på det tidspunkt, alderssvarende kvinde hun giver indtryk af at være, udfordrer det udtryk kvinder har i dag. Den sødmefyldte skolepige stil. Hårspænderne der holder håret væk fra ansigtet, den minimalistiske, næsten nøgne og naturlige make-up, det modne mad-moderlige og på det tidspunkt, bedste-mamma-buttede. Fotoet er også taget af nogen, sikkert til privat brug – til familie albummet måske? Hvor skulle man ellers gøre af det? Jeg husker det som om, at alle mødre i alle album så sådan ud.
Vi banker gerne hårdt på livets dør i tilfælde af, at det skulle være døv.
Dette her er mig på dagen, 20 år efter. Jeg har naturligvis klædt mig på efter fødselsdagsomstændighederne. Det er ikke det. Det er udstrålingen som er forandret. Noget med individualisme, og subjektivisme som har sneget sig ind som 45+ kvindernes mellemnavn. Vi holder fast i hvem vi er og så betyder det ikke så meget, om du synes om det du ser (bare du ikke ser den sødmefyldte skolepige stil eller en moden mad-moder) Fotoet tager vi selv og det skal publiceres – mange-dobbelt-sideres. Vores modenhed afspejler vi i en stor selvfølgelig og selvvalgt, selvglæde. Og ja, vi bliver ældre, men vi synes, at det er smukt og sexet og storpige stang-selvsikker agtigt. Vi bruger kohl, kinderouge og læbeblyant og har stor bevidsthed om, at vi måske nok er her i morgen, men at vores drømme måske ikke er. Bevidsthed + wish to be = we are. Vi har levet længe nok til ikke at lade stå til, men stå op og ikke falde ind eller falde hen, men bare falde til og igennem.
Om 20 år vil kvindeudtrykket igen have ændret sig. Umiddelbart uforudsigeligt, i hvilken retning? Jeg vil lade lykkehjulet spinde og lægge mig på “ekstra tur” og insistere på, at
dereringenreglerforhvadmankanmåellerbørholdesigfranårmaner+45.
Meld dig ind – meld det ud, men afmeld aldrig. Vores generation skal man ikke gå forbi uberørt..
//Nan
af talverdenop | apr 30, 2017 | Den positive debat
For nogen tid tilbage modtog jeg en invitation:
Er lige kommet hjem fra agent-træning hos MI5 i London, og er nu i gang med at planlægge min kommende rumrejse til Jupiter, som jeg skal nå at afholde, inden jeg deltager i en modeopvisning og et hvalpeshow. Men så var det lige, at jeg opdagde at jeg snart har fødselsdag, og jeg elsker simpelthen at feste Så derfor vil jeg vildt gerne have, at I kommer og fester sammen mig, på mit Barbie Slot på Kong Georgs Vej. Jeg vil serverer dejlig mad og lyserøde drikke, og vi skal bare hygge hele aftenen. Glæder mig så meget til at se, alle mine skønne veninder. Dresscode: Barbie style.
I går mødte jeg op På Kong Georgs Vej, til fest, på det smukke slot, med både spir og tårne. I hallen hænger pelse på porcelænsknager og på den svulstige trappe til 1. eller 2. sal, råder en ridderrustning. Stuerne synes uendelige og øjnene aner ustandseligt farver som ingen endnu har set. Her folder kamin og kammerstager, keramik og kinaporcelæn, kaprifolie og kamelia, sig ud ; Uhindret og uforligneligt. Hvert værelse har værdier med både moderne malerier, symfoniske melodier og herligheds harmonier.
Til festen var der sødme og sugerør, balloner og bobilicious og lyserøde lys og labre larver. Da uret slog 19 slag, satte vi os til til bords. Et miks af mangfoldighed malet med den regnbuefarvede pensel under hver sin krukke af guld. Bag pudderkvaste, plys og perler dukkede i præsentation og dialog de stærkeste, mest signifikante kvinder frem.
“Jeg gik fra min mand da hans værdier vekslede fra menneske til penge”.
“Jeg har tre forskellige akademiske uddannelser”.
“Jeg går på skuespillerskole – til trods”.
“Jeg har sagt op, taget chefen med mig og starter i løbet af sommeren firma med hende og en mere”.
“Jeg læser økonomi – blandt næsten kun mænd”
“Jeg er vild med at synge og har derfor skrevet, spillet og sendt små stykker ud på nettet, fordi det gør mig glad”
“Jeg har aldrig været bange for at gå forbi og banke på og høre, om de gav en kop kaffe – uanmeldt”
“Jeg har taget beslutningen. Jeg har sagt op og har foræret mig selv tre måneder til at forfølge min drøm om at blive selvstændig”
Bag hver Barbie sad selvstændige seje medsøstre. Idérige, intense og independent. Praktiserer det de prædiker og som har modet til at følge tanke og talent. Den gave, pakket ind af fortidens flid og forfædre, udført og udlevet af nutiden mødre, må vi love hinanden ikke at tage fra fremtidens døtre.
At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik –
ikke at vove er at miste livet
Søren Aabye Kierkegaard
Epilog: Dette er til dig Louise. For ikke at gemme drømmene under hovedpuden, men følge dem. Jeg glæder mig til at læse hvert et kapitel.
//Nan
af talverdenop | feb 23, 2017 | MIG
Mine døtres initialer er tatoveret omkring mit håndled. Et C og et O. Det føles rart og trygt at have dem der, at have dem tæt på. Alle er vi sønner eller døtre af nogen. Selv, er jeg datter af Pia Kjærsgaard. Det er en ulastelig og ufraviellig kendsgerning. Hun er en del af mig og jeg af hende – uanset. Der har været misforståelser, mistænkeliggørelse og miskredit, men også masser af omsorg, gode manerer og manøvredygtige svar på klar, parat start spørgsmål. Næ, det har ikke altid været let, men med årene, er det blevet lettere til trods for, at hun netop i dag fylder mere.
Min mor er Hovedgaden. Færdselsåren som leder og fordeler og trafikken. Man kører igennem den dagligt. Det er man nødt til. Den er ikke til at komme uden om. Den skal passeres for at komme hjemmefra. Det kan tage en voldsom tid, men før eller siden sker det. Jeg kender kvarteret godt. Alle kender Hovedgaden og jeg plejede at kende alle smutvejene. Men af og til, bliver der bygget om og forandret og uden, at jeg har lagt mærke til det, er der kommet en ny stikvej som render ud eller ind i Hovedgaden.Tidligere var jeg selv en af dem der luskede rundt i miljøet for at finde andre veje, men byen udvikler sig og det har jeg accepteret. Der vil altid være hovedåre. Det er helt fint at køre igennem, ned ad eller op til, men ikke over. Der skal være en vis respekt for, at der er flere på vejen, omend kun én Hovedgade – hadet og elsket.
I dag skal vi fejre 70 års fødselsdag. Jeg vil iføre mig den kjole min mor faldt for på en familietur til Ribe i sommer. Hun kunne ikke selv passe den, men jeg fik handlet den i smug for at overraske hende. Jeg vil synge en sang for hende og holde en tale. Og så vil jeg læse et digt så hun ved, at vejen er beklædt med det blødeste græs en barfodet datter kan betræde. Alle er vi døtre af nogen. //Nan
Det er måden du går ned ad trappen på
Der hvor den ene fod hænger frit i luften
Inden den rammer næste trin
De små lyde du frembringer
Uden at åbne munden
Det lange host i albuen
Måden du skærer brød på
Og går i stå
Forsvinder
Og skærer igen
Den lille malkeskammel ved telefonen
Og den håndskrevne telefonbog
I vindueskarmen
Din ulæselige håndskrift
På den sløjdlavede
”Husk at” træpind med
en strimmel af papir
sokkerne i sandalerne
og slåbrokken løst omkring
på den lille stigestol
i hjørnet af køkkenet
ved siden af Melissamaskinen
stakken af aviser
og madame blå
det våde hår der er redt stramt tilbage
inden det bliver føntørret
og krøllet til den frisure vi alle kender
og folk tror, at de ved at tegne den frisure
ved hvem du er?
