Jeg kan ikke alene – vil du flyve med?
I dette her rum flyver fugle fra adskillige genrer. De synger med hvert sit næb. Jeg er selv temmelig overrasket over, hvor mange der er. I dette her rum er der larmende lyde og et utal af farver. Også dem jeg endnu ikke har set; Reseda, azur og chamois, men også postkasserød og himmelblå. I dette her rum står fugleburene tæt. Nogle er af træ, fin fransk vintage mens andre er af peddigrør med messingdekorationer og fra Kina. Når jeg søger på “danske fuglebure” er det eneste ord jeg falder over, “almindeligt”. Men for mig, er intet her almindeligt. Der er alt andet. Der er fugle i bur og der er frie fugle,. Der er sangfugle, tårn- og tamfugle. Der er fugle med meget lange ben og pink fjerboa,, fugle med falkeblik og ørneklør i svanedun, men også den mere generelle gule vipstjert. Der er fugle med lånte fjer, ulykkes- og spille fugle og så selvfølgelig alle de vilde fugle. Der bliver fløjtet og sunget, pippet og kukket og hør den lille stær den er åh så fornøjet. Hønsene galer og højt på en gren sidder kragen: Jeg ser mig lidt forvirret omkring, men prøver mig frem og kigger på fugle som skulle have siddet i min hæk.
“Det sker med jordens æbler/ at en kerne hakkes fri/ og løftes op som træ i fuglenæb”
I et bitte bur sidder den. Det er måske en kanariefugl.Eller hedder det, musvit? Absolut ikke en brevdue. Den syner ikke af meget, men netop derfor bliver jeg nysgerrig og da jeg kommer tættere på, ved jeg, at jeg har fundet min fugl. Den har næsten givet op, men også dette liv skal have en chance. Kløerne er lange. For lange.Ja, faktisk, at de næsten vokset rundt om pinden den sidder på. Den hænger med næbet og er i en sørgelig forfatning. En forsømt og forpjusket fugl. Måske den har søgt tilflugt mod styrtdyk, støv, sand og saltvand? Jeg rækker hånden frem og tænker, at den kan blive til ti på taget. Grøn og håbefuld.
Denne blog blev startet for en lille måneds tid siden. Jeg har været ved at fare vild flere gange, men har kontinuerligt insisteret på, at give den lille positive historie vinger. Prøve at puste liv i den del af Verden hvor man kan trække vejret og trække på smilebåndet. På Poul Reichhard`ich prøvet at blive dus med himlens fugle. Jeg har klippet kløerne, pudset fuglens fjer og gjort den flyveklar. Min barndoms Jonathan Havmåge er sluppet ud og flyver ulig resten af flokken. Ikke som en enlig svale, men af og midt i flokken.
“For at flyve så hurtigt som tanken, til hvor som helst det skal være,’ sagde han,
‘må du begynde med bevidstheden om,
at du allerede er ankommet”.
//Nan
