Det er noget med farven sort fordi øen, som er en ældgammel udslukt vulkan, har strande med sorte sten, store som små, som ruller frem og tilbage når vinde fra middelhavet blander sig. 

Det er også noget med farven hvid, fordi de fleste huse er kalkede med kridt, blødt rundet af på alle kanter som små sandbygninger, man kunne have formet med hænderne.

Og så er det noget med farven blå. Himlen og havet naturligvis, men også malingen i metalbøtten man bruger på døre og vinduesrammer, på skodder og på stakit.

Santorini er Grækenlands mest fotograferede ø. Det er en af de sydligste i øgruppen Kykladerne og kendt for byerne Fira og Oia, med små hvide huse der klamrer sig op ad den flere hundrede meter lange klippeside, som stikker dybt i det grazioso azurblå hav.  I knap 20 år har min forældre haft sommerhus her og gennem årene har vi kunne følge udviklingen og mangel på samme, der sker noget og og der sker ingenting. Nogle ansigter forsvinder, mens generationer der ligner kommer til og fortsætter forretningen, livsførelsen, med næsten samme metoder og på næsten samme måde som man altid har gjort.

Æsler bliver brugt til at transportere mennesker og varer og skal man længere end æslet kan trække, er det på en gennemtæret, støjende knallert hvor kun skumgummi udgør sædet, hjemmevant kørt af en græker uden hjelm. Taverna`erne kappes side om side om at kapre kunder til Moussaka, Souvlaki og Tsatziki. De ældre damer  i sorte kjoler og hævede ben sidder fortsat på små træstole med fletsæde i de små skygge gyder, mens børnene samles om noget plastiklegetøj eller løber om kap på promenaden. 

Santorini har form som en lille tykmavet dinosauer. Formen fik den efter et vulkanudbrud i ca. 1640 f.v.t og er i dag et stort krater med vand i og omkring. Man siger, at strandende er sorte, men i virkeligheden rummer netop disse strande alle farver som findes i ild og så pimpsten eller aske stykker. På en side er krateret rødt, på en anden helt hvid eller sort og flere sider ser man de mange lag, klipperne er formet af. Landskabet er bakker op og bakker ned og de skarpe sider giver anledning til både gys og glæde. Man kommer højt og udsigten fra hvert hjørne man kommer omkring er åndeløst betagende – hele dagen, men også og især ved solnedgang. 

Oia, Fira, Kamari og Perissa vil man oplagt have skrevet på sin liste over byer man skal se eller bo i hvis man besøger Santorini. Mine forældres hus ligger ikke i nogle af disse byer, men i en lidt hengemt perle i et traditionelt område, som der findes flere af på øen. Stræderne er små og tætte, landskabet kuperet og boligerne bygget ind i klipperne hvor der er svalt og skygge. Se, nu kommer skraldemanden gående med sin trillebør. Han har et langt skaft liggende til at hænge skraldeposer på. Det løse affald lægger han i børen. Naboen sætter endnu et fad frem med tomater som skal soltørres, en ældre dame sætter sig og pauser efter at have fejet Bourgonvilla blade. En nu voksen søn tager imod penge for to solsenge med parasol, mens en bonde høster druer, tomater eller meloner ved håndkraft. Han bukker sig, rejser sig, bukker sig igen. En lænkehund gør, et æsel skryder og strømmen forsvinder en stund da en tør og kølende nordenvind tager fat i vimpler og vasketøj.

Klokkeren har måske ringet for sidste gang i aften. Den sidste mumlen lægger sig og Santorinis mange katte bevæger sig ud i natten. Om få timer vil solen igen, uafladeligt og ustandseligt stikke sin gyldne snude over havoverfladen og dagene fortsætter, der skal ske noget og der skal ske ingenting.

Den påmindelse af livet bliver man aldrig træt af. 

//Nan