af talverdenop | aug 16, 2020 | ALT, Den positive debat
“Vil du se efter min plante mens jeg er ude at rejse?” spørger min ældre nabo og få dage efter, står hun foran vores hoveddør med et lille granatæbletræ.i favnen. I bunden af krukken ligger olivensten og blandt de kortstilkede blade, vokser røde blomster.Planten syner ikke prangende eller sjælden dekorativ, men fordi min nabo har fået den af floristen Tage Andersen, en af hendes gode venner, er den af største betydning.
Det er 15 år siden, at vi flyttede til Ole Olsens Alle. Jeg havde passeret huset hun bor i adskillige gange dog uden at se hende. Det er et smukt gammelt hvidkalket hus med tegltag og roser som blomstrer det meste af sommeren. Vi havde fået hund og da hun fik hund (igen) mødte vi ofte hinanden på de tidlige morgenture. Hun var meget privat og jeg forsøgte, ikke at trænge mig på, men gennem årene lærte vi hinanden langsomt bedre at kende. Særligt en morgentur, gjorde en forskel. Jeg fortalte, at jeg var stewardesse og hun fortalte, at hun havde fløjet en del, da hendes mand, som ikke længere lever, var en efterspurgt professor Verden over. Hun kunne godt lide at flyve, dog havde hun været lidt betænkelig én gang, engang de skulle lande på St. Thomas VI, hvor landingsbanen er meget kort. “Har du været der?”, spurgte hun.
Fra 1988-1989 arbejdede jeg som au-pair på St. Thomas VI og svarede derfor: “Ja, jeg har været der”. Hun glædede sig over svaret og spurgte, om jeg mon tilfældigvis havde mødt en familie ved navn Paiewansky? Også her kunne jeg svare, “Ja”, for deres barnebarn tilbragte jeg megen af min tid med mens jeg boede der. Vi smilede ad tilfældigheden og den kommende morgen havde hun medbragt en digtsamling, skrevet af Isodor Paiewansky, det ældste familiemedlem. I den havde han skrevet: “To Birgitte from Isidor”. Jeg spurgte om hun havde et øjeblik og hentede selvsamme digtsamling, den gamle Isodor havde skrevet og hvor han på føste side i min version havde skrevet: “To Nan with best wishes /IP”. Fra da af, har vores naboskab været som et slægtsskab, et forbilledligt venskab.
Flere gange om året, kører min nu 75 årige nabo mod Frankrig. Hun kan godt lide at køre, for der er altid så meget hun ønsker sig og kan tage med sig og så kan hun lide friheden i at køre og “lægge til”, hvor hun synes. Hun overnatter gerne i bilen på vejen ned og hjem og medbringer altid, ud over franske fristelser, nye fortællinger om hvem hun har mødt og hvor hun har været. Mens hun rejser vander, passer og plejer jeg hendes højt skattede plante. I går blev forplejningen udvidet da hun inden ferieafgang bankede på døren.
“Vil du passe mine planter mens jeg er på ferie?” Udenfor står hun med planten jeg kender så godt og i den anden hånd står hun, med en plante jeg forærede hende i maj til hendes fødselsdag. Jeg kunne ikke ønske mig nogen større kærlighedserklæring.
//Nan
af talverdenop | aug 31, 2019 | Den positive debat
Det er noget med farven sort fordi øen, som er en ældgammel udslukt vulkan, har strande med sorte sten, store som små, som ruller frem og tilbage når vinde fra middelhavet blander sig.
Det er også noget med farven hvid, fordi de fleste huse er kalkede med kridt, blødt rundet af på alle kanter som små sandbygninger, man kunne have formet med hænderne.
Og så er det noget med farven blå. Himlen og havet naturligvis, men også malingen i metalbøtten man bruger på døre og vinduesrammer, på skodder og på stakit.
Santorini er Grækenlands mest fotograferede ø. Det er en af de sydligste i øgruppen Kykladerne og kendt for byerne Fira og Oia, med små hvide huse der klamrer sig op ad den flere hundrede meter lange klippeside, som stikker dybt i det grazioso azurblå hav. I knap 20 år har min forældre haft sommerhus her og gennem årene har vi kunne følge udviklingen og mangel på samme, der sker noget og og der sker ingenting. Nogle ansigter forsvinder, mens generationer der ligner kommer til og fortsætter forretningen, livsførelsen, med næsten samme metoder og på næsten samme måde som man altid har gjort.
Æsler bliver brugt til at transportere mennesker og varer og skal man længere end æslet kan trække, er det på en gennemtæret, støjende knallert hvor kun skumgummi udgør sædet, hjemmevant kørt af en græker uden hjelm. Taverna`erne kappes side om side om at kapre kunder til Moussaka, Souvlaki og Tsatziki. De ældre damer i sorte kjoler og hævede ben sidder fortsat på små træstole med fletsæde i de små skygge gyder, mens børnene samles om noget plastiklegetøj eller løber om kap på promenaden.
Santorini har form som en lille tykmavet dinosauer. Formen fik den efter et vulkanudbrud i ca. 1640 f.v.t og er i dag et stort krater med vand i og omkring. Man siger, at strandende er sorte, men i virkeligheden rummer netop disse strande alle farver som findes i ild og så pimpsten eller aske stykker. På en side er krateret rødt, på en anden helt hvid eller sort og flere sider ser man de mange lag, klipperne er formet af. Landskabet er bakker op og bakker ned og de skarpe sider giver anledning til både gys og glæde. Man kommer højt og udsigten fra hvert hjørne man kommer omkring er åndeløst betagende – hele dagen, men også og især ved solnedgang.
Oia, Fira, Kamari og Perissa vil man oplagt have skrevet på sin liste over byer man skal se eller bo i hvis man besøger Santorini. Mine forældres hus ligger ikke i nogle af disse byer, men i en lidt hengemt perle i et traditionelt område, som der findes flere af på øen. Stræderne er små og tætte, landskabet kuperet og boligerne bygget ind i klipperne hvor der er svalt og skygge. Se, nu kommer skraldemanden gående med sin trillebør. Han har et langt skaft liggende til at hænge skraldeposer på. Det løse affald lægger han i børen. Naboen sætter endnu et fad frem med tomater som skal soltørres, en ældre dame sætter sig og pauser efter at have fejet Bourgonvilla blade. En nu voksen søn tager imod penge for to solsenge med parasol, mens en bonde høster druer, tomater eller meloner ved håndkraft. Han bukker sig, rejser sig, bukker sig igen. En lænkehund gør, et æsel skryder og strømmen forsvinder en stund da en tør og kølende nordenvind tager fat i vimpler og vasketøj.
Klokkeren har måske ringet for sidste gang i aften. Den sidste mumlen lægger sig og Santorinis mange katte bevæger sig ud i natten. Om få timer vil solen igen, uafladeligt og ustandseligt stikke sin gyldne snude over havoverfladen og dagene fortsætter, der skal ske noget og der skal ske ingenting.
Den påmindelse af livet bliver man aldrig træt af.
