Sallys sidste sang

Sallys sidste sang

Lørdag d. 7. april kunne have været hvilken som helst lørdag i april, men for os, blev det en barmhjertighedens dag, hvor vi skulle tage afsked med Sally, vores vidunderlige og trofaste firbenede ven, gennem tretten år. Hun flyttede ind, otte uger gammel d. 2. juni 2005 kun ën dag efter, vi overtog vores første hus og i et tumult af flyttekasser, renovation og et uoverskueligt væld af praktikaliteter, bød Sally på mulighed for pause, for leg eller bare stikke afsted på en lang luftetur. En lille nuttet sort og hvid broget hundehvalp, med våd snude og lyserødt maveskind gav livet i huset på Ole Olsens Allé et helt andet indhold. en helt anden form for nærvær og et helt og aldeles ukompliceret og betingelsesløst kærlighedsforhold.

Sally var en fri hund som aldrig fik halsbånd på, fordi hun var en hyrdehund og havde hun et iboende gen om at passe på os – vi behøvede aldrig at bekymre os om, at hun stak af. Hun holdt  et vågent øje med os, talte os og holdt styr på flokken. Hun er blevet passet af mange familier som har haft glæde af hendes fjogede og fjollede gemyt. Hun løb nysgerrigt ind ad døren, gav dem sin opmærksomhed og forblev den samme hyrdehund som hjemme, blot for en anden flok. Sally var alles hund, vejens vogter og den bedste Bernstorffspark vandreven, man kunne ønske sig. Hun bød ufravigeligt på den mest hjertelige  velkomst man kunne ønske sig, hver eneste gang man kom hjem. Hun havde den skønneste, sødeste og sjoveste personlighed og har altid tilbudt sig som den, man kunne putte sig med og tale til, hvis det var det man havde brug for. Den seneste tid har vi iagttaget hende nøje og forstod, at hun var blevet ældre. Hun har foretrukket dit eget selskab, sovet og nu ladet os forstå, at tiden var inde til at træffe det valg, som må være noget af det fjerneste et menneske nogensinde har kunnet fremkalde – en dato.

I dag lørdag, har dyrlægen og Sallys gode ven Mette, hjulpet Sally til den evige søvn. Vi har, inden da, gået den velkendte tur rundt i kvarteret, delt en leverpostejmad og mæt og træt, har hun lagt sig til hvile i kurven med lammeskindstæppet. En smukkere og mere skånsom afsked kunne vi ikke tage med dig, kære ven. Vi trøster os med, at du jo ikke vidste, at der er en dag i morgen. Vi derimod, vil i morgen og den kommende tid mærke et ubeskriveligt savn. So long Sally og tak for alt den kærlighed du gav os <3

//Nan og familie