af talverdenop | jun 20, 2019 | Hverdagstanker og drømme
Hun har den fineste violblå kjole på. Enkel og ærmeløs og kun med to små margeritter lige under nakken, der hvor nogen har knappet kjolen. De små hvide ankelstrømper har en let bølget kant og de blanke laksko med ankel rem er lukket tæt omkring. Hendes hår er sort og klippet i pertentlig page, men vigtigst af alt er hårbøjlen som holder håret. På hver side af det lille ansigt, sidder to sorte runde ører, med hver en lille rød og hvidprikket sløjfe. Med den, er den lille pige fløjet ind i det eventyrlige himmelrum på den finurlige mælkevej, kun et barn kan være.
Midt i den travle lobby, hvor mennesker fra hele Verden er på vej til eller fra, chekker ud eller ind, er den lille pige rejst til det sted hvor voksne ikke længere har visum. Hun sidder på en bænk, alene og læner sig mod et enormt spejl mens hun bedægtigt bukker nakken og kigger væk, men kun for hurtigt at kigge op igen og se sig selv, atter engang komme til syne. Hun sætter sig med siden til spejlet, retter ryggen og kjolen, lægger benene over kors og sætter hænderne på knæene, sender et kys til universet. Hun sætter sig på knæ, med hovedet lidt på skrå og strækker de buttede arme, som ville hun give øjeblikket et kram eller favne sine fantastiske fantasi.
Ikke så langt derfra sidder jeg og betragter barndommen som om lidt vil blive afbrudt af et kald , et knips eller en kommando fra en voksen. En voksen som har en plan med indlagt mangel på tid og som har fortrængt at barndommen er så kort og hvor alt for hurtigt de selv, blev mindet om det. I generarationer har man oplært og opdraget, uddannet og udvidet, men også frataget børn fraværet og formåen til at forsvinde. Vedvarende vækket dem for at få dem sat i skema, istedet for at dvæle og beundre deres fortsatte formåen ved at opdage Verden indefra.
For mens vi blinker og forsøger at fiske og fange forestilingen om, det gode liv, skal vi måske forsøge, ikke at afbryde, men trække vejret med dem der evner. Ikke blot fylde på for at få dem til at følge med, men turde tøve et øjeblik. Lade dem rejse i det imaginære og idéernes virkelighed. Lade dem beundre og begejstres over gensynet med sig selv og ikke trække en pind gennem vandspejlet for derefter selv at hoppe i. Evnen til at trække sig, tage en pause, rejse og opleve Verden uden for praktikken er en efterspurgt vare.
Kære unge mennesker som for et øjeblik siden var børn: “Der er ingen forskel på virkelighed og fantasi ….. ikke i fantasien i hvert fald”.
//Nan
af talverdenop | maj 21, 2017 | Hverdagstanker og drømme, MIG
De kom ofte på besøg eller vent, måske var de ikke bare besøgende, nok nærmere beboere? De havde i hvert fald været der så længe hun kunne huske. Ofte kommet, sjældent gået igen.. Helt tilbage fra hun var en lille pige, havde de haft en mening om alt hvad hun foretog sig. De kom med gode råd og var skiftevis bekymrede eller begejstrede. Det var ikke usædvanligt, at de henvendte sig til hende i op til flere gange i minuttet eller vent, måske konstant? Hun kendte ikke navnene på dem, men for hende var de djævelen og englen. Der sad der. Se selv, en på hver skulder og holdt øje med hvad hun foretog sig, .Alt for ofte var de uenige om hvem der havde ret og hvis råd hun skulle følge eller vent,det det lod jo netop tilbage, at det i sidste ende altid var hende selv, der skulle tage beslutningerne. Det var jo hendes liv der skulle leves og det ufravigelige, at det var et liv med virkeligheds hensyn der skulle tages eller vent, drømme der skulle leves?
Da hun var barn, havde englen været den mest dominerende. Hun var en god pige Smilede på alle fotografierne. Med alderen tog djævlen over. Hun blev fræk vil nogen mene, gjorde kun det hun selv fandt rigtigt og det faldt ikke altid ind i den kollektivistiske konsensus. Hverken da hun flyttede hjemmefra som 15 årig, blev kæreste med en sort mand eller lånte penge istedet for at have sparet dem op. Mærkeligt, tænkte hun, at jeg har kaldt den ene for djævlen. Hun havde jo haft det fantastisk, også i de år. Hun måtte gøre det om, give dem nye navne og kaldte dem istedet for magikeren og magisteren. Og hvor hun før troede, at det var djævlen der havde råbt højst i sine unge år, var det nu magikeren og hun smilede.
Der er ingen forskel på fantasi og virkelighed.
Ikke i fantasisen i hvert fald
I sit voksne liv havde de hvislet og hvisket. Èn sagde: “Vent”, den anden: “Vov”, En sagde: “udforsk det”, den anden: “men, ikke udfordre det”. En sagde: “Hold fast, for alt har konsekvens”, den anden: “Slip! For først dèr har du kontrol”. Sådan bliver de ved. “Pluk, prøv, pas på. Og hun skiftevis lytter, lystrer og lyster som dengang hun tog til Paris bare 15 år gammel og levede af metrobilletter for at få råd til at snige sig ind i le Cave, eller da hun gik omkring alene om natten på de uoplyste landeveje i Carribien, kørte på motorcykel uden kørekort i Thailand, klatrede bjerge udenfor stierne i Pyranæerne eller, eller, eller ….. bare tog chancen og turde leve – så længe hun lever.
At vove er at miste fodfæstet for en stund
ikke at vove er at miste sig selv
Nu synger den ene igen: “”Ser du fisken som svømmer med navnet samvittighed? Den anden fløjter “”Ser du fuglen med navnet frihed?” Hver sin melodi og hun lytter, mens hun ser på æbletræet og tænker: ” Hvert år springer de første knopper ud og risikerer frosten, mens de sidste forsigtigt afventer varmen. Træet står smukt med rødderne i jorden, velduftende i sin helhed og lever fint og stærkt med både de ar som vovede og de blomster som ventede. Mærkeligt tænker hun, at jeg har kaldt den ene magisteren? Hun havde jo aldrig levet efter andres anvisninger eller beslutninger. Kun sine egne.Hun byder englen tilbage og smiler igen til magikeren.
Kære
giv mig styrke til at gøre hvad jeg vil og yde hvad jeg formår
uden nogensinde at skade andre
Herfra balancerer hun videre ud i livet som hun skriver med blyant så hun kan både rette og skrive om. Og den ene siger: “Spring” og hun hopper og håber, at lande sikkert på benene igen”.
//Nan
