af talverdenop | nov 8, 2019 | Den positive debat
Vi er kollegaer, men ellers har vi ikke meget tilfælles. Vi har forskellige køn og alder, endog nationalitet. Rejemaden er generøs og øllet i glasset på stilk, berhesket men bekvem. Vi taler om Verdens uroligheder og den manglende evne til at lære af fortiden, om at undgå gentagelsen af historiens uheldige handlinger, men også om at fastholde forhold – gentagelsen – givet af netop historien. Traditioner som byder på forudsigelighed og tryghed og “vi ses igen samme tid, samme sted”. Det der giver værdi og skaber bånd til forrige generationer ved f.eks at spise det de gjorde eller udføre samme “ritualer”. Det skaber et kit at være fælles om noget, skabt af andre men videreført af os, deres mange x tipoldebørn. “Jeg tror desværre” siger en, “ikke at mine børn ved hvorfor vi sætter lys i vinduerne d.4. maj … eller hvorfor vi spiser hveder eller har adventskrans”.
Jeg kan godt lide tanken om at stå på skuldrene af dem der var, alle de millioner af mennesker, som byggede og boede, begik fejl og udbedrede dem, bedrog, beklagede og begyndte igen, beskyttede og beskrev det meste, så vi kan forholde og forstå, hvorfor, hvordan, hvem og hvad. Jeg kan lide idéen om, at vores forfædre ikke har levet resultatløst, men vidnefast. At vi bærer, viderebringer og bruger de beslutninger og begivenheder som har fundet sted. Det er det der bidrager til samhørigheds følelsen – alt det vi har sammen eller- at vi kommer fra noget, af noget …. af nogen. Tanken om styrker, ikke bare mig men fællesskabet især, når vi mødes i en meningsfuld ramme som udspringer af historien.
Forudsætningen for at forstå, bryde eller bevare, afhænger også af os. At vi er dygtige nok til at fortælle, at det vi har, ikke kan tages for givet. At vi ikke må glemme men også at vi skal huske ikke at trivialisere traditioner, for hvis traditionerne udebliver, fordi vi ikke længere kender deres ophav, hvilke værdisæt skal vi så stadfæste fællesskabet under? Sammenhold både styrker og stabiliserer, men det skal holdes ved lige, men først skal det læres.
På tallerknerne ligger kun den kvarte citron og måske en dildkvist. Et øjebliks tom tavshed indfinder sig og vi forstår hvor vigtig en opgave vi hver især har, for at iklæde os og klæde hinanden på med historien for at forstå vores samtid. Og måske endnu vigtigere nu end før, med den opsigtsvækkende indsigt vi har adgang til om Verden. For ikke at forsvinde er behovet for at fortælle og dele måske så meget desto mere essentielt. Vi har brug for at være fælles om noget, noget andet end blot at bo i det samme land.
Om et par dage er det Mortens aften, en oplagt mulighed for at mødes og fortælle, at: Morten oprindelig hed Martin og var biskop af Tours. Han blev født år 336 og som 15 årig meldte han sig til den romerske hær. Her blev han kendt som den hellige mand, da det siges at han kunne helbrede syge og vække de døde. Martin blev senere fordrevet fra Rom og levede længe i et kloster i Gallien. Her ville man gøre ham til Biskop, men Martin som ikke var interesseret i dette, gemte sig i en gåsesti. Gæssene skræppede og afslørede Martin som blev fundet og udnævnt Biskop og Martin besluttede, at der på den dag han blev fundet, hvert år skulle slagtes mindst en gås. Hans egen dødsdag blev en helgenfest og i Danmark blev denne dag til “Morten Bisp”. Man lagde den i november, da det var en af de få gange på året man spiste fersk kød som ellers blev nedsaltet. I danmark blev gåsen til and, da det var langt billigere.
Velbekomme.
//Nan
af talverdenop | jun 12, 2018 | Hverdagstanker og drømme, MIG
Refleksion er ”en aktiv vedvarende og omhyggelig granskning af den eksisterende viden, og af forholdet mellem det vi tænker og det der sker i virkeligheden”
Vi ved det godt …at det er vigtigt at reflektere, at tænke efter og betragte tingene lidt på afstand. Hvorfor gjorde vi det? Hvad satte det i gang? Overså vi noget undervejs? Hvad har vi lært og er der noget, vi kan gøre anderledes? Det vigtigste i processen må være at forsøge at besvare de spørgsmål der dukker op og lære af dem undervejs …. udvikle sig, lære og forstå. Meget af al den information vi dagligt indtager som tør- husmands- eller fuldkost bliver tygget og fordøjet uden yderligere overvejelser. Det er først, når blandingen af ingredienser og sammenfald eller det, at man bliver introduceret til noget endnu ikke hørt eller prøvet, at man giver sig tid, til at spekulere og deliberere.
Det er 1 1/2 år siden, at jeg fandt de bønner jeg havde lyst til at brygge let love rule på og jævnligt tænker jeg over, om den fortsat smager, om temperaturen er for høj eller for lav, om blandingsforholdet er bekvent og doseringen dækkende.
Let love rule begyndte som et alternativ til den ikke reflekterede sprogbrug, de mange manifesterede meninger skrevet med tegn fra tastaturet jeg ikke kender eller anvender og ender med markør !!! småskør og i dårligt humør. Play,- optag – rewind – play – optag – pause ….. desværre uden at kunne finde hverken fast forward eller erase knappen. Jeg hev båndet ud og satte mit eget på. Et af dem med troen på og håbet om, et af dem med poetiske øjeblikke man kan lægge nakken tilbage til og smile ad. Et som rammer det sted, hvor man sænker skuldrene og får øje på fællesskabet og frigiver endorfiner..
Siden jeg var ganske ung ,har jeg arbejdet for frivillige organisationer. Det har betyder meget for mig, men også for dem, som har taget imod. Det har været en sund social forpligtelse, hvor man tilbringer mindre tid med ærgrelse over egen elendighed og mere energi på samhørighed . Mens jeg læste retorik, som jo er “kunsten at overtale”, brugte vi tid på at fange og forstå “vir bono”. Teksterne skulle udspringe af et godt hjerte, for ikke misbruge retorikken til at få andre, til at mene det samme som en selv., på et uærligt grundlag Og så er der naturligvis min barndom og min ungdom. Jeg er jo vokset op med en mor (Pia Kjærsgaard) som er:
blevet karikeret – parodieret
Og tegnet til uigenkendelighed
som er blevet hånet – spottet
Spyttet på
Latterliggjort – afgjort nedgjort
fremmedgjort
Afluret – udspioneret
Røntgenfotograferet
Jeg tror, at de har haft til hensigt
At latterliggøre – såre – krænke
Af det, har jeg lært at møde andre mennesker med respekt
På og med den trilogi baggrund vil jeg blive ved med at skrive, ud fra ønsket om at deltage og med tiden og lidt held, gøre en forskel. Drivkraften er den overvældende dialog let love rule har sat i gang. De små øjenåbnere eller genkendelser som kan nedbryde etablerede strukturer og få flere til at rekonstruere , evaluere ….reflektere…… Åh ja, det var det der satte det hele i gang. Livet har nuancer og det er svært at tænke, hvis man ved, at man altid har ret. Det er her let love rule har sit afsæt. De første trin op ad trappen, er baseret på tro, uden at se hverken længere eller højere.
Let love rule er mit bidrag, til den opadgående spiral, der gør sit bedste for, at tale Verden op. Vi bliver alle påvirket af nogen eller noget og det behøver ikke at smage hverken bittert eller brændt – tværtimod. Duften af kommende generationer er uimodståelig. Vi har ikke blot arvet den dyrkede jord fra vores forfædre, vi låner den af vores børn. Til dem vil jeg skænke den kaffe af forandring, jeg selv ønsker at se.
Jeg må hellere sætte vand over ….. Det føles godt at have noget at byde på.
//Nan
af talverdenop | jul 25, 2017 | Den positive debat
Kære ven,
Tak for endnu en dag. Som altid, når jeg er sammen med dig, fortsætter vores samtale længe efter, at vi har sagt på gensyn.
Jeg fortalte dig glædesstrålende, om da jeg den anden dag skulle på arbejde. Jeg passerede sikkerhedskontrolen og en smuk mand fra Security ser mit Havnekort og spørger hvor turen går hen. New York, svarer jeg og vi taler om eventyr, varmegrader og skiftende arbejdstider. Vi siger farvel og ønsker hinanden god arbejdslyst. Efter endt briefing med besætningen, bevæger jeg mig mod afgangs gaten og der, møder vi endnu en fra security. Han spørger mig: “Er du Nan?” og da jeg svarer ja, rækker han mig en æske, indeholdende en sød, stor jordbærkage. “En venlig hilsen fra en kollega”, siger han.
Overvældet af overskuddet og modet fra den den smukke mand, taler du og jeg om det at henvende sig til mennesker, man ikke kender. Hej- Hallo – Halløjsasuppe. Og jeg genkender det du fortæller og føler mig lige så udfordret som du, da du beretter, at du og en veninde havde taget netop det at henvende sig, som en ud og opfordring. Truth or Dare. At I på en natklub var blevet enige om, at det første menneske I så og som fangede jeres interesse, skulle I henvende jer til.. Sige det helt oplagte og dog så opsigtsvækkende: “Hej – Jeg synes, at du ser dejlig ud” eller: “Hvor har du bare en uimodståelig udstråling”. Ingen af jer, havde set et interessant menneske. Ingen havde været hverken dejlige eller haft en uundgåelig uimodståelig, siger du eller nok mere sandsynligt: Ingen af jer turde at henvende jer, til et menneske I ikke kender.
Samme aften, som vi havde tilbragt dagen, var jeg i Grandteatret. Filmen handlede om en gruppe unge svenske drenge, men især om Metin, en ung mand med tyrkiske rødder. Han lever i en lille forstad til Stokholm og sammen med sine venner, lever han af hurtige indbrud og omsætning af hælervarer. I en scene har Metin og vennerne bestilt og fået tilsendt, nogle kopi ure fra Kina. Metin bliver sendt til pantelåneren for at omsætte et af urene til kontanter. “Hvad skal jeg gøre?” Spørger han. “Bare se normal ud. Men lad være med at gå rundt at smile, så tror folk bare, at du er unormal”. https://www.grandteatret.dk/film/filminfo/?filmid=29388349
Koblingen mellem vores samtale og den sætning blev med ét forseglet. Angsten for at falde uden for flokken, for fællesskabet. Som enhver anden dyreart, men alligevel som en af de få, bryder vi i Norden os ikke om at komme for tæt på, bryde privat- og intimsfæren, komfortzonen, enemærkerne. Vi tør ikke løbe risikoen. Men hvad er den og hvor stor og voldsom skade gør den? Er chancen for at blive inkluderet eller måske endnu vigtigere, invitere nogen indenfor, ikke større? Ingen er uden de andre.
Og her leder tankerne videre til Grethe.
Vi havde for flere år siden et kolonihave hus. Vores nabo Grethe, kørte med bus frem og tilbage til det lille lod. Hun var et meget kærligt og bydende menneske og hun fortalte, at hun altid hvis der stod andre ved busstoppestedet, fandt på noget pænt at sige. “Sikken en smuk nederdel De har på” eller, “Hvor den jakke dog klæder Dem”. Og hun mente det. Hun ville fællesskabet. Det var aldrig påtaget eller påtvunget. Hun greb et øjebliks umiddelbarhed og nærvær – et umiddelbart, nærværende øjeblik.
Så min ven. Således nedskrevet synes jeg, at vi bør vi konfirmere en kontrakt om kontakt. Jeg foreslår, at vi insisterer lidt mere på fællesskabet, udvikler nærheden og hvis du synes, at det bliver for vovet eller voldsomt, så lad os øve os og dermed risikere at gøre nogens dag lidt bedre.
Din //Nan
