Alle har en plan
Hver dag har en ny plan. Den kommende dags plan begynder ofte, allerede inden man går i seng aftenen inden. Kroppen har måske sat eller lagt sig, mens hovedet er i gang med at strukturere morgendagens plan. Ting man skal, ting man kan og ting men gerne vil eller har lyst til. I strukturerede skemaer bliver der booket og bestilt, påtænkt og planlagt. Der, i mørket, med hovedet på puden, afholdes en indre monolog med tidsoptimistiske forestillinger, indeholdende morgendagens planer som skal gennemgåes og nåes, inden nye skal lægges.
Morgenens plan er simpel, noget med at sidde et par minutter med en kop kaffe med varm mælk og måske spise en skål youghurt. Men ofte må planen ændres, da der mangler enten kaffe, mælk eller youghurt eller som denne morgen, at skraldeposen ikke blev smidt ud, aftenen forinden. Jeg finder et par sko, går ud med posen i hånden og der, ved foden af trappen, i bedet opdager jeg for første gang i år, at krokus 
eller er det erantis, er vågnet og stået op. Jeg putter skraldeposen i spanden og fortsætter rundt i haven for at se efter andre af forårets bebudere, da lyden af en flok svaner, måske fra Norge, Sverige eller Finland, vender næbet mod Danmark for at finde føde. Jeg vender hovedet mod mit lille æbletræ og der, i midten vokser min egen mistelten. Jeg finder saksen og klipper de yderste grene, samler en frostsprængt potte op og går tilbage til huset og min oprindelige plan. 
Senere cykler jeg ned til byen, med en plan om at købe det ind vi mangler, men så er de første bolchefarvede beder, belida æbler, brøndkarse og basilikum netop kommet og jeg lægger lidt til min oprindelige plan. Også for middagen faktisk. Vi skulle have haft lakse lasagne, men nu hvor fiskemanden har landet torskerogn ændrer jeg middags planen, køber rogn og går tilbage til supermarkedet for at købe remoulade og til bageren for at købe frisk brød. Klokken 12 har jeg planlagt et møde ca. 20 minutter fra hvor vi bor. Jeg kører i god tid, men trafikken stopper, der er sket et uheld og vi venter …….. og planen om at nå frem til møde må rekonstrueres …. ligesåvel som alle de andre passagere i bilerne ved siden af og dem de har aftaler med, for slet ikke at tale om de ulykkes involverede og deres planer.
Ny dag – ny plan og dog. Jeg vil drikke kaffe og spise en skål youghurt. Jeg vil gå en tur med hunden og løbe en tur i eget selskab, indlæse min nye lydbog en times tid og kl. 14 vil jeg cykle ind og mødes med Gitte. Kl. 16 vil jeg svinge forbi Pia i Gothersgade til fredagsbar og kl. 18:30 vil jeg sidde bænket til middag hos Kleist i Charlottenlund og jeg har planer om, at nå det hele og at det i aften, ikke må blive for sent….
Jeg sidder med kaffen. Næste del af planen er, at få postet dette blog indlæg, men sallys poter kradser på hoveddøren og jeg kan ikke koncentrere mig. Det er tid til at gå tur. Den del af planen må effektueres. Vi går ud på vejen og møder nabo Nina med hendes to hunde. Hun har fri og spørger, om ikke jeg vil med ind og spise brunch på Møller Kaffe & Køkken? Jeg skipper løbeturen og blog indlægget? Det behøver vel ikke at blive postet før i eftermiddag og hvad indlæsningen angår? Jeg lægger det til morgendagens planer. Og sådan fortsætter dagene med oprindelige planer som bliver skyllet op på land og strander, indtil næste bølge trækker en ny plan med sig, klar til at hoppe i og svømme med eller efter. Og der er regelmæssige stigninger og fald i havets overflade, overvejelser og overspringshandlinger.
Planen, tror jeg, er ikke, at have et liv uden planer – planløs – men at kunne divergere, modellere og nydefinere. Skele til tidevandet og finde ro i, at der er flod og ebbe og så meget vi ikke er nødt til. Måske, have en plan om at lægge sig til at sove og sige tak for i dag, vågne og tage friske svømmetag med en ny dag.
//Nan
