NU er kun et ord
De kom ofte på besøg eller vent, måske var de ikke bare besøgende, nok nærmere beboere? De havde i hvert fald været der så længe hun kunne huske. Ofte kommet, sjældent gået igen.. Helt tilbage fra hun var en lille pige, havde de haft en mening om alt hvad hun foretog sig. De kom med gode råd og var skiftevis bekymrede eller begejstrede. Det var ikke usædvanligt, at de henvendte sig til hende i op til flere gange i minuttet eller vent, måske konstant? Hun kendte ikke navnene på dem, men for hende var de djævelen og englen. Der sad der. Se selv, en på hver skulder og holdt øje med hvad hun foretog sig, .Alt for ofte var de uenige om hvem der havde ret og hvis råd hun skulle følge eller vent,det det lod jo netop tilbage, at det i sidste ende altid var hende selv, der skulle tage beslutningerne. Det var jo hendes liv der skulle leves og det ufravigelige, at det var et liv med virkeligheds hensyn der skulle tages eller vent, drømme der skulle leves?
Da hun var barn, havde englen været den mest dominerende. Hun var en god pige Smilede på alle fotografierne. Med alderen tog djævlen over. Hun blev fræk vil nogen mene, gjorde kun det hun selv fandt rigtigt og det faldt ikke altid ind i den kollektivistiske konsensus. Hverken da hun flyttede hjemmefra som 15 årig, blev kæreste med en sort mand eller lånte penge istedet for at have sparet dem op. Mærkeligt, tænkte hun, at jeg har kaldt den ene for djævlen. Hun havde jo haft det fantastisk, også i de år. Hun måtte gøre det om, give dem nye navne og kaldte dem istedet for magikeren og magisteren. Og hvor hun før troede, at det var djævlen der havde råbt højst i sine unge år, var det nu magikeren og hun smilede.
Der er ingen forskel på fantasi og virkelighed.
Ikke i fantasisen i hvert fald
I sit voksne liv havde de hvislet og hvisket. Èn sagde: “Vent”, den anden: “Vov”, En sagde: “udforsk det”, den anden: “men, ikke udfordre det”. En sagde: “Hold fast, for alt har konsekvens”, den anden: “Slip! For først dèr har du kontrol”. Sådan bliver de ved. “Pluk, prøv, pas på. Og hun skiftevis lytter, lystrer og lyster som dengang hun tog til Paris bare 15 år gammel og levede af metrobilletter for at få råd til at snige sig ind i le Cave, eller da hun gik omkring alene om natten på de uoplyste landeveje i Carribien, kørte på motorcykel uden kørekort i Thailand, klatrede bjerge udenfor stierne i Pyranæerne eller, eller, eller ….. bare tog chancen og turde leve – så længe hun lever.
At vove er at miste fodfæstet for en stund
ikke at vove er at miste sig selv
Nu synger den ene igen: “”Ser du fisken som svømmer med navnet samvittighed? Den anden fløjter “”Ser du fuglen med navnet frihed?” Hver sin melodi og hun lytter, mens hun ser på æbletræet og tænker: ” Hvert år springer de første knopper ud og risikerer frosten, mens de sidste forsigtigt afventer varmen. Træet står smukt med rødderne i jorden, velduftende i sin helhed og lever fint og stærkt med både de ar som vovede og de blomster som ventede. Mærkeligt tænker hun, at jeg har kaldt den ene magisteren? Hun havde jo aldrig levet efter andres anvisninger eller beslutninger. Kun sine egne.Hun byder englen tilbage og smiler igen til magikeren.
Kære
giv mig styrke til at gøre hvad jeg vil og yde hvad jeg formår
uden nogensinde at skade andre
Herfra balancerer hun videre ud i livet som hun skriver med blyant så hun kan både rette og skrive om. Og den ene siger: “Spring” og hun hopper og håber, at lande sikkert på benene igen”.
//Nan
