S. O. M. E. T. I. M. E. S.
“Jeg tror ikke længere på det”, sagde hun. “Det er som om, at jeg har mistet balancen, som om nogen skubber til mig. Jeg bliver svimmel, jeg vakler, snubler. Jeg er bange for, at jeg har mistet troen.” Hun ser træt på mig og de øjne, der nu ser ind i mine, lægger arm med tvivlen og i stearinlysets slørede skær, kan jeg ikke vurdere, hvem af dem, der er stærkest – tvivlen eller troen? Jeg satser. Sælger ud og sætter alt ind på troen. At tabe virker uoverskueligt, nærmest livstruende. Kan man leve tro løst? Er det ikke netop troen, der overrasker, overvælder og overvinder? Den der fører os op på liv-linen igen, får os til gå langs, på eller i vejen mens viljen skiftevis hvæser eller hvisker og tvivlen springer i elastik, frem og tilbage
R E M
“Og så er der hele tiden det egoistiske aspekt, ikke? Den der, hvad med mig” ting, der får mast sig frem i forreste række. En svaghed der puster sig op og udstiller og indrømmer, at jeg er urolig for mig selv.” Hendes øjne søger væk fra mine og rundt i lokalet og jeg håber, at de finder det sted, hvor der med enorme bogstager i caps lock står tatoveret, at det hun beskriver som en svaghed, er hendes største styrke. At opsøge ….. søge …. formulere …reagere ….. bede om en hånd og mærke, at den er der.
Vi siger ikke noget, men bevæger os derud ,hvor vi kan se solen stå op. Der hvor vi kan dufte salt fra havet og lytte til lyden af bølger der bringer og tager lidt småsten med sig. Vi sidder bare og med timerne, kommer der farve i vores kinder og varme i hendes knyttede knoer, som ikke længere er hvide. Vi lader os overvælde af det mest simple, det mest storslåede og ingen af os er alene.
If you think you’ve had too much
Of this life
Well, hang onCause everybody cries
And everybody hurts sometimes
“Man må finde sin vej i det”, siger hun og jeg kan høre, at hun tror på det. Og dem hun møder holder om hende, smiler og siger: “Vi skal nok være der og støtte dig, så ikke du falder. Du skal bare blive ved med at øve dig”.
//Nan
