Et nyt skal til at begynde

Et nyt skal til at begynde

Stilhed er de vigtige øjeblikke, hvor ingen andre endnu, har farvet tankerne. Det er lyden af fravær, det er ord uden stemme. Lyden af stilhed kan høres om natten, i skoven, i kirken, på bjerget, ved vandet eller i de øjeblikke, hvor månen går ned og solen står op og et godnat bliver til et godmorgen. I det skifte, i de allertidligste morgentimer, hører jeg stilheden. I de tidlige morgentimer, har natten taget gårsdagen med sig og giver mulighed for at lytte til intuition og til at få inspiration. I de tidlige morgentimer, er tiden i eget selskab, et tredje rum man kan tage ophold, en mulighed for eller måske en forpligtigelse til at resignere og reflektere.

Morgenerne mellem jul og nytår har en mæthed, men også et mod på, over sig. Forventningerne til mad, vin, gaver og samvær med familien er overstået, måske ovenikøbet, vel indfriet. Året er ved at være omme, endeligt og et nyt skal snart bydes velkommen. Skal vi gøre som vi gjorde, fortsætte hvor vi slap eller skal vi tænke om, tænke efter, tænke sammen … finjustere, adaptere, graduere….. Og vi lægger planer, projekterer, organiserer og systematiserer selv om vi godt ved, at det er det uventede, det vi ikke havde hverken forventet eller forudset, der kommer til at sætte de dybeste aftryk.

I året der kommer, vil vi møde, vi vil miste. Vi vil berøres og vi skal trøste. Der vil komme hverdage, sær- og mærke dage og året vil muligvis minde om året der gik, eller forandre for altid. Derfor er nytår, overgangen og tiden op til og henover, også en tid med tanker om året der snart er forbi og det der skal komme. En stille tid, hvor man kan overgive sig, finde det fineste frem og bringe det med sig videre og fortsætte med at byde på det.

Om året der kommer ved jeg, at vores ældste datter drager i mission, vores yngste, søger ind på en uddannelse og at vi skal bygge nyt badeværelse. Jeg ved, at jeg skal huske på og tage mig af, men først og fremmest ved jeg, at jeg vil forsøge at nedtone mig selv for ikke at stå i vejen for de drømme og håb, som andre måtte have. Jeg er tilfreds, i perioder nærmest lykkelig og har derfor ingen ønsker for mig selv alene, men for os os og de mennesker jeg møder. De ønsker siver i stilhed, i de aller tidligeste morgentimer og jeg indfrier og sætter dem fri, som det er muligt, når Verden vågner og dagene viser sig. 2019 er fuld af nye dage – jeg vil gøre mig umage og tage godt i mod dem.

Let love rule og godt nytår <3

//Nan

Det smukkeste ord i et venskab er: “Bliv”

Det smukkeste ord i et venskab er: “Bliv”

Ikke meget i Verden bør bifaldes både vertikalt og horisontalt, som venskab.  Længden og højden af det, har sjældent betydning for hvor dybfølt det kan være. Udgangspunktet må dog altid være, at man ikke tager hinanden for givet. Det er et livslang proces, hvor man først og fremmest må lægge timer til, velvidende, at selvsamme timer som bliver trukket fra et sted, bliver lagt til et andet – nemlig der, hvor regnestykket altid ender med at give overskud. Ikke mange ville være den samme uden nære og gode venner , men det betyder samtidig, at man også selv må være god en af slagsen – det forpligter. Det er en prioritet af lige så stor vigtighed som at hente sine børn i børnehaven,  skænke sød blommesaft eller pynte sit hjem med den smukkeste solsikke fra staudebedet.

Mange ædle perler er blevet trukket på min silkesnor. Lige så naturligt som tråden i en silkeorms spytkirtler, er de blevet trukket og har lagt sig tæt som en beskyttende skal, med mulighed for at vokse og gro og kigge både op og ud. Det er en daglig fornemmelse af at høre til, en fornemmelse som minder mig om at være en del af noget, som er så meget større end mig selv. Venskaber som tager mig steder hen, jeg aldrig ville være kommet til alene. Med grin og gråd hjælper venskabet til en selverkendelse som er svær – måske umulig –  at opnå i eget selskab. Gode venner skaber indsigt som kan være både sundt og essentielt. Poul Gernes udtrykte det på denne enkle måde: “Jeg kan ikke alene. Vil du være med?”

Venskaber karakteriseres ikke altid ved ensartethed, men derimod forunderligheden ved at være forskellige fra hinanden. Derved opstår der en evig dynamik med lyst til at spørge og lytte og bevare nysgerrigheden. Gennem dialog og åbenhed bliver man hele tiden klogere på sin ven, men så sandelig og især på selv. En ven, er en uvurderlig ressource som åbner døre for følelser og ord, man tillidsfuldt kan dele med hinanden. Alle tangenter på klaveret bliver berørt, spillet på og lyttet til og tonerne kan være både skingre, sorgfulde eller smertelige, men også mættet med latter, livsglæde og lyst. Nogle af de bedste timer i ens liv, ligger i venskabet – det giver ro til livets øvrige udfordringer.

//Nan