“Vi giver jer tilbage..”
Baggrund: Kina har i århundreder været et favorabelt marked for Europæere. Te var for Englænderne særlig lukrativt, men man skulle have noget at handle med og ædelmetaller, blev vekslet for enorme mængder te. Som lagrene af sølv blev udhulet fandt englænderne på at importere opium fra Indien som blev sejlet til Kina for at emballere befolkningen i de slavebundne stoffer.
En kejser fik i begyndelsen af 1800 tallet sat en stopper for frihandlen med England, troede han, men Englænderne brød sig ikke om at blive truet og gik med sin enorme hær i land ved Guangzhou, hvor de vandaliserede sig gennem Kina. Kejseren i Kina blev tvunget til at underskrive en traktat, som blandt andet gjorde Hong Kong til britisk koloni. 156 år efter blev Hong Kong leveret tilbage til Kina (i 1997). Årsagerne skulle dels, være englændernes frygt for kinesisk udelukkelse af samhandel, men også angsten for, at Kina ville lukke for vandforsyningen (Hong Kong har ikke sin egen) og stoppe fødevareforsyninger (Hong Kong er ikke selvforsynende)
“Et land, to systemer” har siden overgivelsen fra England til Kina, været under pres. Kina ønsker mere indflydelse på landet og demonstrationer eskalerede i juli, med forslag om, at mistænkte kriminelle kunne udleveres til Kina. I måneder har demonstranter været på gaden for at forsvare retten til demokrati og jeg har set dem i øjnene.
Forgrund: En tilkaldevagt bliver afløst af fem dage i Hong Kong. Jeg har hørt historierne og lyttet til vores kinesiske værtinde, som taler om udgangsforbud, tåregas, mursten og drab. Vi er på vej til en krigs zone, men ikke til en kamp jeg ikke forstår – det ved man, når man selv er opvokset i et demokrati. Vi beslutter at holde os fra centrum og istedet udforske mere fredelige områder og blive i naturen, for min del ikke så meget af angst, mere i respekt. Vi vandrer i bjerge med smukt anlagte stier og trapper. Her er forbavsende få, Hong Kongs 7 millioner indbyggere taget i betragtning. Vi besøger “The big Buddha” og går de ca. 15 km ned til fiskelandsbyen Tai O med huse bygget på pæle og hyrer en båd til at sejle os hjem, mens solen forsvinder i havets overflade Vi tager til Discovery Bay og går de ca. 20 km hjem gennem økologiske tibetansklignende samfund, de junglelignende bjerge og hele farveskalaens blå bugter. Vi taler i timer, tillids- og forventningsfulde, uvidende om næste top eller rundning på ruten.
Samme dag vi skal hjem tager vi alligevel til Hong Kong. Den offentlige trafik er delvist lammet, gitre er trukket ned foran butiksindgangene og der ligger glas og brosten fejet ind til kantstenen fra dagen før. Vi passerer en hovedvej hvor demonstranter strategisk har placeret brosten i lange rækker. Demonstranterne bærer masker for mund og næse, men det gør ikke demonstranter også. Vi ser til. Det gør de fleste. Om hjørnet lurer kampklædt politi. De er mange og strids pladsen synes ulig. Jeg trækker de andre mod toget. Jeg vil til hotellet, allerhelst vil jeg bare hjem, men i det mindste vil jeg tilbage … præcis som de unge demonstranter, men i en langt mere realistisk version.
Foran mig forudsigelighed. Den lange lige landevej. Det givne kig. Viderne, det horisontale, plane, parralelt med vandet land med konstitinuelt monarki, demokrati og medlemskab af både EU og Nato og Nordisk Råd. En domstol som værner om demokratiet, retssamfundet og den enkeltes retssikkerhed.
Jeg er kommet hjem og nogen spørger mig, om det har været en god tur. På nyhederne kan de se, at Universitetet i Hong Kong brænder. Jeg ved det godt, for det er kun få øjeblikke siden, at jeg så de unge mennesker i øjnene. Jeg lukker dem og håber atter engang og igen, at Verden snart må blive et sted med mindelighed og medfølelse. En Verden for de unge mennesker at vokse op i, med håbet om og troen på….
Mulig fremtid: “Vi giver jer tilbage” og beder til, at det lykkes jer at komme frem eller i det mindste blive …fri for det megalomane diktatur og bevare retten til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det er der, de unges idéer residerer og spirer.
//Nan
