Holdt du nogensinde op, med at lægge mærke til?
Prolog
Når NORDKORE – og AMERI kanere flyver højt og sætter freden over styr
Må man søge jordforbindelse og fortælle flere eventyr.
Han voksede op i den syvende kartoffelrække. Dem fra rabarberkvarteret omtalte ham som et stort brød, men trods sin opsigtsvækkende rummelighed, var han ikke en hård banan, men blød som smør. Det lettere grove udseende, havde han fået ind med modermælken. Æblet falder ikke langt fra stammen: Et kålhoved, med en stor kartoffel tud og stikkelsbærben. Hans størrelse gjorde, at der skulle arbejdes for føden, når der skulle sættes blomst.. Ironisk nok, var han sin mors mindste, den sidstlagte, rosinen i pølseenden. Her var aldrig nogen sure citroner og med moder mulds varme arme om sig, havde han det som blommen i et æg.
Hun, som står ikke langt derfra, er født med en sølvske i munden. Auberginefarvet og med ferskenhud. De sundeste æblekinder set denne sommerstund og med den sødeste rødeste kirsebærmund. Hendes forældre har båret og hun, høstet frugterne og skummet fløden. Andre ville være grønne af misundelse over den solskins gule appelsin der er landet i hendes turban. Og hun ved, at hun sidder på den grønne gren, at hun er en heldig kartoffel. Det har sjældent været stridens æble. Hun trives og har aldrig overvejet, hverken at pakke sydfrugterne eller flytte ned hvor roer eller peber gror.
Tæt på de to, har en bi har dette forår, tomatrød i hovedet, fløjet, samlet og spredt støv. Været på bestøvningsbesøg hos både ham og hende og flittigt fløjet fra blomst til blomst. Hos herren har den hentet og til fruen har den bragt. Og uanset den enes skønhed og den andens mindre kønhed, har de begge budt på naturens nektar og den for os, livs vigtige pollen.
Bien er velforberedt, går ingen i bedene eller træder i spinaten. Så længe den er på stikkerne falder støvet falder i god jord. Arbejdsom er den lille honningproducent, men den tåler mosten.
Og hvem nyder ikke, både det rå, det søde og det sprøde. At nå og nippe og klippe. At dufte og nyde, dufte og byde, dufte og fryde. Vi sætter frø og høster ærteskud, æblerøver Royale Gala og knækker Kong Gulerod. Massevis af mangfoldige mirakler – naturen i en nøddeskal.
//Nan
Epilog
Da 37.000 spejdere tog hjem fra spejderlejren i Sønderborg, forlod de pladsen, præcis som da de kom. “Man skal efterlade naturen med to ting, Ingenting og et tak”
Mr. Trump – Mr. Kim Jong-un; Jeg ville ønske, at I havde været spejdere og lært den ridderlige holdning om venlighed, hjælpsomhed, ærlighed og fair play, Men nu hvor det ikke lader til at være tilfældet, vil vi forsøge at holde begge ben på og i jorden. For uanset hvor umage I gør jer, vil naturen klare sig – ja, måske bedre – uden os.
