Der hvor jorden kysser himlen (mellem del)
“Lasse er død”, står der i en sms. Lasse er min svigermors ældste klassekammerat og keramiker af profession. Han havde et stort og flot gråt hår og en lille fletning som han lod vokse længere end det andet. Han havde ofte en stribet murer skjorte på, en rullet klud om halsen og svaj i bukserne. Han forlod på en måde aldrig den generation han holdt mest af, nu har han forladt os forevigt. Måske kom det ikke bag på mange, at Lasse skulle dø, men da det skete, var selvsamme så uforberedte.
Der dufter af dug og mosekonens bryg på dagens lille løbe tur,. Jeg må ilte systemet og finde tilbage til livet, mærke puls og hjerte efter morgenens sms. Benene finder vej til søen og mosen et par kilometer fra min bopæl. Jeg løber ikke hurtigt for jeg har ingen rekorder jeg skal slå, kun egne aftaler jeg skal nå og jeg vil have tid til at stoppe op, for at se hvor store de seks svaneunger er blevet, snige mig en bue uden om ænderne som har lagt næbbet under vingen eller glædes over hængepilens genspejling i søen. Jeg trækker vejret gennem næsen, puster ud gennem munden, strikt og slavisk, et par hjerteslag på en indånding, et par på en udånding, regelmæssigt og roligt.
Ved den tredje bro over Brobækken, kommer en skoleklasse med net og glas med låg for at fange, inspicere og observere, mikroorganismer, smådyr og insekter. Det kunne være døgnfluenymfe, rygsvømmere og skøjteløbere som skal lægges i vand, se på planteliv under forstørrelsesglas som små vandhulsdetektiver. Ved et af elletræerne har en mand sat sin cykel. Han sidder på bænken med en kikkert for øjnene og venter tålmodigt, måske på en flagspætte, måske på en halemejse, måske på noget jeg ikke ved hvad er. To polske lystfiskere har taget ophold på hængebroen. Små plastikbøtter med kroge og bly ligger på græsset mens de to står ved bredden og spejder efter forbipasserende, som snart vil spørge dem om de ved, at det er forbudt at fiske der? En som sikkert ved det, er den ældre dame med bøllehat og rygsæk. Hun står på den modsatte side og fodrer gæs og ænder med brød hun samvittighedsfuldt har skåret i små tern, små firkantede stykker så der er nok til de fleste.
Mine fødder rører skiftevis gruset. De betræder, sætter af og små bitte sten flytter sig og lægger sig som rytmisk baggrunds mosaik i mine ører. Jeg løber uden høretelefoner, uden ur, uden sigte. Flere gange bliver jeg løbet uden om af andre, med præcis det modsatte. Jeg ved ikke hvad de kan høre, men jeg hører lyden af fødder der flytter sig er langt mere kraftfuldt, langt hastigere, langt mere målsat. Hver gang en anden løber passerer mig, løfter de venstre arm for at checke uret, pulsen, hastigheden? Tre ungtyre drøvtygger uinteresseret på eng- arealet, mens et hold frivillige slår det uønskede siv langs kanterne med le. De fortæller, at det skaber bedre vilkår for en særlig type af tagrør, som en avisudgiver efter sigende, skulle have bragt til søen fra Egypten fordi han var blevet fortalt, at det var netop denne plante, der blev brugt til Moses’ sivkurv. Det passer måske, men ellers passer det det meste sig selv.. Træer som vinden har væltet bliver liggende, skaber nyt liv for fugle, insekter og svampe.Noget forgår, men skaber liv for andet, for andre ….liv …..
Skyformationer samler sig. Jeg ved ikke hvor langt jeg har løbet eller hvor længe, Istedet blev jeg mindet om hvor vidunderligt det er at være uden denne viden – hvor langt og hvor længe – ikke blot i løb, men også i livet. Det er nu og det er her, ikke det givne liv alene, men alt det vi lægger i det, det vi får ud af at være i det. Desværre er det ofte bedrøvelige begivenheder der minder os om det.
Alt oplevet er levet.
//Nan
(Foto af søen er taget senere samme eftermiddag)
