“Vi giver jer tilbage..”

“Vi giver jer tilbage..”

af | nov 18, 2019 | Hverdagstanker og drømme

Baggrund: Kina har i århundreder været et favorabelt marked for Europæere. Te var for Englænderne særlig lukrativt, men man skulle have noget at handle med og ædelmetaller, blev vekslet for enorme mængder te. Som lagrene af sølv blev udhulet fandt englænderne på at importere opium fra Indien som blev sejlet til Kina for at emballere befolkningen i de slavebundne stoffer.  

En kejser fik i begyndelsen af 1800 tallet sat en stopper for frihandlen med England, troede han, men Englænderne brød sig ikke om at blive truet og gik med sin enorme hær i land ved Guangzhou, hvor de vandaliserede sig gennem Kina. Kejseren i Kina blev tvunget til at underskrive en traktat, som blandt andet gjorde Hong Kong til britisk koloni. 156 år efter blev Hong Kong leveret tilbage til Kina (i 1997). Årsagerne skulle dels, være englændernes frygt for kinesisk udelukkelse af samhandel, men også angsten for, at Kina ville lukke for vandforsyningen (Hong Kong har ikke sin egen) og stoppe fødevareforsyninger (Hong Kong er ikke selvforsynende) 

“Et land, to systemer” har siden overgivelsen fra England til Kina, været under pres. Kina ønsker mere indflydelse på landet og demonstrationer eskalerede i juli, med forslag om, at mistænkte kriminelle kunne udleveres til Kina. I måneder har demonstranter været på gaden for at forsvare retten til demokrati og jeg har set dem i øjnene. 


Forgrund: En tilkaldevagt bliver afløst af fem dage i Hong Kong. Jeg har hørt historierne og lyttet til vores kinesiske værtinde, som taler om udgangsforbud, tåregas, mursten og drab. Vi er på vej til en krigs zone, men ikke til en kamp jeg ikke forstår – det ved man, når man selv er opvokset i et demokrati. Vi beslutter at holde os fra centrum og istedet udforske mere fredelige områder og blive i naturen, for min del ikke så meget af angst, mere i respekt.  Vi vandrer i bjerge med smukt anlagte stier og trapper. Her er forbavsende få, Hong Kongs 7 millioner indbyggere taget i betragtning. Vi besøger “The big Buddha” og går de ca. 15 km ned til fiskelandsbyen Tai O med huse bygget på pæle og hyrer en båd til at sejle os hjem, mens solen forsvinder i havets overflade Vi tager til Discovery Bay og går de ca. 20 km hjem gennem økologiske tibetansklignende samfund, de junglelignende bjerge og hele farveskalaens blå bugter. Vi taler i timer, tillids- og forventningsfulde, uvidende om næste top eller rundning på ruten.



Samme dag vi skal hjem tager vi alligevel til Hong Kong. Den offentlige trafik er delvist lammet, gitre er trukket ned foran butiksindgangene og der ligger glas og brosten fejet ind til kantstenen fra dagen før. Vi passerer en hovedvej hvor demonstranter strategisk har placeret brosten i lange rækker. Demonstranterne bærer masker for mund og næse, men det gør ikke demonstranter også. Vi ser til. Det gør de fleste. Om hjørnet lurer kampklædt politi. De er mange og strids pladsen synes ulig. Jeg trækker de andre mod toget. Jeg vil til hotellet, allerhelst vil jeg bare hjem, men i det mindste vil jeg tilbage … præcis som de unge demonstranter, men i en langt mere realistisk version.


Foran mig forudsigelighed. Den lange lige landevej. Det givne kig. Viderne, det horisontale, plane, parralelt med vandet land med konstitinuelt monarki, demokrati og medlemskab af både EU og Nato og Nordisk Råd. En domstol som værner om demokratiet, retssamfundet og den enkeltes retssikkerhed.

Jeg er kommet hjem og nogen spørger mig, om det har været en god tur. På nyhederne kan de se, at Universitetet i Hong Kong brænder. Jeg ved det godt, for det er kun få øjeblikke siden, at jeg så de unge mennesker i øjnene. Jeg lukker dem  og håber atter engang og igen, at Verden snart må blive et sted med mindelighed og medfølelse. En Verden for de unge mennesker at vokse op i, med håbet om og troen på….

Mulig fremtid: “Vi giver jer tilbage” og beder til, at det lykkes jer at komme frem eller i det mindste blive …fri for det megalomane diktatur og bevare retten til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det er der, de unges idéer residerer og spirer.

//Nan

Min mor er blevet karikeret og tegnet til uigenkendelighed, men jeg er ikke vred

Min mor er blevet karikeret og tegnet til uigenkendelighed, men jeg er ikke vred

af | jul 20, 2017 | MIG

Interview med letloverule.dk – blogger på 5. måned

 

Hvorfor ?

De sociale medier bliver alt for ofte brugt til at lufte ikke ventilerede vendinger, fast forankrede livs-anskuelser og antagelser. Primært, fastlåst i en nedadgående spiral hvor man deler dårlige budskaber som så efterfølges af en gul smiley ?? med en grønlig vædske ud af munden. Kommentar felteterne bliver herefter drypvis fyldt med ord jeg kender, men sjældent bruger og aldrig offentligt. Jeg undrede mig over sproget og tænkte: “Er det det, vi kan samles om – jeg kender til så meget andet”. Jeg savnede at blive suget ind i en positiv, opadgående spiral hvor man møder hinanden med respekt,. http://letloverule.dk  er et forsøgt på at fortælle hvor meget vi bør sætte pris på det vi har, få mine  medmennesker til at blive nysgerrige på hinanden og livet, men først og fremmest at gøre en smilende forskel. Jeg vil lægge hånden under hagen og sige: “Op med ho`det min ven – det er jo ikke så slemt”.

Natasja “Op med ho`det”

Hvad er din baggrund og dit håb?

Jeg har læst retorik, er skolelærer og har lært at tekste film. Jeg ved, at sprog kan skabe virkelighed. Derudover bekymrede det mig, da  Dansk Ungdoms Fællesråd i en undersøgelse fandt ud af, at den hårde tone i særlig den politiske debat på de sociale medier får hele 56,5 procent af danske unge mellem 16 og 26 år til at gemme tastaturet væk og holde deres meninger for sig selv.  En anden undersøgelse viser, at samme aldersgruppe henter de fleste af deres nyheder fra netop de sociale medier Jeg har selv to voksne døtre og ønsker, at de skal vokse op med håb og troen på, at demokratiet nytter, at man sagtens kan være uenige, men respekterer hinanden ved at lytte, læse og deltage.

Hvem?

Jeg traf et valg i foråret med de midler findes og de evner jeg har. Jeg vil invitere og synliggøre det fine ved livet. At undlade det er en skam, men naturligvis også et valg. Med lidt held, kan jeg måske give nogen lysten tilbage eller i det mindste, gøre nogen i godt humør. I min ungdom og senere i mit voksenliv, har jeg måtte se min mor (Pia Kjærsgaard) parodieret og tegnet til uigenkendelighed. Jeg har hørt hende blive hånet, spottet og spyttet på. Hun er blevet latterliggjort, nedgjort og for mig, fremmedgjort. Hensigten med det har måske været, at “sparke til hjørne” – “sætte (eller helst banke) på plads” – “give igen af samme skuffe”, håne, afstå og afslå. Af det har jeg lært, er være stærk, men først og fremmest, ikke at blive “som dem”, men at tale pænt til og om andre.

Hvordan?

Ord er min måde at “se og opfatte” Verden på. Gennem de ord jeg kender og hele tiden tilegner mig. De giver mig en fornemmelse og forståelse af hvad og hvordan jeg kommunikerer. Jeg er et meget priviligeret menneske og det forpligter. Ingen hensigt uden handling. Jeg tænkte, at blogge var en metode at byde sig til og indenfor og derigennem blive bevidst om måden vi taler med og til hinanden på. Håbe,   at de unge igen får lyst til at blande sig og deltage i demokratiet – også på de sociale medier. Det handler nemlig ikke om mig.  http://letloverule.dk  er et ventileret alternativ, hvor vi ser hinanden i øjnene, taler ordentligt og møder hinanden. Man behøver ikke at være enige, men selv er jeg er opmærksom på, ikke at blive “grim, dum og primitiv” som dem jeg ikke er enige med. Hverken Verden eller vi bliver kønnere af, at være vred; Hverken udenpå eller indeni.

Hensigten er at så mange som muligt deler det gode budskab, at vi bliver flere – det er målet. Jeg kan ikke alene, men med lidt hjælp og dialog fortsætter jeg. Lad os gøre os umage og hjælpes ad med at tale Verden op igen.

//Nan