af talverdenop | jul 19, 2020 | Danmark og Verden, Poesi og sproglige finurligheder
Kære medier, hvilket som helst.
Det var lige ved at lykkes. Det var lige før, at frøet med pårængende og grundlæggende angst, var ved at forplante sig, endog spire og slå dybe rødder. Angst, ikke kun for situationen som den er lige nu, men primært spekulationer for fremtiden, dagen i morgen, hvis den da eventuelt måtte komme. I ved, risikoen ved og sandsynligheden i forbindelse med eller den mulige, eventuelle fare for ….. bekymringer som trækker på den negative rente, bekymringer som tænkeligt ikke bliver, bekymringer som ikke føjer gode og gunstige dage til vores nuværende levede liv.
I opfører jer som bestandigt jagende rovdyr der for at overleve, må nedlægge skrækindjagende overskrifter, som skal vække eller snarere forskrække, det langsommelige livsnydende dovendyr, som samvittighedsfuldt hager sig frem ad livets snoede grene. Gennem generationer har vi bevæget os i livet med en afstemt ro, en anelse uro men altid med en evig og langvarig tiltro. Syns- og høresansen er successivt svækket, men føle- og reaktionsevnen vækket, navnlig hvis nogen lokker med lidt skræk og rædsel,
For at undgå at blive yderlige stækket, skal de daglige ruter evindeligt omlægges for ikke at bedrøves med andres KÆMPE fejl og konflikter, svagheder og tåbeligheder, dumheder, dårskab og livstab. Det føles som om, at skandale og sensations maddingen er krænget om click-bait kloen som man af og til nysgerrigt bider på, i den ellers så velfungerende, kedeligt tenderende hverdag, som mange til trods, befinder sig forbilledligt i.Men eftersmagen ved at gøre det, er er både modbydelig og mismodig.
Men forstår I kære medier, overfodring af indsigt i udelukkende nedadgående spiraler af svagheder og skrækscenarier fører til kvalme, men også til en intention om at ændre indtaget af netop den slags føde. Det er ikke fordi, at jeg ikke interesserer mig for, hvad der sker i Verden omkring mig, men mere om hvad der også sker, i Verden lige omkring mig. Fx er tallene for Covid-19 indlagte i Danmark faldet, til trods for at landet er åbnet, jordbærrene er lige nu søde og ærterne sprøde, man konstaterer, at selv om vi naturligvis har været humørpåvirket som enkeltpersoner og samfund, har vi en enestående evne til at overkomme forandringer. Den slags overskrifter skaber balance iblandt tilværelsens prøvelser og netop disse ville overstiger profetier, betænkeligheder og bange anelser som vi måske, måske ikke, behøver at have eller gøre os. Kun få tager noget for givet, ej heller meget på forskud. Hjælp os med at være her og nu, på både godt og ond. Der er hverken nærvær eller nutid i konstant at bekymre sig om fremtiden.
//Nan
af talverdenop | jul 20, 2018 | Hverdagstanker og drømme
Ude ad en smal landevej, mellem gule kornmarker, syner et skilt om, at man kan købe økologiske grøntsager og i det lille ubemandede læskur, ligger frugt og grønt til skue. På en bøjet krog hænger brune papirsposer, ved siden af et håndskrevet papskilt om, at man kan lægge penge i metalkassen, som står på bordet nedenunder. Fornøjede, høster vi store squash, ny opgravede kartofler og frisk plukkede kirsebær, tæller og lægger sammen og lirker mønter gennem sprækken til kassen. 
Det er tillid i verdensklasse – den danske usynlige værdi, som i et og samme, viser både styrke og sårbarhed. På samme måde som vi ubekymret, stiller barnevognen med vores mest dyrebare, udenfor en cafe låser vores cykler med en lille metalpind som spærrer for egerne og får de glemte byttepenge tilbage af den næste kunde i butikken.Vi har et fælles mellemmenneskeligt projekt som binder os sammen på tværs. Vi ser hinanden i øjnene og giver håndtryk uden at skrive noget ned og tror på det bedste i hinanden. Boden ved vejen minder os om, at ingen eller de færreste vil kunne nyde en pose stjålne ærter og hvis og i fald, er vi overbevidst om, at de vil blive hjemsøgt eller få mareridt over den gale gerning.
Graver man længe nok i sandet ender man hos kineserne og i Kina har man siden 2014, ønsket at promovere netop troværdighed. “Keeping trust is glorious and breaking trust is disgraceful,” hedder det i et statsligt dokument og derfor har man bedt et privat selskab om, at oprette et overvågningssystem af dimensioner. Kreditkort, computere, tablets og telefoners aktiviteter bliver registreret i et enormt system og de 1,4 milliarder kinesere, bliver vurderet og rangeret. Hvis man opfører sig som ønsket, passer sit arbejde, bruger sine penge med omtanke og er frivillig i en parti venlig organisation, scorer man point – social credit. Point, som giver lettere adgang til mad- og behandlingssteder, men også datingsider som de, der fx ikke kommer afsted i ordentlig tid om morgenen og kører for stærkt, går over for rødt lys eller kommenterer kritisk på et udsagn på nettet, bliver udelukket fra. Det betyder, at hver tanke, hvert skridt og hvert bekendtskab man tager eller indgår i, derfor bør overvejes nøje – det er kinesisk harmoni, det er tryghedsskabende og tillidsfuldt, men det er kun med én og samme forudbestemte stemme.
Ca. 67% af den danske befolkning benytter sig af sociale medier og ca. 5,4 millioner danskere har et kreditkort. Med samme tillid som ejeren af boden ved vejen, lægger vi ublu og ubekymret vores liv og meninger frem, deler og kommenterer, like`er, læser, køber som beset og stifter bekendt- og virtuelle venskaber. Informationer florerer og cirkulerer og vi diskuterer, proklamerer og er sjældent armeret. Det beror på tillid, ikke bare til andre, men også til os selv. Og vi vokser og bliver større, når nogen viser os tillid – udfordringen er ikke tage den for givet. For selv om vi er Verdensmestre i netop denne disciplin, er det en daglig øvelse at fastholde den og alle de stemmer den måtte indeholde.
Selv har jeg fx en instagram profil. Den er ca. 1,5 år gammel og fungerer som mit virtuelle dagbogs album . Hvèr dag lægger jeg et foto op, på samme måde som jeg før i tiden, ville have skrevet en note i den dagbog, jeg ikke længere benytter. Jeg opfatter profilen som min helt egen private, velvidende, at de der har lyst til at være med, er inviteret. Derfor er billederne længe undervejs og aldrig uden overvejelse. Vi er mange med profiler på de sociale platforme og vores tilgang til dem er forskellig, men fælles for de fleste af os er, at vi stoler på, at de der ser med, vil os det godt. At de opfatter det lille ind- eller opslag – det vi poster – son et postkort man bliver glad for at modtage, måske man hænger det op i sin bevidsthed for en stund, men før eller siden lader man det passere og kasserer så der kan blive plads til en ny hilsen. Jeg kan lide idéen med vej boden og det, at vi byder på det bedste vi har og håber på, at den kontante afregning stemmer.
Hullet til Kina er dækket til med sand og selv om jeg ofte besøger det overvågede land, har jeg hjemmefra, social kapital nok til at begå mig og social credit nok, til at rejse derfra igen. Kontinuerligt træder vi ind og ud af regneark, måleenheder og diagrammer og i mere eller mindre grad scorer vi point – høje som lave – primært hos hinanden, men også i mange og flere bevidstheder.
//Nan
af talverdenop | maj 5, 2018 | ALT
POSTMATERIALISME
Det er på cykel, ned ad Østerbrogade. En bus passerer hende og bag på bussen sidder en stor reklame med ordlyden: “Danmark skal igen være en grøn stormagt”. “STOR MAGT” tænker hun……”Danmark?” ……Grundlæggende troede hun, at der eksisterede et folkeretligt princip om staternes lighed, velvidende, at Danmark ikke er en stat og at usammenlignelige lande, kalder sig stormagter, men det var nu ikke så meget det der optog hende mest. Det var ordene – .både hver for sig og sammen. Danmark, et lille land på 2.245.000 km² med ca. 5.7 millioner mennesker og Grundloven, ja Grundloven, som deler magten mellem Folketing, regering og domstole for at forhindre, at ingen får for meget magt. Sådan var det og hun cykler, tilfreds med sin tankekonklusion videre, ned af Øster Farimagsgade og stopper ved en mindre kaffebar.
“Vil du have et dobbelt shot i for fem kroner mere?” spørger den unge fyr i kaffebaren. “Noget at spise til?”. Hun svarer, at hun kun behøver et enkelt shot og at hun ikke er sulten, sætter sig i solen på en stål stol udenfor og ser på menneskene der passerer forbi. 
En løber, kigger hastigt på sit puls ur og sætter farten op. Der står Ekstrem Sport på ryggen af ham og tankerne smutter igen. Stor, større, størst, ekstrem. Hvor meget mere, hvor meget længere eller højere? Dobbelt så stort, dobbelt så langt, dobbelt så højt. Grænserne bliver rykket og trukket, strukket og sjældent udelukket. Vi vil have XL, Maxi, Gigant og Super Size mens ord som rigeligt, rimeligt eller betragteligt, ikke fylder meget.
Hun drikker kaffen og sætter sig op på sin gamle, lidt for tunge Raleigh med kun tre gear og en cykelkurv som skulle have været skiftet og fortsætter dedikeret de sidste kilometer forbi Kongens Have og ned ad Gothersgade. Overforbrug – Overflod … Overvurderet? Dagen og Verden går sin gang og med den milde vind og solen i ryggen, sætter hendes hjerte Verdens rekord i taknemmelighed. Hun er forsvindende lille i den store sammenhæng, men fylder forbavsende meget i den mindre, men nære. Hun føler sig som en del af det hele og ydmygheden over at mærke, at hun indgår i en sammenhæng, i et socialt fællesskab, bliver ikke større, længere eller højere. “De vigtigste højdespring tages indefra”, tænker hun. Det føles godt at leve på de gode dage, tænker hun og sender sine bedste tanker til den svenske præst Thomas Sjöden https://www.gucca.dk/der-er-saa-meget-vi-ikke-er-noedt-til-bog-p382708 som beskrev en ven, som ndlogerede sig på et kloster. Inden døren til hans værelse blev lukket, sagde munken til ham: “Sig endelig til hvis du mangler noget. Så skal vi lære dig at undvære det”:
//Nan
af talverdenop | mar 30, 2017 | Poesi og sproglige finurligheder
På sådan en dag hvor solen skinner, spadserer jeg gennem byen. I Nyboder går jeg omkring på toppede brosten og iagttager indgangspartier med krydderurter og blomster fra løg. Jeg passerer forbi de Skagens gule huse med Dannebrogs vinduer og svenskrøde skodder. Vingetegl på taget buer og dækker og gadelamper af glas og kobber flugter gadehjørnerne med de malede gadenavne Tusindefrydsgade eller Timiansgade. En dør står på klem og der dufter hverken af kål eller kartofler, men af kærlighed. I entréen står små gule gummistøvler og en tillidsfuld taske.
Videre til Kgs. Nytorv med storhed og Charlottenborg. Det Kongelige Teater med Sfinx på taget og Ohlenschlâger og Holberg i hver sin stol på podier. Byens hegn som skærmer mod metro byggeriet med foto af ældre mennesker og deres drømme:
“Jeg drømmer om, at det aldrig holder op”
Og jeg vil springe en grønt mand gå over, blot for at se på de mange turisters ansigter og børnenes begejstring når Livgarden går sin gang ned ad Store Kongensgade med krydsbandoler og bjørneskinds huer.
Derfra vil jeg gå af Amaliegade hvor et stort Dannebrog i beslag, boltet på den graffitimalede mur, blafrer. En herrecykel med lad og logo står parkeret i indgangspartiet til en baggård hvor altaner med tremmer, bugner af vedholdende vedbend. En utæt tagrende lader et regndråbe dryp falde og lyder som en længe ventet afslutning på gråt og vådt. De halve vintønder med messingbånd og egetræs borde og bænke byder tålmodigt våren velkommen.
Sådan en dag vil jeg glæde mig over mit Danmark. Jeg vil tillade mig at glemme “at en minister er en møg-sæk” eller “at dem jeg er uenig med, skal have tatoveret røvhul i panden”. Jeg vil overveje mine ord, men deltage i debatten og altid reflektere over hvilke muligheder jeg har, for at påvirke de mennesker jeg møder positivt. Hjælpe og med lidt held ændre noget for nogen, men mest af alt, gøre mig umage. Sådan en dag vil jeg tillade mig at smile og endda få andre til det. Sådan en dag vil jeg lytte til Morten Lindberg`s råd om at man, hvis man befinder sig i en spand skidt, selv må træde ud af den. Spanden flytter ikke sig selv.
Always leave people better than you found them
Hug the hurt
Kiss the broken
Befriend the lost
//Nan
