af talverdenop | maj 31, 2020 | Danmark og Verden
Min første dagbog fik jeg af min morfar og hans kone. Gennem årene stødte flere dagbøger til. De første var med hård ryg og blødt omslag, derefter rakte et kasseret, linjeret simpelt stilehæfte. Det var ikke daglige opdateringer af barndommens begivenheder snarere, en hemmelig ven man af og til kunne trække frem og betro sig til. Her kunne jeg stille utallige ubesvarede spørgsmål og selv forsøge at svare eller blot give mig hen til indfald eller betragtninger Jeg rettede blikket indad, dykkede ned, mens nye sider af samme sag dukkede op. En praksis som jeg i mange år praktiserede og som jeg i dag, fortsat finder forklaringer og fortidserindringer i. De perspektiverer min nutid og former.måske min fremtid.
Den og så mit første fotoalbum med mine egne fotos sat på pap, adskilt af pergament. Fastlåste situationer af øjeblikke, betænkeligheder, tilfældigheder og festligheder. En opretholdelse af en tid der var. Et tilbageblik og brudstykker af min barn- og ungdom som for de fleste vil være uvedkommende, for mig både meningsfuld og altafgørende. Et livsdokument fra en tid, en stil, mit tilfældigt levede liv som forklarer og besvarer lidt af hvem, hvorfor og hvornår.
De to re nu smeltet sammen til en. Jeg skriver og supplerer med et foto fra den signede dag. Til forskel fra tidligere, er fotografierne samlet i et album på Instagram hvor håndskriften ikke længere er banal og jeg skal bladre digitalt.Jeg tilføjer et foto hver dag, forsøger at fange et at nuets utallige øjeblikke til fremtidig retrospekt. Modsat før, har jeg rettet blikket udad. Det handler ikke længere udelukkende om mig, men om at indgå og eksistere i et fællesskab. Om at fokusere og få øje det nu, som jeg ser og som om lidt forsvinder. Om at kysse, gribe og fange det satans liv, som TV2 synger. Bevare blot en lille bid af en tid, som om lidt er forevigt forandret.
Livet er lineært og cirkulært. Det er flygtigt og alligevel så stillestående. Det har de seneste måned vist og det har givet anledning til at genlæse, gense og gennemgå. Jeg forstår nu, hvor jeg ser tilbage og selv om alt er forandret fra jeg var barn til jeg var ung, fra jeg var single til jeg blev gift, fra jeg var og til jeg blev mor og igen for blot nogle måneder siden da jeg var til koncert, gik på udstilling, kom hjem fra rejsen til Marrakech eller landede fra min seneste flyvning til Tokyo, er det også kontinuerligt. At selv om tiden for en stund er statisk, vil den om nogen tid være tæt på magisk. Det fortæller min forbundne fortælling gennem flere årtier, forankret i stillestående stunder. Det er det fotografier og dagbøger kan, de kan bringe os steder hen vi ikke kontinuerligt kan huske, men let kan komme i tanke om. Måske derfor dokumenterer og strukturerer jeg min nutid, for at skabe eftertanke i frem- og eftertid. Især og særligt i denne så sære tid, så ….
Kære Dagbog …..
//Nan
af talverdenop | mar 27, 2017 | ALT, Hverdagstanker og drømme
Kære dagbog.
I nat oplevede jeg et pro tempora. Det lille øjebliks-gisp som vender op og ned, på det man troede på momentet før. Min egen selvforståelse fik et skub, min opfattelse af omverden om min plads i den, rystet på plads. Jeg skriver det til dig kære Dagbog, da det har noget med mig at gøre og jeg håber, at jeg ved at skrive det ned og læse det, bliver mere ydmyg og finder ud af, at vi ikke er så forskellige endda.
Jeg stikker jo af, smutter og udspionerer. Ikke for at blande mig, blot for at bluffe og betragte – blende ind. Jeg har gjort det altid. Forsvundet og ladet andre være centrum for mine iagttagelser. Som barn var det i køkkenskabet. Magneten som skulle holde lågen lukket virkede ikke og istedet blev jeg den ferromagnetiske genstand som blev tiltrukket. Jeg sad der ofte. Ikke fordi der skete så meget i køkkenet og måske lige netop derfor. Det forudsigelige og forudbestemte skete her. Dagligdagen der udfoldede sin dagsorden. Køleskabslågen der gik op og i, det lange blik ind i det vendtede og alligevel knap så kendte. Turen til håndvasken for at skylle, og ryste,, først to hurtige og så en langsom gang og derefter tværs hen over gulvet til klædet med tern, for at tørre. Det faste tag i håndtaget på stegepanden og det tilbagevendende suk i erkendelsen af, at der også snart skulle ryddes op i det skab hvor den stod. Lyden af kniven der fjernede den sidste rest af smør fra alufolien og duften af selvsamme der småsnurrede på panden. Den lille sprække i skabslågen tillod en vinkel. Resten måtte jeg sidde stille og fantasere mig til. 
Jeg er krøbet ud af skabet. Jeg kommer ud naturligvis. Deltager og kommunikerer både højt og længe, men kravler ind igen for at genskabe det genkendelige, den vanlige hverdag. Jeg ønsker at indfange og fastholde situationen og er derfor jeg nødt til at stikke af, smutte og udspionere. At være stewardesse er nemlig alt andet end en dreven dagligdag hvor man spiser morgenmad 6:45, frokost kl. 12:00 og aftensmad kl. 19:00. Man kan ikke planlægge langt frem, man ved sjældent om man har fri til jul, påske eller pinse eller hvem man skal arbejde sammen med, byde velkommen eller. præcis hvor lang arbejdsdagen bliver. Dagene er præget af skiftende arbejdstider, kollegaer og passagerer. Dag bytter pyjamas med nat og uforudsigeligheden udfordres af pludselige scenarier som kalder på improvisation,
Alt dette har jeg nok gjort dig bekendt med før kære dagbog, Jeg har troet, at det var noget særligt, altså det der med, at snige mig ind på mennesker og betragte. Se på det hverdagsliv jeg aldrig selv har fået. På bibliotekerne, i badmintonklubben eller i bussen. Jeg går ind, stiger på, bevæger mig omkring på tilnærmelsesvis samme måde, men sjældent med samme formål. Jeg drages mod steder med naturligt mange mennesker, som ikke vil opsøge mig, men hvor jeg kan sidde helt stille og se gennem sprækken. Jeg forsvinder uden at blive væk, driver med mængden og ser ned i køledisken eller bare på, at mine medmennesker stemple ind og ud af hamsterhjulet og fylde kinderne med foder. Sådan er det, sagde jeg til mig selv, når man ikke selv har faste pladser, spise- eller sengetider. Jeg søger, smutter og stikker af. Jeg vil lytte til den monotone musik, ikke kun det evigt skiftende mønster og rytmen med både tryksvage og trykstærke betoninger, Jeg søger dirigenten som taktfast slår Bornholmerurets tunge slag. Flere gange om ugen sover jeg ikke i min egen seng eller sover syv timer. Jeg siger alt for sjældent godnat til min elskede og godmorgen til vores døtre.
Det er et ufravigeligt vilkår, når man som jeg, har fået vinger.
Og så i nat kære Dagbog, på vej hjem ombord på et fly, fik jeg øje på hende der reformerede. Hun sad ved vinduet, men hun kiggede ikke ud. Hun kiggede på mig som med et sædvanligt smil skubbede vognen frem til hendes række. Forudsigeligt og forventet spurgte jeg, om hun ville have lidt at drikke og med selvsamme selvfølgelighed, svarede hun. Med genkendelig genklang røg isterningerne i glasset og ganske som forventet, tog hun imod. Med samme monotome mønster, modtog også de medrejsende deres drikkevarer og præcis som jeg plejer, bukkede jeg mig og tog en bakke med mad ud og satte den, temmelig traditionelt på bordet foran hende. Robotificeret arbejdede jeg mig ned gennem gangen med min menneskelige tvilling som samarbejdsparter. Jeg gjorde det jeg altid gør.
Det er det jeg vil nå frem til, kære dagbog. Jeg stikker nok af og spionerer, men det gør alle. Før fæstnede jeg mig ved det jeg ikke havde – genkendeligheden – og troede, at jeg brød med de sociale konventioner da jeg fulgte – nysgerrigheden. Jeg ved nu, at det er menneskets natur at søge og undersøge. Og det er godt.
//Nan
