af talverdenop | dec 6, 2020 | Den positive debat, MIG
Kære Dagbog
I dag, hvilken som helst dag på på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Vi er et par dage inde i december, den 3. eller d. 4. måske og året .. 2020 Måske betyder det ikke så meget, om det er onsdag eller torsdag, ikke lige nu i hvert fald, for jeg er i Shanghai i Kina, isoleret på et hotel. Det er sådan kineserne her ønsker det og så er det naturligvis sådan vi må gøre det. Og jeg har gjort det, selv om jeg har været mere end betænkelig. Betænkelig ived at skulle testes flere gange i samme døgn for Covid-19, betænkelig over at skulle isoleres i et døgn ude i Verden og betænkelig ved ikke at kunne formulere og forklare mig, hvis noget skulle gå galt undervejs, men nu har jeg gjort det. Stået med åben mund og sagt ahhh, mens en læge stak en vatpind i halsen på mig, ventede et par timer på svaret som var negativt og gik ombord på et fly på vej væk..Fløj sikkert og vist til Kina hvor plastikbeklædte mennesker eskorterede os rundt ad trapper, i sluser og labyrinter, fra terminaler til bussen hvor endnu en test skulle tages og jeg blev vred på damen hvis øjne jeg ikke kunne se, da hun stak to træpinde i halsen på mig samtidig og flere gange, uden ønsket resultat, til pas- og sikkerhedskontrol, til stempler og scanninger.
Jeg ser alt gennem bus ruden på vej til hotellet. De gammelkendte rødmossede ansigter på vej til og fra, på tæt-læssede knallertter. Huse der er ved at blive bygget op eller revet ned. De små anlagte køkkenhaver og vasketøj, altid vasketøj som hænger på små altaner bag gitter. Vejarbejderne, både dem der sparker til et par sten og dem der lige har lettet på hjelmen for at tørre en klud over panden. Jeg er sikker på, at der er en plan, men deres ansigtsudtryk signalerer, at de selv er lidt i tvivl. 
Kvinden som pusler lidt rundt foran sin lille butik med fremmede frugter og brændevin, lidt tørret og saltet fisk og noget på glas med skruelåg jeg ikke helt kan gennemskue. I vinduet hænger natursvampe , udenfor er gule pomegranter, gigantiske ingefær og sodavand i fremmede flasker, mens en plastikkat står bag ruden og vinker. Her er lidt af alt det man lige står og mangler eller noget af alt det, man godt kan undvære.
Hotellet er indrettet som de fleste med beige og brun marmor og smukke store kroner i loftet, men ellers er her intet andet, ingen andre. Kun statens plastikbeklædte folk, som skal sørge for, at vi er dem vi giver os ud for at være og hvis vi er… så skal sørge for at eskortere os til vores værelse. Det er her jeg er nu, bevist negativ og endnu engang konstateret, at jeg er mig, Vinduet står på klem og den søde duft af Kina, duftes i øjeblikke. Overfor hotellet spiller de badminton i en stor hal. Det er de menesker jeg kan se og så vagtbetjenten nogen har sat ved indgangen til hotellet. Han rejser sig af og til fra sit lille skillerhus og går en runde. Han er pligtopfyldende og gør hvad han bliver betalt for, men der kommer ikke nogen i alle mine vågne timer.
Nu banker det på døren og en plastikpose med knude, bliver sat på et lille bord uden for døren. Det er aftensmaden som stadig er næsten varm. Jeg sætter mig i sengen og ser på den gigantiske reklame skærm som tidligere har fristet med farvestrålende tilbud, afhængig af års- og taletid. Nu er den slukket og sort, som så meget andet.
Jeg er hverken ensom eller trist mens jeg ligger her og venter på at tiden skal gå, underligt nok, når man bliver lukket inde på et værelse uden nøglekort I det lille døgn jeg skal være her, finder jeg tværtimod ro og glæde i alle dem jeg har og alt det der venter. Friheden til at tænke og gøre (stort set) som jeg vil, min mands varme hånd, duften fra havet sammen med Buddha (min hund) alt for tidligt om morgenen, december lys i stager og på facader, smileyfyldte beskeder fra vores døtre, timers dagslys i min stue, god nybrygget kaffe, en cykeltur, uvist hvorhen, nærheden med mine venner, at spille fodbold om søndagen, forventningen ved at gå i gang med min nye bog, taknemmeligheden over at skulle til min svigerfars 80 års fødselsdag og at vi har alle vores “gamle”, friske blomster i vaser ….
I dag, hvilken som helst dag på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Jeg er på vej hjem.
//Nan
af talverdenop | aug 9, 2020 | Danmark og Verden
Natten hjem fra Chicago er som langt de fleste. Mange hviler, få ser film eller læser. Kabinen er mørk bortset fra en enkelt række hvor et “rullegardin” ikke er trukket helt ned. Små støvpartikler hvirvler rundt i lyskeglen fra morgensolen der sniger sig ind på de stadigt sovende ansigter med mundbind. Papiret bliver trukket en anelse ind i munden og pustet væk igen, lige som mit. Elastikkerne strammer lidt bag ørerne, men jeg har også båret det i mere end syv timer. Tidligere ville vi have vækket passagerne med lune klude, duge på bordene, varmt brød og kaffe, spurgt til drikkevarer og hvilke af de udsøgte brunch retter vi kunne tilbyde på porcelæns tallerkner? Nu sætter vi blot en færdigpakket bakke af plast, med det vi håber de har lyst til og mens de spiser, drager de fleste et lettelsens suk over, en pause fra rekommandationer og restrektioner og flytter mundbindet mens de spiser.
“Face masks is mandetory in all public places” står der på vejledningen. Man kan blive arresteret hvis man bryder loven, men ingen af os forestiller os at bevæge os uden for værelserne uden. Præsidenten har modsat udtalt, at han ikke vil bære et og at de der gør, signalerer modstand til ham. Endnu et godt argument for at beholde det på. ‘Langt de fleste butikker er fortsat lukkede, flere af dem med spånplader sat op foran de knuste ruder som Black lifes matter demonstrationer har forsaget. Arbejdsløsheden er under Covid-19, steget til 40 millioner, hjemløsheden er steget til mere end en halv million, 160.000 er døde og våbensalget er steget markant fordi heldbred og indtægt er truet. Uligheden i befolkningen er enorm, 28 milliioner står uden sundhedsforsikring, sundhedstilstanden er mildest talt sløj og parlamentet er så uenige, at det gør det umuligt, at samarbejde om en strategi for hvordan man håndterer pandemien. En pandemi som er blevet bagatelliseret længe nok til at udstille og undervurdere landet.
Flyet fra Chicago lander og jeg går gennem dørene i afgangshallen og ud i den danske sommer. Mundbindet smider jeg i den nærmeste skraldespand. Jeg kører gennem København, hjem og tager et bad, hopper i bilen og kører mod Møn. Møn, som er en sydøst vendt ø, forbundet med det øvrige Sjælland via en bro og hvor der bor lidt mere end 9000 indbyggere. Godt 200.000 hvert år besøger især det sydøstlige hjørne, Møns Klint, Vi er taget afsted for at besøge nogen venner og få timer senere sidder vores lille selskab på en bakketop i Kokkens Køkken og spiser rugbrødsmadder med pølse leverpostej og drikker kaffe fra termokanden. På vejen har vi passeret geder, vilde orkideer og sjældne krydderurter og nu …. nu sidder vi og kigger ud på Østersøen og solen som skaber sølv i overfladen. Vi vender Verdens situationen, taler om omstilling og opfindsomhed, om lyd- og villighed, om tryghed og samhørighed og om hvilket fint lille land vi er rundet af.
Aftenen inden denne, spiste vi triple cheese pizza og drak sødede sodavand. Udsigten var over parkeringspladsen foran lufthavnsbygningen 0`Hare Chicago og den var bedrøvet og bekymrende. Denne aften spiser vi friskfanget kulmule med nyopgravede kartofler og en salat af fennikel og tomat, håbe- og fortrøstningsfulde. Vi taler om skat og den offentlige sektor, vi taler om sikkerhedsnet, skolegang og lægebehandling. Vi taler også om forskelle og ligheder, uenigheder og tillid til beslutningernes ledere mens vi drikker vin fra naboens vinmark og mørket falder på. Her på Møn og Nyord er lysforureningen, ikke eksisterende. Det betyder, at millioner af stjerner blinker berettende og beroligende. Jeg er tæt på lykkelig.Vinduet på det lille loftsværelse står åbent og jeg takker endnu engang for at være født i dejlige Danmark.
I morgen tager jeg atter til USA. Pas godt på Danmark og hinanden.
//Nan
af talverdenop | jul 5, 2020 | Danmark og Verden
Det er nok 10 år siden, at min farmor blev begravet. Der var en stille sørgmodig stemning i kirken, for selv om min farmor vær gammel og det var ventet, var det selvsagt vemodigt. Hun blev begravet en hvilken som helst hverdag fra en kirke på Østerbrogade. Kiisten blev båret gennem det dunkle og stumme rum, dørene mod lyset og livet blev åbnet og transformeringen mellem det forgangne og det fortsatte indtraf. Det er det, dette indlæg skal handle om, øjeblikket eller måske snarere, livets fuldkommenhed i balancen mellem tab og utilstrækkelighed tilbage i mørket og så den insisterende livslyst og viljen til at holde ved. Netop det øjeblik og den følelse, har netop mødt mig igen.
Det er den sidste dag i måneden, endnu en hvilken som helst hverdag, men det er også dagen, hvor jeg efter uvirkelige måneder i uvished og ventetid, er blevet kaldt tilbage på arbejde efter Covid-19 vandaliserede min arbejdsplads. Jeg ifører mig strømper, sort pudsede sko og det strøgede silketørklæde. Jeg knapper jakken, tager tasken i hånden og retter ryggen, jeg er klar. Passagererne i metroen ser på mig og jeg har svært ved at læse, om de glæder sig over at se en der skal på vingerne eller om de gennemskuer den lille angst jeg har, for hvordan den næste tid kommer til at spænde an. Jeg håber at jeg i det mindste minder dem om det punktum, en sætning har savnet alt for længe.
I lufthavnen tager jeg den påbudte maske for mund og næse, går gennem den affolkede lufthavn og hilser på sikkerhedsfolk bag ansigtsvesir. Gitre er fortsat trukket ned for de farvestrålende forretninger, bagagevognene er borte og passagerer passerer med mundbind og handsker. Dagens besætning går til flyet: “Vi har glædet os til at se jer – velkommen til”, siger vi, de velkendte ansigter i genkendte omgivelser som er omtrent bekendt og fortsat så fjernt og ufuldendt. Turen går til Rom og hjem, til Bergen og tilbage igen og vi deler måneder, uger og dages sammenfaldende skildringer og jeg får igen og igen bekræftet, den usammenlignelige solidaritet der er mellem os. Min første 12 timers arbejdsdag er afsluttet, vi vinker da vi skilles og jeg går gennem den affolkede ankomsthal. Frygten er forsvundet og glæden over gensynet gennemsyrer hele min organisme.
De øvrige passagerer i metroen ser atter på mig, men jeg har ikke længere svært ved at læse hvad de tænker. Jeg forstår, at de har længes efter at skrive flere fortællinger fra Verden der venter. At det punktum der blev sat tidligere på dagen kun fungerede i den kontekst og kun var sat foreløbigt. Min farmor har sat sig ved siden af mig. Det lyder som om, hun citerer Imanuel Kant og noget i regning af, at “Duen tror, at den kunne flyve hurtigere, hvis den ikke skulle overvinde luftens modstand. Men uden luften kom den jo aldrig på vingerne”.
Den der har mærket modstanden og giver op, har glemt hvor stor glæden er ved at have luft under vingerne.
//Nan
af talverdenop | maj 9, 2020 | Danmark og Verden
Kontaktbog
Kontaktperson
Kontaktsøgende
Kontaktbehov
SOLOdaritet
På Sankt Hans Torv ser jeg to mænd der tilfældigt møder hinanden. Den ene tror jeg, er nok nede for at lufte sin hund, den anden …. Da de passerer hinanden, siger den ene, den andens navn. Giver de hånd? På Israels plads spiller børnene basketball eller står på skateboards. Deres forældre sidder på trappetribunen og ser til. Flere af dem taler med hinanden, drikker kaffe. Sidder de lidt for tæt? I Kongens Have har solen lokket københavnere på græs. Små lapper er spredt og lagt lidt tilfældigt som mønsteret på et patchwork tæppe. Enkelte spiller Kongespil, men de fleste sidder med en øl og vender Verden. Er de ikke lidt for mange?
Jeg skærmer mig, ser over skulderen og på striberne i gulvet. Jeg ser om hjørner og på kassedamen gennem plexiglas. Jeg går uden om, men står skudsikkert i cirkler på Nørreport Station, slår slag og i bukkede, buede bevægelser. Jeg undgår, undværer og undslår. Jeg åbner døre med albuen, trykker på knappen ved fodgængerfeltet med albuen, hilser ikke længere med albuen. Hilser i stedet på venner på skærmen, gennem telefonen. Vi går tur med flere meters afstand, taler om det de taler om fra den Verden vi ikke længere besøger.
Som fårede flokdyr søger vi fællesskab, følger med og finder hinanden. Vi støtter op og vil føle (også i fysisk forstand) at vi hører til. Nu skal vi holde afstand, holde os fra hinanden. Det er naturstridigt, fremtvunget og forkrampet selv om jeg synes, at det retorisk lyder smukt at vi skal stå sammen, hver for sig. Det byder på dage hvor jeg er skræmt, bestyrtet og forfærdet, sjældent for Covid-19, men for den menneskelige skyhed. At virus tidens handlemønstre vil forplante sig, blive konduite, forblive forevig Covid-etikette?
Men det er også dage hvor er jeg stærk og forener mig. Det er altafgørende, bliver der sagt. Hold afstand, stå sammen og imod af øjeblikkets nødvendighed, det er livsnødvendigt. Måneder i et levet liv ændrer noget, men ikke hele livet. Jeg gør det for dig, bare du lover mig snart at spørge, om du må sætte dig, tæt ved siden af mig.
//Nan
