Det skønneste i Verden er at stå over for det man ikke kender
Portræt af min bordherre:
Ved en stor fest forleden, hed herren på min venstre side, Jens Bjerre. Jeg har truffet ham før, men denne aften akkompagnerede vi hinanden i mere end fem timer – hvilket livs indsigtsfuldt privilegium. Jens er født i 1921. Han har rejst til de fjerneste afkroge af Verden siden han var 26 år gammel. Han har oplevet Verden som den så ud. og det har han dokumenteret i bunker af bøger og fantasillioner af film. På hans visitkort står der “Eventyrer og globetrotter” og så er han medlem af Royal Geographical Society i London, som også huser Livingstone, Shackleton og Darwin.
Den første ekspedition han foretog, var til Sydafrika i 1947. Han ville møde buskmænd i Kalahari ørkenen. Med hjælp fra en missions station, fik han mulighed for at køre gennem det 500.000m2 store ørken område og møde naturfolket. Tolken de havde med fortalte buskmændende, at Jens kom med fred og at han havde gaver med. Hver især fik de en håndfuld salt og Jens opbyggede yderligere tillid ved at have medbragt penicillin og øjensalve, som kurerede eller lindrede nogle af de betændelses tilstande, flere af dem døjede med. Kærligheden mellem Jens og San-folket var gensidig og han blev i første omgang boende i otte måneder, men vendte tilbage flere gange i sit liv.
“We are visitors on this planet. We are here for one hundred years at the very most. During that period we must try to do something good, something useful, with our lives. If you contribute to other people’s happiness, you will find the true meaning of life.”
Dalai Lama
“Med buskmændende nåede man ind til essensen i det at være et menneske. De kaldte mig Djabaldab som betyder: “Manden med de lange bukser der er smøget op”. Selv, bar de lændeklæder og masser af smykker, som de blandt andet lavede af strudseæggeskaller. De var ikke i bad fra de blev født til de skulle dø. De levede det simple og harmoniske liv i pagt med naturen. Og så havde de behov for stor nærhed – hud mod hud. Om aftenen ved bålet var det vigtigt, at sidde så tæt, at man rørte ved hinanden.
Under middagen sagde Jens også: “Det går den forkerte vej med forståelsen mellem folk. Fred mellem lande begynder med fred mellem folk og fred i sindet, og det svigter. Jeg ønsker, at du skal videreleve disse idealer: Tag ansvar for dig selv, men bær også ansvaret for andre. Vis dem kærlighed og husk, at et smil er ens på alle sprog”.
Kære Jens – Jeg lover dig, at gøre mit ypperste.
//Nan
Epilog
Jens inviterede mig i Cinemateket for at se filmen “Blandt buskmænd og kanibaler”. Da vi ankom, kom Mette, en kvinde på 75 år os i møde. Med sig havde hun en bog Jens havde skrevet tilbage i 1959, “Kalahari – atomtidens stenalder”. Hun havde fået den i flidspræmie i gymnasiet. Hun var kommet for at møde sin inspirator og idol og bede ham signere bogen, hun havde gemt alle disse år. Mette uddannede sig etnolog og viede en stor del af sit liv til nomaderne i Niger.
