Jeg vil male dagen guld

Jeg vil male dagen guld

  • Udsende indbydelser – check,
  • musik og morgenkaffe – check,
  • æresport og ædle venner – check.

 

D. 3. juni 1967 indgik et meget ungt par i den sociale institution. De havde været kærester siden de var 13 og 14 år. Meget kunne være gået galt, men det gjorde det ikke. De to er gået gennem livet side om side med sin eneste ene.

I går, på dagen 50 år efter, blev de atter velsignet i selvsamme kirke som for to generationer siden. De manifesterede, ved en ceremoni, at kærligheden nu er formet i guld, som i sin reneste form, er det mest formbare materiale. I 50 år, har de været hinandens livs bekræftere, hinandens livreddere, hinandens livsfordoblere. For 50 år siden sagde de JA og tænkte måske i nær fremtid. Det JA blev til evig tid og altid. 

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre 

Men størst af dem er kærligheden

I går så og hørte vi brudeparret bekræfte hinanden i, at valget om at blive gift ikke blev truffet fordi de var nødt til det, men fordi de ville hinanden, familien og børn. Den vilje har de stædigt og stolt holdt fast ved. Deres ægteskab indebærer lydhørhed, overbærenhed og stolthed; Især over det, de hver især har nået og formået. Den ene har altid taget den andens ryg, de har grædt ud ved hinandens skuldre og klemt hinandens hænder. De er vokset i solen og har husket både at vande og gøde. Det har båret blomster og frugt. Rødderne under jorden er flettet sammen og har stået stærkt. De har stået op mod vejr og vind og har ikke været til at vælte. Der er vokset nye grene og stamtræet har fået sideskud.

You can’t turn back the clock, you can’t turn back the tide
Ain’t that a shame?
I’d like to go back one time on a roller coaster ride
When life was just a game
No use sitting and thinkin’ on what you did
When you can lay back and enjoy it through your kids

Queen: These were the days

Denne dag blev trukket ud af Verdens øvrige stridig- og uenighed. Den blev isoleret, alene i samhørig- og kærlighed. Vi forenede os og  fulgte følelsen af forelskelse. For mennesket er vel egentlig smukkest når det er forelsket og glemmer sig selv? I går glemte jeg mig selv.  Jeg indådede en livslang bekræftelse, en beundringsværdig bedrift, ærligt og ægte følt – et ægte par.

//Nan