Udsigten fra mit ringhjørne

af talverdenop | mar 30, 2020 | Danmark og Verden

Kemisk renset og presset sidder jeg i mit ringhjørne. Særligt hænderne er vasket igen og igen med sæbe og mangelfuld håndsprit. Jeg har holdt afstand, holdt mig hjemme, holdt fast, og holdt vejret, holdt inde og holdt igen ….. nu handler det om at holde ud, at holde ved. Knockout! Kampleder og stævnelæge har i samråd idømt os karantæne på mindst 30 dage….De 14 af dem har jeg tilbragt i hjørnet efter et dybt stød – nogen råbte STOP, nogen talte måske til 8,. nogen måtte standses, andre satte kampen i gang.  Nu sidder jeg retslig, ren og registrerende i ringen, mens pressemøder uafladeligt fortæller, at jeg skal blive siddende, isoleret (isola = Ø) gå i karantæne (quarantina = 40 dage på italiensk) og uafbrudte nyhederoplyser om højere dødstal, sørgelige statistiker, nedslående og fejlslagne strategier, indland, udland, lukkeland, mørkeland.

Jeg lytter, men ingen af mine øvrige sanser reagerer.

Fra mit hjørne ser jeg jo,  at luftforureningen er reduceret med 40% i storbyerne i Danmark, at viruset som tager vejret fra folk, paradoksalt nok øger luftkvaliteten. At vandet er blevet klarere i Venedigs kanaler, at fisk og svaner er vendt tilbage mens delfiner boltrer sig ved havne på Sardinien. At man i Kina skønner, at udledningen af drivhusgasser er faldet med mindst 25%, forurening som før Covid-19 kostede ca. 4000 kinesere livet om dagen……..Klimaets feber falder, mens den for mange mennesker stiger. Vi har indset at menneskeheden er skrøbelig, at vi er sårbare men vigtigst af alt har vi lært og forstået, at andre mennesker liv er en signifikant indsats værd. Vi har lært at skulle stå sammen, udvise samfundssind. Vi har lært, at vi har brug for hinanden, særligt og især i krisetider. Det gør det så meget desto sværere, at vi må undvære hinanden. Det er jo nu, mere end nogensinde at vi har brug for social samkvem, klem, kram, kys eller bare fornøjelsen over at se andre mødes, grine og glædes….ja-ja….jeg ved det.

Jeg har lagt hjelm og støvler, skridt- og tandbeskytter. Håndbindet vikler jeg opmærksomt op og efterlader det visibelt på gulvet så vi kan finde hinanden igen, ikke virtuelt men visuelt og fysisk. Det er det der får mig til at fortsætte, håbet, den tillidsfulde forventning om noget glædeligt, der vil indtræffe i tiden der venter. I håbet eksisterer et element af tillid til en åben fremtid. Det er der det efterlader mig, mørbanket, men håbefuld.

//Nan