Den danske model
En morgen – hvilken som helst morgen – masser af gode tanker for dagen. Deres datter har sovet hos en veninde, men nu ringer hun og fortæller, at hun har rigtig ondt i maven. Klokken er lidt i otte og de beder hende se tiden lidt an og ringe tilbage om en lille halv time. Hun ringer ikke tilbage og da de ringer til hende, er det hendes veninde der tager telefonen. De er taget til Bispebjerg Akutafdeling – de taler om flere scenarier … måske blindtarmsbetændelse? Forældrene kører til Bispebjerg hvor de møder en venlig sygeplejerske og en venlig sygeplejeelev, en venlig læge med et scanningsapparat og endnu en venlig læge som netop er kommer til. Alle hilser, taler med hinanden og med datteren som er bleg og med mange smerter og alarmerende lav blodprocent. De taler om overførsel til Herlev og om at ændre ambulancen fra B til A status? En venlig narkosesygeplejerske og endnu en venlig læge samt portører kommer til og alle hilser og taler med hinanden og med datteren. Situationen er blevet mere akut og hun må blive på Bispebjerg. De kører hende til operationsstuen hvor et nyt hold venlige mennesker med grønne hatte, forklæder og masker står klar. De hilser, taler med hinanden og med datteren og fortæller, at de har bedt om assistance fra Rigshospitalet: “Hun kommer om et øjeblik i en taxa”. Forældrene hvisker “på gensyn” og overlader deres datter med slanger, elektroder, flasker med væske og drop, men ganske trygt, til de mange fremmede men venlige ansigter de har nået at hilse på, i den seneste time. 
I dagligstuen holder frokost vognen klar og en mand med hvid kittel, hår net og handsker serverer for mænd og koner i hvide badekåber og tøfler, De kommer trissende og spørger til dagens ret. De sætter sig omkring bordene, skubber stakke af gamle ugeblade til side for at gøre plads til tallerkenen med kartoffelmos. Ingen hilser eller taler med hinanden, skiftevis ser de på tallerkenen eller ud i den tykke, tunge luft, af spørgsmål som aldrig bliver stillet. Side om side sidder de og slubrer sig igennem det tyggevenlige og hen imod Napoleons kagen som står på bakken med et glas æblejuice. En ældre mand rejser sig og spørger en sygeplejerske, om hun ved, hvor han hører til. Hun mener ikke at kunne genkende ham … spørger hvad han hedder? Kaj, siger han, tager hende under armen og sammen går de til højre ned ad gangen. De øvrige patienter finder servietten frem, tørrer sig i mundvigen og skubber stolen tilbage. .
En af de mange venlige læger forældrene har hilst på, kommer og henter dem. “Operationen gik godt – hun klarer den og ligger på opvågningen. Jeg vil lige hente mig lidt frokost”, siger lægen, “så kommer jeg og henter jer om en halv times tid”. Da han kommer igen, har han to stykker smørrebrød på en tallerken som følges med forældrene og ham op til stuen hvor datteren er pumpet op med luft, men fri for narkose og er vågen.Den venlige læge stiller sin frokost i vindues karmen og taler med en venlig opvågningssygeplejersken og med deres datter. Han aer hende over håret, fortæller hende, at hun er sej, smiler og siger farvel til forældrene. Hans telefon har ringet, han svarer den og går – uden sin frokost som stadig står i karmen.
Med en storkonflikt i sigte …
Fra vi bliver født, lærer vi at udvise stor tillid – og med rette – til de mennesker vi omgiver os med. Vi er afhængige af hinanden. Det giver en ro at vide, at nogen tager over, der hvor vores egne evner, vores tid eller vores kræfter ikke slår til. Jordmoderen, vuggestue- og børnehavepædagogen, skolelæreren, politibetjenten, præsten, hospitalspersonalet, sosu-assistenten og mange mange flere. Det er dem vi fælles betaler for at have glæde af, i fællesskabet. Det er dem vi henvender os til og stoler på er der, når vi har allermest brug for hjælp, støtte, råd og vejledning. Min tillid er uden skår – intakt – og jeg videregiver den helst og gerne til kommende generationer. For mig handler det ikke om løn- eller om at værdisætte. Det handler om at belønne og påskønne de menneskelige værdier, de mange mennesker som dagligt, døgnet og året rundt, passer på os og sikrer, at vi trygt kan give os hen og være i det. I har ja, ikke bare min, men størstedelen af Danmarks befolknings uforbeholdne sympati, oprigtige opbakning og dybe respekt Det har bund i den medfødte tillid og troværdighed vi mødte, som noget af det allerførste da vi kom til Verden og nogen tog venligt imod os.
Hold fast og husk, at I i samtlige undersøgelser scorer højst i netop dét, mens politikerne ……
//Nan
