Den tid på året …hvilken?
Vi er kollegaer, men ellers har vi ikke meget tilfælles. Vi har forskellige køn og alder, endog nationalitet. Rejemaden er generøs og øllet i glasset på stilk, berhesket men bekvem. Vi taler om Verdens uroligheder og den manglende evne til at lære af fortiden, om at undgå gentagelsen af historiens uheldige handlinger, men også om at fastholde forhold – gentagelsen – givet af netop historien. Traditioner som byder på forudsigelighed og tryghed og “vi ses igen samme tid, samme sted”. Det der giver værdi og skaber bånd til forrige generationer ved f.eks at spise det de gjorde eller udføre samme “ritualer”. Det skaber et kit at være fælles om noget, skabt af andre men videreført af os, deres mange x tipoldebørn. “Jeg tror desværre” siger en, “ikke at mine børn ved hvorfor vi sætter lys i vinduerne d.4. maj … eller hvorfor vi spiser hveder eller har adventskrans”.
Jeg kan godt lide tanken om at stå på skuldrene af dem der var, alle de millioner af mennesker, som byggede og boede, begik fejl og udbedrede dem, bedrog, beklagede og begyndte igen, beskyttede og beskrev det meste, så vi kan forholde og forstå, hvorfor, hvordan, hvem og hvad. Jeg kan lide idéen om, at vores forfædre ikke har levet resultatløst, men vidnefast. At vi bærer, viderebringer og bruger de beslutninger og begivenheder som har fundet sted. Det er det der bidrager til samhørigheds følelsen – alt det vi har sammen eller- at vi kommer fra noget, af noget …. af nogen. Tanken om styrker, ikke bare mig men fællesskabet især, når vi mødes i en meningsfuld ramme som udspringer af historien.
Forudsætningen for at forstå, bryde eller bevare, afhænger også af os. At vi er dygtige nok til at fortælle, at det vi har, ikke kan tages for givet. At vi ikke må glemme men også at vi skal huske ikke at trivialisere traditioner, for hvis traditionerne udebliver, fordi vi ikke længere kender deres ophav, hvilke værdisæt skal vi så stadfæste fællesskabet under? Sammenhold både styrker og stabiliserer, men det skal holdes ved lige, men først skal det læres.
På tallerknerne ligger kun den kvarte citron og måske en dildkvist. Et øjebliks tom tavshed indfinder sig og vi forstår hvor vigtig en opgave vi hver især har, for at iklæde os og klæde hinanden på med historien for at forstå vores samtid. Og måske endnu vigtigere nu end før, med den opsigtsvækkende indsigt vi har adgang til om Verden. For ikke at forsvinde er behovet for at fortælle og dele måske så meget desto mere essentielt. Vi har brug for at være fælles om noget, noget andet end blot at bo i det samme land.
Om et par dage er det Mortens aften, en oplagt mulighed for at mødes og fortælle, at: Morten oprindelig hed Martin og var biskop af Tours. Han blev født år 336 og som 15 årig meldte han sig til den romerske hær. Her blev han kendt som den hellige mand, da det siges at han kunne helbrede syge og vække de døde. Martin blev senere fordrevet fra Rom og levede længe i et kloster i Gallien. Her ville man gøre ham til Biskop, men Martin som ikke var interesseret i dette, gemte sig i en gåsesti. Gæssene skræppede og afslørede Martin som blev fundet og udnævnt Biskop og Martin besluttede, at der på den dag han blev fundet, hvert år skulle slagtes mindst en gås. Hans egen dødsdag blev en helgenfest og i Danmark blev denne dag til “Morten Bisp”. Man lagde den i november, da det var en af de få gange på året man spiste fersk kød som ellers blev nedsaltet. I danmark blev gåsen til and, da det var langt billigere.
Velbekomme.
//Nan
