742 dage …. PLOP
Kære Dagbog,
Det er i dag 742 dage siden, at jeg lagde mit første foto på Instagram. Jeg ved det med sikkerhed, fordi Instagram fortæller mig det, og sådan bliver jeg samtidig mindet om, at det er over to år siden, jeg fik min første smartphone. Fra første dag besluttede jeg at tage et fotografi dagligt og tilføjet det til min billed dagbog.
Oprindeligt fik jeg telefonen fordi nogen sagde, at det var ”en nødvendighed”, mens andre sagde, at ”ingen” ville læse den blog, jeg netop havde lanceret uden hverken blikfang eller billeder til at beskrive det skrevne. ”Fotografier skal følge fortællingerne”, blev der sagt, og jeg tog det til mig og har taget flere tusinde fotografier til at følge både bloggen ….. og så mig.
Før telefon indkøbet var min oprindelige idé blot at lave en blog uden reklamer, men også en blog uden grimme og grove historier. Et åndeligt lille fristed som jeg ofte har tænkt som en velkendt knirkende kurvestol i et kolonihavehus. I den skulle jeg anvende sproget samvittighedsfuldt og til stadighed skrive med den positive pen. Jeg skulle vende formuleringerne mod en mere tankevenlig opadgående spiral og udelukkende fortælle de mange gode historier, man så selv skulle sætte billeder til.
Hvilke fortællinger og hvornår afhænger af hvem. Sommetider begynder det med et bogstav, som sammen med flere bliver til ord, som bliver til sætninger, afsnit og et færdigt blogindlæg. Andre gange begynder det med en sætning eller en samtale, jeg overhører, som jeg får lyst til at videreudvikle, formulere og formidle. Andre gange igen, er det et motiv, et udtryk eller en scene som skal skildres. Bloggen er derfor altid et samarbejde med noget udefra og noget indeni, en fortælling og et fotografi, som frembringer et fælles fletværk.
For få dage siden blev den virtuelle virkelighed, endnu mere vigtig end jeg vidste. En aften tabte jeg min telefon i Øresund, da jeg skulle hjælpe en nødstedt roer. 742 dage røg ud af min lomme og lagde sig på havbunden ………… Jeg lod den ligge sammen med beskeder, jeg har modtaget og billeder, jeg ikke har offentliggjort, mens jeg så den blive slugt af bølger, tang og sand.
Kære dagbog. Jeg forlod havnen en anelse sørgmodig. Jeg ville jo gerne have sagt ordentligt farvel, til min flerårige trofaste følgesvend, men jeg forstår, at det er sådan det er med historier. Nogen bliver fortalt, mens andre bor stille i hjertet. De har en vis levetid, og så tager andre liv med andre historier over ….
Lidt af mit liv ligger nu på bunden, mens det kommende med et nyt stykke elektronik inden dagen er omme, vil tage dagbogsbillede nummer 743.
//Nan
