Uden hemmeligheder

Uden hemmeligheder

Flyveturen er på. 8 ½ times fysisk rejse, men mentalt er det flere hundrede år som forsvinder denne nat. Der er afgang kl. 21:00 fra København og mens natten glider over i dag, arbejder jeg som steward ombord på det fly, som skal til Beijing.. Få timer efter ankomsten har jeg fået uniformen af og går nu med ryggen til Perlemarkedet, et indendørs marked hvor man kan finde alt det et vestligt hjerte kan begære. Jeg er på vej mod Hutongerne, de autentiske små kinesiske etplans huse hvoraf nogle af dem er etableret for 700 til 1000 år siden. Bittesmå beboelser bygget af grå sten og med et muligt tegltag men for langt de fleste, bølgeblik plader med få tilbageværende tegl til at holde på det. Ens for de fleste af husene er, at de dørene er lakeret røde i højglans, meget få skiller sig ud fra et andet og det gør det let at “blive væk”.

Den travle tunge trafik og det enorme etagebyggerier i beton glas og stål forstummer og forsvinder og man fornemmer et helt andet liv, i det man drejer om et hjørne og ned i en gyde, en mindre sti eller smøge. Her henter beboerne vasketøj ned fra snorene som er spændt ud mellem træerne som flere steder, er vokset gennem husene, de sidder på ti centimeter lave taburetter og ser på dem der tager vasketøjet ned eller de spiller kort eller laver mad i de små udendørskøkkener. De er på vej til eller fra med børn og indkøb eller måske til toilettet. I de små boliger er der sjældent kloakeret. Man har i stedet offentlige toiletbygninger, som er stillet op for hver 500 meter.

På disse, hersker diskretionen, evnen til at lade som om, at man ikke ser, hører eller lugter hvem der ellers er i rummet. Små skillevægge adskiller det ene hul i jorden fra det næste og da jeg skal tisse, følger jeg strikt en plan om at komme til det fjerneste hjørne, for at så få skal passere mig, i det halvåbne, men som så samtidig betyder at jeg selv må passere adskillige hugsiddende damer inden jeg når frem til det bagerste hjørne. Af damerne at dømme, er jeg her ikke og jeg gør mit ypperste til at falde i et med de øvrige besøgende, før jeg atter fortryder min idé om at vælge det fjerneste hjørne, da jeg skal tilbage til udgangsdøren i toiletbygningen.

Fortrolighed og betroelse er et offentligt anliggende i Hutongerne. Personlig hygiejne, tøjvask, reparationer af enhver slags samt madlavning, foregår under uden for. Hemmeligheder er ude i det åbne, man deler det mest private og nysgerrigheden virker tilforladelig. Mange er født og opvokset her med brugsret til at bo, men uden ejendomsret over det ene rum eller to de bor i. Mange er gennem årene blevet tvunget til at flytte, fordi staten har skulle bygge. Familierne får  udbetalt en lille erstatning der kan gøre det muligt at købe en lejlighed uden for byen, men med nedrivningen af de små samfund og opførelsen af høje etageejendomme forsvinder også  fællesskabet. I en lejlighed skal man lære at passe sig selv og intimitet skal holdes inden for det nye hjems fire vægge med eget toilet, bad og køkken.

Jeg suger de sidste indtryk fra Hutongerne til mig mens jeg forsøger at forstå tolerancen, den fortættede boligform forudsætter. Jeg forsøger og forstår, at det ikke er romantikken, men nødvendigheden, at det er et vilkår eller en omstændighed som ikke står til at forandre, medmindre staten beslutter det. Integritet er noget man deler på godt og ondt og privatlivets fred er mulig at krænke, ja, det bliver den vel hele tiden tænker jeg mens jeg forlader det lille samfund og bevæger mig ud i den velkendte trængsel, tumult og titaniske trafik. Om lidt vil jeg sætte nøglekortet i hoteldøren og lægge mig til at sove single, stank – og støjfrit mens jeg messer erkendtlighed – erkendtlighed.

 

//Nan

 

“Vi lever måske ikke som vi ønsker, men som vi kan”

“Vi lever måske ikke som vi ønsker, men som vi kan”

“Hvis du graver længe nok, kommer du ned til kineserne”, fik man at vide som barn, når man sad med spand og skovl i sandkassen. Jeg har senere læst mig til, at hvis man vil grave sig til Kina, skal man begynde i Bolivia, Chile eller Peru. Hvad jeg ikke har kunnet læse mig til er om hvorfor man sagde det; Om man troede, at kineserne gik med hovedet nedad på den anden side af jorden, eller om det var fordi, at Kina er et land langt væk, måske ikke i kilometer, men med sikkerhed i bevidsthed. Vi taler og tænker forskelligt, skriftsproget (som kan følges 3500 år tilbage) er smukt, men forskelligt, den mad kineserne spiser (og det de spiser den med) er forskellig, den musik de lytter til, deres adfærd, ceremonier, etik, hieraki, religion samt det moralske kodeks….ja, stort set alt hvad jeg kan tænke på, er forskelligt fra det danske.

Det er fjerde gang denne måned, at jeg lander i Beijing. Der er den samme blanding  af lugten fra en gammel æske, der ikke er blevet åbnet længe,  tonstung smog og mados fra de tusindevis af små mad huse. På vejene er alt i bevægelse hvor de små 8 millioner mennesker er på vej. Det lykkes mig at praje en taxa og sætter mig ind på det stof betrukne bagsæde, som gør det umuligt at spænde sig fast, da stoffet er trukket hen over selen og jeg forsøger at glemme statistikken, om den kvarte million, der hvert år bliver trafik dræbt i Kina. Vi kører til et område med Hutonger, for at komme væk fra de mange høje beton bygninger og istedet besøge de et etage høje og få meter brede boliger. Autentiske bolig former hvor kun få af husene har eget toilet, men benytter de fælles toilethuse, som er spredt i de smalle stræder. I dem, er der ingen døre og man sidder på hug overfor hinanden og forretter sin nødtørft. Blufærdighed er et ord man skal kigge længe efter i ordbogen, når man er i Kina. Her både prutter, spytter og bøvser man, når behovet melder sig. Man gør hvad man vil, når man vil omend det kan være en ukærkommen sædvane, når man er tæt på. I  Beijing, er det uomgængeligt, ikke at være tæt.

Jeg finder et mindre madhus i en af de smalle smøger og bladrer gennem laminerede sider med billeder og bestemmer mig for at bede om grøntsager, da både mangel på hygiejne og husdyr, kan risikere at ende i samme gryde. Kineserne spiser ofte ude, dels af sociale årsager, men også på grund af de få kvadratmeter, de hver især bor på. De runde borde har plads til flere og meget mad er skåret i spiseklare bidder og bliver gået til med pinde. Omkring mig sidder flere generationer og lader skåle skifte hænder, mens der bliver smasket og snakket med mad i munden. Gennem ruden udenfor, passerer patchwork pakkede bedstemødre med deres bedårende børnebørn, mens mænd læsser jern ladcykler med sager som skal transporteres. Jeg tilbringer et par timer, går langs grå huse af cement med rødlakerede døre, af og til med en drage eller en løve foran, som symbol på tidligere tiders velstand. Jeg stjæler smug kik ind i gyder og gårde og finder omsider en taxa, der kan køre mig tilbage til hotellet, inden det bliver mørkt. Chaufføren renser undervejs, fordøjelsessystemet og stimulerer stofskiftet på turen, ved at drikke små slurke af sin medbragte drikke dunk, fyldt med urter og blade. Han klipper negle når bilen en sjælden gang står stille. Jeg betaler med den røde 100 yuan med Mao Zedong og får en grøn, en gul og en blå retur.

Kina er komplekst. Det er Verdens fjerde største land og Verdens folkerigeste. Deng Xiaoping indførste reformer i 1979 som blandt andet havde til hensigt, at afskaffe den sociale kontrakt om, at staten sørgede for og bestemte over, det enkelte individ fra vugge til grav (Jernrisskålen) Xi Jinping derimod, vil i løbet af de kommende to år få kineserne tilbage til stats truget, når komplet overvågning og pointsystemer er færdigimplementeret i 2020. Hvor kineserne er, hvem de er sammen med og hvad de køber bliver registreret og afhængig af, hvad det kommunistiske apparat har besluttet sig for er god opførsel, får eller bliver man trukket i point. En ensretning som skal sikre stabilitet, ved hjælp af ansigtsgenkendelses teknologi og 626 millioner overvågningskameraer inden udgangen af 2020.

 Man kan have det lidt stramt med højt talende kinesere, de mange lyde og lugte, asen og masen,det sære, det skøre, og det svært forståelige, men det er jo det, der minder os om at vi er blandt mennesker  ……… Det tror jeg trods alt at jeg foretrækker, frem for de regelrette robotter, man inden for få år, vil gøre kineserne til … men jeg forstår….

Overvågning i Kina er et livsvilkår.

En af de ældste civilisationer er ved at træde ind i den nyeste af alle science fiction tider og jeg ønsker mig tilbage til sandkassen hvor det aldrig lykkedes mig, at grave dybt nok.

//Nan