“Mennesker uden fantasi har ingen vinger”
Hun har den fineste violblå kjole på. Enkel og ærmeløs og kun med to små margeritter lige under nakken, der hvor nogen har knappet kjolen. De små hvide ankelstrømper har en let bølget kant og de blanke laksko med ankel rem er lukket tæt omkring. Hendes hår er sort og klippet i pertentlig page, men vigtigst af alt er hårbøjlen som holder håret. På hver side af det lille ansigt, sidder to sorte runde ører, med hver en lille rød og hvidprikket sløjfe. Med den, er den lille pige fløjet ind i det eventyrlige himmelrum på den finurlige mælkevej, kun et barn kan være.
Midt i den travle lobby, hvor mennesker fra hele Verden er på vej til eller fra, chekker ud eller ind, er den lille pige rejst til det sted hvor voksne ikke længere har visum. Hun sidder på en bænk, alene og læner sig mod et enormt spejl mens hun bedægtigt bukker nakken og kigger væk, men kun for hurtigt at kigge op igen og se sig selv, atter engang komme til syne. Hun sætter sig med siden til spejlet, retter ryggen og kjolen, lægger benene over kors og sætter hænderne på knæene, sender et kys til universet. Hun sætter sig på knæ, med hovedet lidt på skrå og strækker de buttede arme, som ville hun give øjeblikket et kram eller favne sine fantastiske fantasi.
Ikke så langt derfra sidder jeg og betragter barndommen som om lidt vil blive afbrudt af et kald , et knips eller en kommando fra en voksen. En voksen som har en plan med indlagt mangel på tid og som har fortrængt at barndommen er så kort og hvor alt for hurtigt de selv, blev mindet om det. I generarationer har man oplært og opdraget, uddannet og udvidet, men også frataget børn fraværet og formåen til at forsvinde. Vedvarende vækket dem for at få dem sat i skema, istedet for at dvæle og beundre deres fortsatte formåen ved at opdage Verden indefra.
For mens vi blinker og forsøger at fiske og fange forestilingen om, det gode liv, skal vi måske forsøge, ikke at afbryde, men trække vejret med dem der evner. Ikke blot fylde på for at få dem til at følge med, men turde tøve et øjeblik. Lade dem rejse i det imaginære og idéernes virkelighed. Lade dem beundre og begejstres over gensynet med sig selv og ikke trække en pind gennem vandspejlet for derefter selv at hoppe i. Evnen til at trække sig, tage en pause, rejse og opleve Verden uden for praktikken er en efterspurgt vare.
Kære unge mennesker som for et øjeblik siden var børn: “Der er ingen forskel på virkelighed og fantasi ….. ikke i fantasien i hvert fald”.
//Nan
