af talverdenop | okt 21, 2020 | Den positive debat
“Drugfree school zone” står der på skilte på mindre villaveje i New Jersey, New York. “Selvfølgelig”, tænker jeg, “drugs” og “school” har man da aldrig kunne sætte et lighedstegn mellem. Måske tænker jeg også, at det er en anelse amerikansk at lave labels, skrive skilte og illustrere eller nedfælde letlæselige procedurer for at sikre sig mod sagsanlæg, anklager og retssager. Et forsøg på at gennem tænke alverdens scenarier for at skærme tilbyder, udbyder og faldbyder, forbrugere og forbrugssvarer – eller bare dig og mig. På den ene side, tænker jeg, fratager og frisiger det, det enkelte menneske for at agere og bruge et “voksent øjeblik” på selv at finde svar men, tænkte jeg også, er det på den anden side er utvivlsomt og bydende nødvendigt med retningslinje. Moralske og lovmæssige regler og reglementer for at sikre en demokratisk konsensus og en vellykket klang mellem til- ud- og faldbydere, arbejdsgiver og arbejdstager, voksne og børn, medborgere – eller bare dig og mig. Det er sådan et demokrati hænger sammen og sådan vi sammen kan leve et fælles folkeligt liv, det giver god mening for langt de fleste af os…..og så er der dem der fjerner sig fra fællesskabet og de bilaterale beslutninger, moralske som lovmæssige fordi de besidder det middelalderlige ord “magt” som benyttes til at tvinge eller som forskeren Robert Alan Dahl beskriver det:
“En aktør der kaldes A, har magt over en anden aktør, B, i det omfang, A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort”
De seneste minutter, de seneste uger, måneder og år har primært kvinder, forsøgt at få primært mænd, til at opføre sig, som det står skrevet, nedfældet og vedtaget mens vi i selvsamme sekunder, ser skeletter og spøgelser, rasle ud af skabene. Samtlige cirkulærer og nedfældede kodeks bliver igen støvet af og endnu engang må man minde om, at gensidig etikette bør følges op af ideologien, ordentlighed. Ordentlighed kan man ikke skrive sig ud af. Ordentlighed er en form for følelse, en følelse i forhold til en selv, men i lige så høj grad og måske i højere grad, overfor ens medmennesker. Ordentlighed er evnen til at give plads, holde igen og tøve. Er man i stand til det, kan man nemlig nå at se sagerne fra en anden synsvinkel end ens egen. Den egenskab er uvurderlig og uundværlig, når man har magt og dermed formår og kan. Med magt følger ydmyghed, etik og moral, egenskaber som er forbundne med den tillid kvinder og mænd, os alle, du og jeg overgiver os til, ved at tilkende enkelte andre “råderetten”. Det er et almenkendt ansvar som enhver som bestiger bjerget må vedkende sig og leve op til .
“Selvfølgelig”, tænker jeg igen og begynder at forstå, skiltenen og de små opråb rundt omkring på de mindre villaveje i New Jersey. Noget er fat, noget er begyndt at skride og beborene/borgerne beder om forandring. De vil ikke at “drugs” og de der står bag, skal tage magten over deres børn og unge. Derfor har de stiftet en organisation i samarbejde med politi, skole og forældre som hver især handler på ordene “drug free school zone” og med stor succes. I begyndelsen var ordet … men der skal mennesker bag. Mennesker som beslutter sig, som besidder og er bevidste om en uomgængelig ordentlighed og kender selvbegrænsningens stilarter.
I et villakvarter handler det om penge og om børn og risikoen ved at få børnene til at gøre noget, de endnu ikke selv, kender konsekvensen af. I et lille land handler det om magt og om kvinder og om mænd og misbrug og misforhold nogen nu har taget konsekvensen af. Er der en fællesnævner tænker jeg, mellem drugdealers og magtmisbrugere, børn og forurettede? Der er i alle tilfælde en ubalance og en skævhed hvor ligeværdet er forsvundet og almindelig sund fornuft, omtanke og respekt er noget man forsøger at skrive sig ud af. De mennesker som skriften henvender sig til, skal desværre endnu engang mindes om, at statements skal følges op af god gammeldags ordløs ordentlighed.
//Nan
af talverdenop | sep 17, 2018 | MIG
Man må lære at holde balancen. Fra første gang man selv skal trække vejret ind, til den sidste gang, man puster endeligt ud. Man må finde og fastholde frekvensen. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret. Øve sig i, ikke at træde for meget til den ene eller til den anden side, ikke træde på, over eller udenfor, men holde begge ben på jorden, skabe stabilitet og lodde ligevægt. Øve sig i ikke at blive for kold eller form varm, tage lyset ind og lade mørket falde på, lade ligegyldigheder passere og kærlighed ideologisere. Et hav af hænder enten støtter eller skubber, mens vi forsigtigt sætter den ene fod foran den anden og balancerer på livets line.
Skrøbeligt og svært – alle holder vejret – Smidigt og stilfuldt – alle ånder lettet op. Applaus.
Hverdagen er i vatter, jeg holder kadencen og flytter mig efter solens stilling og vindens vej. Lykken ler og jeg smiler respektfuldt tilbage. Jeg har været heldig, jeg ved det og jeg værdsætter det eller …. ikke bare værdsætter, men tager ærbødigt imod det og giver alt hvad jeg indeholder igen. Jeg vågner veltilfreds og går i seng sorgløs og sådan kunne jeg lade stå til, lade ligge og lade som ingenting. Tage imod hvad jeg bliver budt og tillidsfuldt lade mig falde i armene på skæbnens sødme, men for mig, bryder det med balancen. Jeg vil være med, vende mig om, se den i øjnene og holde den i hånden. Mødes med de kræfter som er så meget større og stærkere end mig. Ikke for at udfordre, men for at forene og lade forstå, med hovede og hjerte, at jeg ved hvad der er på spil.
Om få dage, sætter jeg min vejrtrækning på prøve.
Uluru Peak, betyder frihedens tinde på swahili. Det er det højeste punkt på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro i Tanzania, 5.895 meter højt – over bare 5.500 kan ingen mennesker leve. På toppen er der permanent is året rundt og temperaturen kan nå ned under minus 25 grader. For at nå derop, skal man i dage forcere, skrænter og stendiger, klipper og klimazoner, Et naturligt vidunder, en sovende vulkan og “Så stort som hele verden, prægtigt, højt og ufatteligt hvidt i solskin” (Hemingway) Kilimanjaro er et af de “Seven Summits” som står for de syv højeste bjerge, i Verdens syv kontinenter. Jeg vil bestige mit første, Afrikas største.
Jeg tager min omhyggeligt pakkede rygsæk og mine vandrestøvler på og bevæge mig 11.270 km mod Verdens næststørste kontinent, som Verdens mindste og mest beskedne. Jeg rejser hverken for at bevise eller besejre, nok nærmere for at bevæges og beriges. For hvert skridt jeg tager, vil jeg blive tappet for luft og kræfter, sådan er Moder Jord indrettet og jeg vil gå med hende i fuld fortrolighed, men også med frygtblandet ærbødighed. Mit håb er at rense og forny den indåndede ilt som cirkuleres og transporteres. Skærpe og stille skarpt på det livgivende og mest basale: Gaven det er, at trække vejret. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret.
Livet beder om balance.
//Nan
De kommende uger har jeg ikke adgang til min computer. Jeg håber derfor, at I vil bære over med, at Let love rule´s små fortællinger, ikke vil bliver skrevet i samme omfang som sædvanligt. Jeg glæder mig til at vende tilbage fra Bjerget og Afrika, med lungerne fyldt op med oxygen og hjertet, mættet med indsigt og udfrielser.
af talverdenop | aug 30, 2018 | MIG
Jeg er blevet bedt om at skrive forordet til en bog om gode manérer. Det satte følgende tanker i gang.
Der findes øjeblikke hvor man erkender, at man at man er lille. At man blot er ét ud af de 7,6 milliarder mennesker som befolker Verden. At rummet der omgiver os er så overvældende, at man støder på sin egen erkendtlighed, at man trækker følehornene til sig og søger tilbage i skjoldet for forsigtigt, igen at kigge frem og indse, at man er skrøbelig. I de øjeblikke, hvor ego`et nedtones indtræder på forunderlig vis, en intens lykke over at være til og trækker vejret, bukker ærbødigt og beder til og beslutter sig for, at yde sit ypperste. Jeg har oplevet det utallige gange i mit liv senest, når jeg sidder i min kajak på Øresund en tidlig morgen. Solen er ved at stå op og havet er nystrøget og stille, bunden er klar, himlen rosen rød og jeg er alene. En lille hvid kajak, med et bitte lille menneske, mellem himmel og hav og uendelighed. For ikke at blive grebet af panik for hverken højde eller dybde, smiler jeg betaget, takker fordi jeg får lov til at opleve nuet og føler mig omfavnet. Jeg bliver en del af noget, som nogen.
At være menneske er også at være med. Vi betragtes som flokdyr, som ud over, de helt basale nødvendigheder, som mad og vand også følger uskrevne foreskrifter som fordrer og forbedrer et godt liv ….. sammen med andre. Vi er alle født med den frie vilje, men kollektiv konsensus og påvirkninger fra omgivelserne, får os ofte til at indgå kompromiser for at (for) blive en del af flokken. For de fleste er det naturligt. ligetil og enkelt. Vi skænker det ikke mange tanker og vi holder til højre, hilser med hånd eller lader fadet gå rundt før vi selv tager. Man kan udfordre det, men i langt de fleste tilfælde, er det langt lettere at slutte sig til sociale sammenhænge, hvis man tilbyder istedet for at trodse. Der er bedre harmoni i den flok, hvor man har accepteret balancen og indset, at vi indgår i en større sammenhæng. En sammenhæng som vi hver især bør bidrage til og have stor respekt for. Risikoen for at falde i eller ved siden af er ikke farlig, men sandsynligheden for at blive grebet og få varmen igen, er så meget desto større, hvis man har lyttet, set og ageret efter det regelsæt, lærde og/eller ældre har erfaret.
Ydmyghed og lydighed står der på hver sin side af den mønt, som er den mest dyrebare.
Enhver ved, at der er stor forskel på at modtage en verbal, virtuel lussing eller et fysisk imødekommende kram og hvor førstnævnte bringer fyrigt uvejr man må søge ly for med sig, stryger sidstnævnte istedet et væld af varme vinde. For at kunne være i og viderebringe den fornemmelse skal man kunne læse sine omgivelser – ikke hverken overfalde, overtræde eller gøre overgreb, men nedtone og nedjustere. Sætter man ego på pause og erstatter det med empati, skærper man opmærksomheden på andre og egenfølelsen af værdighed, er ikke uvæsentlig. Det kan være rigtig fint at opfange følelser, men især at fastholde fornuften. Balancen gælder i alle livets sammenhænger, også i den lille kajak, hvor jeg er et lille bitte menneske mellem himmel og hav og uendelighed.
//Nan
