Jeg bøjer mig ydmygt i livet
Da jeg var barn var regelen, at vi skulle være udenfor og “få noget luft” som det hed sig, mindst en halv time om dagen. Ofte blev det til mange timer, hvor vi legede skjul, gravede efter gamle potteskår, skød til måls eller opbyggede nye uudforskede universer. Der skulle sjældent meget til. “Hjælp”, råbte en, ” vi er strandet på en øde ø”, og så var legen i gang. Alle årstider kunne bruges, alt kunne omsættes og anvendes på barndommens Mælkevej.
Naturen var vores friheds felt.
Om efteråret samlede vi brogede brune blade som vi trak på snor, konstruerede kastanje dyr, spejdede efter vandpytter i gummistøvler eller lå på maven ved mosen og fangede haletudser. Om foråret såede vi ærter og spirede kartofler, vi plukkede blomster og bandt kranse eller lå i græsset og søgte efter insekter og firkløvere. Om sommeren samlede vi hul sten eller bare sten og malede på dem og muslingeskaller vi fandt på stranden. Om vinteren drømte vi om at lave igloer, men som regel blev det kun til en skramlet snemand og så skøjtede og kælkede vi naturligvis til og fra og op og ned.
Fra naturen både både fik og brugte vi energi.
Jeg har været stewardesse i 30 år og fungerer fortsat som sådan. Mindst en gang om ugen flyver jeg til en ny hovedstad og bliver bjergtaget, betaget og beæret over at se solen stå op over Manhattan eller se den gå ned over Bund i Shanghai. Køre med fløibanen i Bergen eller på cykel blandt millioner af kinesere gennem Peking. Vandre gennem Gamla Stan i Stokholm eller ad Verdens længste rullende fortov i Hong Kong. Klemme mig ind i Shinkansen i Japan eller gennem de små gyder i Amsterdam. Jeg ønsker ikke at være noget af det foruden, men vel hjemme igen er jeg både sulten og tørstig efter det oprindelige. Det som ikke er bearbejdet af menneskehånd eller præget af nogens kultur. Det virkelige eller måske i virkeligheden, virkeligheden? Det helt og aldeles grunlæggende, fundamentale fundament, det uforstyrrede.
Måske er det barndommens erindringer, måske er det arbejdslivets spektakel og ståhej, men der er en voksende længsel efter at være tættere på duften af bark og bondens mark, bladenes raslen og elvens rislen, den gyldne muld og den mørke himmel fuld af stjerner, man kan drømme om at løbe efter. Jeg er på vej til Slovenien, kaldet Europas grønne hjerte hvor jeg skal mindes om hvor godt det er at blive mæt, når man har været sulten, hvor godt det er at få varmen, når man har været kold og hvor godt det er at få hvile, når man er rigtig træt.
Ydmyghed og taknemmelighed…taknemmelighed.
jeg glæder mig, giver mig hen og bøjer mig dybt Moder Natur.
//Nan
