Nu du står der
Et savn kan komme ganske uventet og pludseligt og når man mindst venter det. En duft, et tilfældigt kig gennem et vindue eller et pludseligt, fysisk møde. Det behøver ikke at være noget man har, hverken ledt eller længtes efter, men når det får fat i det sted i hukommelsen, opstår en umådelig følelse af, at ville sætte tiden tilbage. At være på det samme sted, på den samme tid, med de samme mennesker. ikke længe, bare et øjeblik. Man behøver ikke at deltage som den person man var, snarere eller hellere som personen man er nu, med et kig udefra og ind.
Jeg kunne tænke mig at stå i døren fra køkkenet til spisestuen, som i dagens anledning, er ryddet for møbler og istedet, lavet om til en spisesal med borde lånt hos naboen og sat i en hestesko. Beundre bordene, som er dækket med tallerkner med blomsterkant og fint foldede servietter. Sølvbestik som er samlet gennem årene og askebægere som min bror og jeg har lavet på “Fritten”. På et af de tre glas i borddækningen, står et bordkort med et skråskrift skrevet navn og en tegning af en konfirmand. Konfirmanden, det er mig og jeg er Iført min seks år ældre mosters ankellange konfirmations kjole, med flæser på skuldrene, En tante har hæklet et hvidt sjal med frynser, jeg kan tage om mig, hvis det skulle blive koldt og om halsen har jeg mit Dagmarkors. Pandehåret har min mor bukket med sit krøllejern, så det sidder lidt for højt i panden, men med et fint frit udsyn. Midt i det hele og midt for sidder jeg, med min far på den ene side og min mor på den anden.
På pladsen foran Domkirken er der fyldt med festklædte mennesker i alle aldre. Klokkerne ringer og konfirmanderne i romantiske kjoler med kig til knæ, har netop forladt kirken og modtager roser og familiemedlemmers lykønskninger. Bedsteforældre, tanter og onkler, kusiner og nevøer vil have taget foto med konfirmanden og stiller sig i kø. Små sportsvogne eller lange limousiner, er parkeret op langs kirkemuren og ned langs hovedgaden har frivillige pyntet med flag. Hjemme er teltet slået op, bordene dækket efter konfirmandens ønske, i hvide og svagt rosa farver. Der står bøgegrene i gulvvaser og på bordene er smukt arrangerede buketter i i porcelænsvaser. 
Gavebordet har åbnet sine arme, klar til at modtage de mange kuverter med penge og i løbet af dagen vil far og mor, søskende, veninder og gode venner, holde tale, lave en quiz eller klæde sig ud og synge til en af melodi af i dag. En buffet, man kan gå til og fra, er fyldt med en variation af salater, hjemmebagt groft brød, islandsk laks og bornholmsk unghanebryst. De få der ryger må gå uden for teltet og kun halvdelen af de voksne drikker vin, da den anden halvdel skal køre bilen hjem og helst inden de mindste falder i søvn. Der bliver drukket kaffe af krus og desserten er franske macarons og eksklusiv mørk chokolade. Det er smukt og uskyldigt og konfirmanden sidder med sine veninder og sender snaps og videoclips til de andre konfirmander i space. Om få dage mødes de igen, i deres blå mandags tøj og for endeligt at skifte sodavand ud med en enkelt Sommersby
Fru Jensen har forklæde på og røde kinder. Hun skal sørge for at tage rejecocktailglasset væk fra tallerkenen så der kan blive plads til stegen , fløde kartoffelerne og de små kuvertflute. Min far har holdt sin tale og jeg ser ham ganske tydeligt, men kan ikke længere høre hvad han siger. Der bliver røget cigaretter og skænket vin, den med tyren, og damernes hår er krøllet væk fra ansigtet og øjenlågene er malet blå. 
Mændenes jakker hænger over ryggen på stolen og skjorterne er brune eller sandfarvede med lange flipper og de taler, måske om Fremskridtspartiet?
Min farmor har iført sig sin lyseblå spadserer dragt og en nydelig gul skjorte i poplin. Hun har fundet sandalerne frem, men beholdt de hudfarvede strømpebukser på og lakeret neglene. På hendes revers sidder en stor broche med en sten og på ørene har hun clips om flipperne. Om lidt, bliver sangskjuleren hun selv har lavet, sendt rundt og vi synger på melodien “I en kælder sort som kul”. Efter desserten, som måske er fløderand eller isdessert med stjernekaster i, drikker vi kaffe af små kopper vi stiller på underkopper og hælder fløde 13 i. De voksne tager en cherry likør og så bliver der spillet lp´er og kassettebånd med Ottawan, Boney M eller Culture Club og lidt senere skråler de voksne med på John Mogensen, Bifrost eller Gasolin. De mindre børn er faldet i søvn i sofaen mens musikken brager ud af JBL højtalerne med finér sider, mens teenagerne drikker sjatter og stjæler cigaretter fra min mormors cigaretetui.
Jeg har kysset de fleste af gæsterne fra festen farvel. Fru Jensen har vasket servicen af i hånden og sat det klar til at sætte på plads. Min mor har ringet efter taxier fra fastnet telefonen og da den sidste gæst har sagt godnat, lader vi fyldte askebægere og flasker stå på bordene. Dagen efter går vi i Fona og køber et stereoanlæg og en lyserød sovesofa i møbelforretningen på Kildegårds Plads. Jeg sidder i den og lytter til, Bonnie Tyler, ikke som personen jeg er, men som den unge pige jeg var. Den rejse kan jeg nemt foretage. Paradokset er, at dem jeg ønsker at øjebliks rejse med, ikke længere er. Alligevel nød jeg, at jeg lod sindet åbent for en duft, at jeg så gennem vinduet, men først og fremmest, at det fysiske møde en generation efter, lod mig dvæle og komme i tanke om fortiden – fremtiden skal nok komme af sig selv.
//Nan
