Københavneri

Københavneri

af | maj 22, 2018 | ALT, Den positive debat

Vi mødes over middag i indre København, til en dag uden hverken dagsorden eller bagkant. Vi har bare tæer i sandaler og sommerkjoler og i cykelkurven ligger muleposer med varmere tøj så vi kan cykle til solen går ned. Det er den eneste tanke om dagen vi har gjort til ende, at vi skal være sammen, længe. Vi cykler forbi Rosenborg Slot som Den Kongelige Livgardes Tambourkorps spillende har forladt og videre ned langs Kongens Have, hvor både børn og bedagede holder picnic eller bare et øjebliks pause.Vi passerer Kongens Nytorv hvor forudbestilte busser, åbner dørene for turister som forsøger at orientere sig på pladsen med de mange prominente bygninger. Vi fortsætter ned igennem Nyhavn og gør holdt på toppen af Inderhavnsbroen og skuer ned over Skuespilhuset og Ofelia Plads hvor mange har søgt skygge under parasoller og får en fadøl fordi det er fredag.

Ad veletablerede cykelstier, kører vi ud langs Holmen hvor både Arkitektskolen og Rytmisk Musikkonservatorium har til huse. Vi runder hjørnet af søen på Christiania og fortsætter forbi Flådestationen og ned langs Krudtløbsvej. Vi sender stjålne og drømmende blikke ind i Husbådene som har sat solsenge og plantet potter på dækket. Cyklerne sætter vi ved La Banchina, en turkis havneknejpe med udsigt over Københavns Havn. Her drikker vi cappuccino og spiser kanelsnegle fra Banchinas bageri og iagttager et unge par som hopper i vandet fra bådbroen, kajakroere som nysgerrigt runder indsejlingen og en troldand på tur med sine ællinger. Tiden er sat i stå og der er intet vi skal nå.

Alligevel indfinder rastløsheden sig efter nogle timer og vi cykler videre ud mod Refshaleøen og den nye urbane legeplads Reffen. 

Stablede containere, foodtrucks og kreative værksteder byder os velkommen og beder os se, smage og lytte. Det er åbningsdagen for det nye mad-, musik- og innovations mekka hvor henrykkelse og ihærdighed går hånd i hånd. Vi spiser stegte ris og nudler ved bord og bænk i et solrigt hjørne mens mennesker udreder og indtager det 10.000 kvadratmeter store område med op mod 100 madboder, kreative stader og værksteder. Vi lader cyklerne stå og går tur langs vandet og over til Halvandet og betragter Reffen fra afstand. En organiseret legeplads med aflagte fragtskibes containere, med en cool, men loose stemning og så med udsigt til havn og himmel, hvor man kan gå på opdagelse i madkulturer, start- og pop ups.

Vi går tilbage til cyklerne og følger stien tilbage mod Den Grøndlandske Handelsplads. Vi finder to liggestole og køber sød hvidvin,den man normalt kun ville drikke til dessert. Vi sætter stolene helt tæt på havnefronten og synker ned. Det er blevet mørkere og kun enkelte romantikere med flag agter og nogle venner eller en kæreste i stævnen, sejler stille omkring ved vores fødder. Det gamle toldkammer fra 1937 ved Nordre Toldbod, som nu er en smuk restaurant, ligger diskret og alligevel dominerende på den anden side af kajen og vidner om tiden før Øresundsbroen og de dengang ventende passagerer, på vej med færgen til Sverige.

Solen hænger lavt over København, snart er det lygte tid og tid til at begive os hjemad. Vi cykler langs Toldbogade, forbi skonnerten Fulton og videre endnu. Der er kig til Amalienborg på venstre hånd og Operaen på højre. Ved Toldboden stiller vi os ved kanten, for at komme lidt tættere på Kongeskibet Dannebrog som har snart skal modtage H. K. H. `s protektioner, i anledning af den royale runde fødselsdag. Bag os er caféen fyldt med festglade gæster og velkendt musik, men vi bestemmer os for, at blive  ved vandet, som vi har gjort selskab det meste af dagen og nøjes med at lytte til tonerne af vores Hovedstad. Vi sidder stille, ser over på de steder vi har besøgt tidligere på dagen og med solbrændte kinder og snavsede tæer i sandaler fornemmer vi følelser af taknemmelighed og “nok” . Det er tid til at ønske hinanden og København, godnat.

Epilog: Danmark har mange malerisk smukke og billedskønne steder man kan cykle i og til.. Denne tekst, kunne være skrevet fra flere af disse steder, da den handler om sammensmeltningen af det fysiske, det sanselige og roen, mere end det at befinde sig  i København. Den handler om det at være sammen hele dagen, en sommerdag i maj. Den handler om den tavse dialog og nærvær, men den handler også om at blive bevidst om vores lille land, hvor man kan cykle sammen, trække vejret i den (nogenlunde) friske luft og drikke vand fra hanen.

Prioriterer man sådan en fridag, forsvinder brokkeriet og den mulige vrede til fordel for den daglige glæde.

//Nan

Græder du mor?

Græder du mor?

af | feb 18, 2018 | Hverdagstanker og drømme

Arm i arm går vi på Dag Hammerskjölds Allé, over Folke Bernadottes Allé og ned langs Kastellet. I krydset ved Grønningen og Esplanaden går vi til venstre, passerer Kafferiet hvor vi smutter ind for at gøre os fri af den iskolde østenvind, der er i gang med at sænke temperaturen til langt under frysepunktet. Vi sætter os ved vinduet, med udsigt til det grønne læhegn der skjuler byggeriet af det nye Friheds Museum. Jeg sætter skeen i hjertet på min Cortado, lytter til Svend Asmussen og Stephane Grapelpellis, “After you´ve gone” som blander sig med de øvrige kaffedrikkende samtaler.
Vi fortsætter ned mod Mærsk Bygning og svinger til højre af Amaliegade hvor vi overvældes af de mange rød/hvide Dannebrog som flager på halv fra samtlige statsbygninger.  Vi går med halve skridt mod Amalienborg, taler om, at prins Henriks kiste samme dag, er kørt i kortege fra Fredensborg Slot til Amalienborg. Chaufføren hørte jeg, kørte i respekt, en æresrunde på slotspladsen inden bilen standsede foran Christian IX´s Palæ og kisten båret ind, af prins Henriks egne medarbejdere.

»On ne voit bien qu’avec le cœur.

L’essentiel est invisible pour les yeux.«

Antoine de Saint-Expéry

“Mor græder du?”, spørger vores datter forskrækket, stopper og ser bekymret på mig. “Næ…..Nej…… eller, Jo”, svarer jeg, selv lidt overrasket. “Jeg blev pludselig så rørt, da jeg hørte mig selv nævne ordet respekt. Tidligere ringede kirkeklokkerne, da kortegen passerede Holmens og Østerbros sogn. Massevis af mennesker, som i stilhed tog opstilling langs gader og stræder for at følge prinsens sidste rejse og de mange blomster, tegninger, kongekroner der er lagt og lys der er tændt, for at vise Prinsen en sidste respekt. Det er det, jeg bliver rørt over …. at vi forstår at udvise respekt, glemme os selv og byde på noget der rimer på næstekærlighed. Det giver et fornyet håb om fællesskab, at vi er noget i kraft af og fordi vi har hinanden. Du ved, der vil altid være nogen der gør et forsøg på at bilde os noget andet ind, men se, se dig omkring, virkeligheden er så meget mere smuk og varm.” Hun smiler og nikker, som om hun forstår.

Arm i arm står vi midt i den lidt forstemte stemning. Blomstervagter med hvide handsker og røde lange frakker står foran de mange personlige hilsner som folket, medborgere, hun og han har lagt. Vi siger ikke meget, mærker, ikke noget bestemt, måske hinanden? “Kære Margrethe. Håber, at du er ok? Kærlig hilsen….”. “Hvil i fred – De konge af livet”.  Vi kigger mod balkonen og lidt på de andre vi står tæt med. Nogen bukker, andre har taget hatten af eller står med bøjet hovede og i aften vil FC København til ære for Prins Henrik, i kampen mod Atlético Madrid i Europa League, bære sørgebind.

Arm i arm bakker vi væk fra Slotspladsen. Vi går ad Frederiksgade med udsigt til Marmorkirken. Vi vender os et øjeblik og ser tilbage på Rytterstatuen af Frederik V og bag den, Operaen på Holmen.
I Det Gule Palæ, skriver vi, som mere end 40.000 danskere et kondolencebrev, fortsætter ad Bredgade ned til Gothersgade. Vi møder familier med børn i hænderne, mænd og koner med buketter i rød/hvide farver og selv om alle skutter sig, kigger de op og vi møder hinandens blikke – det bilder jeg mig ind i alle tilfæde. Vi har noget tilfælles og selv om omstændighederne er triste og handler om tabet af, er det ofte der, vi finder hinanden.

//Nan