Tanzania – en trope
Første del af rejseskildringen fra Tanzania, finder du her http://letloverule.dk/tanzania-en-trope/
Anden del
Barafu betyder oprindeligt “sne” og er navnet på den sidste lejr vi skal nå, inden vi samme aften, skal gå de sidste kilometer mod Uhuru Peak. Lejren ligger i 4600 meters højde på et nøgent og øde klippe fremspring. Teltene står tæt og kun få, bevæger sig uden for de plaskvåde polyester pauluner, som vind og vejr gør sit bedste for at få revet ud af pløkkerne. De fleste, har svøbt sig i soveposen, med sokker af uld og stærke strikkede sind af stædighed, spænding og sigte. Det er fra Barafu vi skal gå og Barafu vi skal komme tilbage til. I nat ved 23 tiden vil vi blive vækket, vågne og pakke os i alverdens vand- , varme – og vind venligt, dun og uld, lyne op og lukke ned, tænde for pandelampen og sammen slange og snegle os, sindigt og skridt for skridt gå mod Stella Point. I nat spiller Richard, vores guide´s ord om, at “pain is temporary and gold is forever” på repeat. I nat skal vi ikke længere nærme os, vi skal nå.
Og her står vi så. Lettede og lykkelige, smilende, sammen i solopgang…….
eller
Nikolaj, min mand, er forvirret, svimmel, kræftes- og modløs. Han er kold og kaster op. Jeg putter og pakker ham ind i begge vores soveposer, mens jeg holder hans hånd, holder fast og beder ham holde ud. Hovedpinen er intensiveret og han kramper i små intervaller. Jeg lægger mig ved siden af ham og beder til, at han må få lidt hvile og genvinde den manglende styrke, men midt i sin slumren, sætter han sig op og beder mig hente Richard. Ved hver udånding kommer en urolig rallende lyd og jeg lyner mig hurtigt ud af håbet om og istedet ud i uvejr og ubehag. “Nikolaj skal ned … nu!”, siger Richard. Han tager mig om håndleddet og siger:” Du skal gå alene. Din iltoptagelse er rigtig god. Du har i princippet, aldrig forladt Danmark. Du kan”. Han søger mit blik med sine brune øjne, mens jeg, søger Nikolajs våde blå.
Kunne, kan, skal skulle ….Jeg hører ikke hverken Richards ord som en anbefaling eller et spørgsmål, men jeg ved, at jeg ikke vill op til toppen alene, men at vi skal ned sammen. Effektivt, pakker jeg vores gennemtænkte ting i tasker, min fortagsomhed i min fysik og mine følelser i frit fald. De næste fem, seks timer bugserer og balancerer vi Nikolaj 1,5 km ned ad regnvåde sten og ufremkommelige stier. Vi går med pandelamper i mørke og Richard har kontakt til beredskab og helikopter tjeneste, hvis Nikolaj må give op og ikke kan blive på benene.
Da vi når ca. halvvejs, vender lugte, lyde og liv tilbage. Kraterets kolde og golde jord, er erstattet af regnskovens frodige fauna, vegetation og varme og selv om Nikolaj er svag, står han stadig op og turen ned til Mweka lejren har gjort ham stabil. En sidste gang puster jeg luft i madrasserne, ruller soveposerne ud og luller Nikolaj i søvn. Jeg lytter til hans åndedræt, svagt, men stabilt.
Morgensolen vækker Moshi. Børn, kvinder og mænd går på langs den nedlagte jernbanestrækning, som blev bygget under tyske kolonitid. Skinnerne blev lagt fra Moshi til Tanga, primært for at transportere sukkerrør. Efter 1. Verdenskrig, blev området Britisk og først i 1961, opnåede Tanganyiaka selvstændighed. Toget kører ikke længere, men skinner bliver brugt af fodfolket for at undgå vovemodige motorcykler, travle tuc-tuc og belæssede biler. Vi går der også, Richard, Nikolaj og mig, en uforudset foræret dag ved foden af Mount Kilimanjaro som viser sin vælde i himmelhvælvingen. Nikolaj trækker vejret frit igen, mens væsken fra lungerne stilner af. Angsten for er erstattet af ærgrelsen over. Richard standser, tager ham om håndleddet og ser ham i øjnene. Nikolaj smiler og spørger: “Pain is temporary – gold is forever?”. Richard svarer begavet og berigende: “Lost gold, you can find, my friend …lost time will always be gone”
Hverdagen i Tanzania, et af Verdens fattigste lande fortsætter. Et land hvor gennemsnitsalderen er 51,2 år, børnedødeligheden er 79,41 pr. 1000 fødsler og 12% af alle børn dør, før de fylder fem år. Selv,i er vi blevet mindet om det skrøbelige liv vi har modtaget og forstået, at vores lotto lod er indløst og gevinsten, uvurderlig. Richard har flyttet sin hånd fra Nikolajs håndled, til hans skulder. Det er tid til at sige farvel. Richard nikker og bekræfter, at han tog den rigtige beslutning, da han beordrede Nikolaj ned. Hans succes rate er at bringe turister til toppen, men også, at de er i live, når de kommer ned igen:
“Remember Nikolaj, Kilimanjaro is forever, our lifes are not”.
//Nan
