Hop ind
Jul og nytår tilbragte min familie og jeg i Carribien. Blandt flere øer gjorde Jost Van Dyke, en britisk koloni, et helt særligt indtryk. Der boede 300 mennesker på øen og tilliden og tiltaleformen var overvældende. Vi havde lejet en mindre jeep som holdt på havnen. Nøglen fandt vi under måtten. Når vi skulle aflevere den nogle dage senere, skulle vi lægge de aftalte dollar på sædet og nøglen tilbage under måtten.
I det hus vi havde lejet, kom vi rigtig fint ud af det med, Consella. Hun stod for udlejning, rengøring, madlavning mm. på stedet. En morgen spurgte hun om Nikolaj, min mand, ville køre hende ned for at handle da hun ikke selv havde bil og køleskabet var ved at være tomt på grund af højtiderne. Selvfølgelig. På vejen ned fra bjerget, gik flere med samme ærinde; at skulle ned mod byen for at handle. “Stop …We have to take them with us”. Nikolaj stoppede og i en mindre jeep med plads til fire, højst fem, fik Nikolaj undervejs, samlet seks Jost Van Dyke lokale op. De talte og grinede og krammede hinanden og pladsen i bilen syntes måske trang for den der så udefra og ind, men inde i bilen gjorde lettelsen over, ikke at skulle gå de mange kilometer, let og rummelig.
På vej hjem fra Århus i går, stod to unge mennesker ved indkørslen til færgeoverfarten og blaffede. Jeg åbnede døren for at høre. De skulle til litteraturfestival i Hørve, om de måtte køre med et stykke af vejen? 
Med tanke på den gode oplevelse en måned forinden, hoppede Hannah og Nemo ind på bagsædet. De havde pakkede rygsække, patchouolie og proper sorgløshed. Hannah var pædagog, Nemo antropologistuderende. De boede i kollektiv midt i Århus, ikke fordi det var belejligt, kun at skulle lave mad èn gang om ugen, men fordi de kunne lide den livsform. Hannah med det milde sind, den gyldne hud og lange lyse dreadlocks fortalte om opvæksten i Sønderjylland. Nemo tror jeg er yngre. Han har brune øjne og købt, måske på en af sine rejser, en hat som man bruger i det nordlige pakistan. Han fortæller, at han er vokset op i et kollektiv på Frederiksberg, at han skal færdiggøre sit studie enten i den nordligste del af Norge eller den sydligste del af Mexico og at han skriver digte om tid og rum. Det meste af den tid vi bruger i bilen, bytter han rundt på de ord vi andre bruger og sætter dem sammen til nye, smager lidt på dem og lagrer dem, måske til senere digtsamling. Vi satte dem af i Vig mellem Forsamlingshuset og biografen.
Tillid til hinanden på tværs er vel mantraet for de to oplevelser. Det flytter, både bogstaveligt og mentalt. Siger det lige igen: Let love rule
