En fatal følelse af afmægtighed
“Du blev så stille?”
Uvished og ventetid er konverteret til ubærlig virkelighed. Umiddelbar sorg og smerte slettede håbet om og slukkede troen på. For et øjeblik siden var vi ubekymrede, velfornøjede og veltilfredse. Vi talte om hvor vi skulle hen, nu taler vi kun om at komme igennem. Vi talte om fremtiden, som i datidens øjeblik var om en time eller inden for det næste døgn. Nu taler vi om fremtiden som en fjern og fremmed ubekendt. Vi talte om nærvær og nuet. Nu taler vi om at tiden gerne må gå og om at komme på den anden side af det.
Vi har altid været på vej. Pakket ind og ud, fløjet frem og tilbage. I tilfældigt sammensatte konstellationer flettede vi teams og fandt vores vilkårlige pladser. En blå palette af samhørighed og sammenhold er brat afløst af ubønhørlig mismod og magtesløshed og ja, det er et monstrøst ordvalg, men ikke desto mindre, er det sådan jeg har det. 600 af vores himmelske kollegaer bliver inden udgangen af denne måned opsagt. Hveranden af de prægtige mennesker jeg har så mange ene- og enkeltstående oplevelser med. Elskelige ansigter som poster afskedshilsner efter den situationsbestemte sabel, har ændret tilfældige tal med familiære navne. Det er ubærligt og svært at sætte ord på. Kun et lille chok har ord, et stort er stumt.
Selvsamme opsagte kollegaer er også dem der får mig til at smile. De overbeviser mig om, at vores fælles fugle nok skal komme på vingerne igen. At det muligvis bliver en anden Verden de, over en periode skal se. At det bliver en anden Verden vi, der har mere end 17 års senoritet, skal lære at arbejde i. At meget vil være forandret og at savnet efter det, vi kendte for blot få måneder siden, vil være enormt. De lader os forstå, at vi selvfølgelig må løfte det vi skal og styrke hinanden. Det understreger med al tydelighed, at den tynde luft atter igen må fyldes af de mest kompetente og kærlige kollegaer man kan tænke sig.
En forsigtig længsel efter at komme ud, er så småt ved at indfinde sig rundt om i Verden. Årstiderne skifter og inden længe vil vi genoptage flyvninger, men også det udefinerbare og uforklarlige der er mellem os, det sjældent sete slægtsskab. Vi er hinandens uægte kunstner og fætre, onkler og tanter en stor familie som UANSET, tæller 1200 mennesker, som vi alle kender navnene på. Pas godt på jer så længe. Vi ses igen – det har jeg en livslang tillid til.
“Det var derfor jeg blev så stille”.
//Nan
