En dag går Verden igen med uret
Om dagen har jeg mareridt … det må det have været, for jeg var helt alene. …
…….Scenevant forsvandt jeg ind ad den ulåste dør i den enorme villa, på den hjemmevante Alle. Vejen dertil var mennesketom, som s-toget jeg netop var ankommet med. Vinduerne var sat på stormkroge og solen smøg sig omkring i stuen og lavede skygger. Haven var fuld af blomstrende løg, nogen må have sat og fuglene fløjtede forårsfornemmelser fra de endnu bladløse træer. Køleskabet var fyld med mejerivarer og mad og eksklusiviteter som muslinger og Moet og jeg slubrede mosles marinéres, mens jeg skålede med mig selv i de syrligt søde bobler. Opvasken lod jeg stå og fyldte istedet badekaret på første sal med salt og sæbe. Tøjet lod jeg ligge hvor det faldt, tændte hånddryppede kerte lys og lyttede til soul uden sang. Jeg fandt stakkevis af bøger af forfattere uden navn, lyttede til instrumenter uden musikere og bestilte bord på en lukket restaurant. Jeg valgte en af klædeskabets mange kjoler, den hvide med påsyede fjer og boa, bandt et svagt rosa bånd om håret og spankulerede som Duchess mod den høje himmelseng hvor jeg trak de tunge cinnoberrøde gardiner til side……
Her mødte jeg hverken venner eller uvenner, vished eller uvished, svaghed eller styrke, mod- eller medgang
Om natten drømmer jeg…..sådan må det være, for der er andre end mig …..
…..Vi er flere, tæt på mange, som sidder omkring det simple egetræsbord. Jeg genkender alle ansigterne. Simreretten står dampende varm sådan cirka midt på bordet, kurven med brød som man selv skal bryde er i omløb og karafler med vin og vand skifter hænder. Samtalerne stafferer på tværs af bordet som snoreværk på en husarjakke, frem og tilbage, frem og tilbage. Vi sidder tæt, lytter og ler, skåler: “Salut”, rækker på tværs af bordet for at tage en hånd eller lægger armen om næsten ved siden af. Django Reinhardt fylder rummet med lyden af 30`ernes parisiske natklubber, mens duften af Mirabel, lyden af hundeglam og hujende børn leger med gennem havedøren, som står på klem, En nabo kigger forbi, bliver hængende og fortæller om gårsdagens koncert, sidste uges udstilling og forrige uges store fest. Nu må han gå desværre, han skal på arbejde i morgen: “Nogen skal jo passe butikken”…….
Denne morgen d. 22. marts 2020, vil jeg tage min uniform på. Jeg vil køre ad de sædvanlige søndags stille veje til min arbejdsplads i lufthavnen. Herfra vil jeg med kollegaer, flyve passagerer til og fra Oslo, til og fra London. Der vil være glimtvis af genkendelighed som jeg vil sikre mig at lagre og lejlighedsvis tage frem, når den uvirkelige hverdag viser sig.
Moder Jord jeg forstår, at du har brug for at trække vejret, Vi din menneskehed, holder det så længe.
//Nan
