September 1979
Kære brevkasse
Vi er to veninder som er blevet uenige om, hvem af os der er en minoritet. Det kommer sig af en opgave vi har haft i skolen, som lød sådan her:
Gå sammen i grupper og lav en mindmap over minoriteter. Forklar hvorfor, at det er en minoritet og hvad der kendetegner præcis den minoritet I har valgt. Efter nogle minutter sendes I jeres papir videre og I modtager en ny minoritet. Den skal I skrive videre på hvis det er muligt. Hvis ikke, så laver I en ny.
Min veninde siger, at fordi jeg hedder Nan og har en mor der er politiker er jeg mere en minoritet end hun er, mens jeg synes at hun er mest minoritet fordi hun er rødhåret og har krøller og fregner. Ps. Synes ikke, at det der med navnet skal tælle med. Det har jeg jo ikke selv bestemt. Min veninde hedder forresten Charlotte.
SU ASAP
Charlotte og Nan
April 2017
Kære Charlotte og Nan
Først vil jeg undskylde den lange svartid. Jeg er sikker på, at livet allerede har lært jer at vægte det der samler, frem for det modsatte. Man kan vel sige, at vi alle hver især tilhører en minoritet, men samtidig en majoritet. I skoletiden var i piger og elever – henholdsvis halvdelen og flertallet i forhold til undervisere og kontorpersonale. I ungdomsårene var i studerende, skattebetalere og social- og sundhedshjælpere på et plejehjem. Senere blev i gift, blev forældre og blev husejere. I står op, står til ansvar, går på arbejde, går på kompromis og vander både blomster og dem I holder af – Det gør majoriteten. Men I er også individualister og hvis man vil det, en minoritet. På Kildegård Gymnasium i Gentofte, var der ikke mange børn fra hverken Brønshøj eller Vangede. Der var ikke mange der havde røde krøller eller fregner og måske kun én hvis mor var politiker, men sæt pris på det og at I med hver jeres baggrund har lært noget om jer selv og hinanden.
Det at være forskellige og alligevel ens er kun en fordel. Ingen bør være hinanden underlegen og ingen skal undertrykkes – så langt må man aldrig drive nogen eller så høje tanker må man aldrig have om sig selv, at man er nogen overlegen. Mit håb er, at I stadig ses som veninder og at I hver især har brugt hinandens styrker og kompenseret ved sorg og svagheder. Vi skal passe på hinanden – uanset.
Kærlig hilsen
letloverule.dk
Er der nogen der ønsker at passe ind?
Nogen der ønsker at skille sig ud?
Nogen der ønsker at have nogen at spejle sig i?
Nogen at se op til eller ned på?
Det er jo som man ser det
//Nan
Kære veninde fra skolebænken.
Så fint og smukt. Smiler stadig af din fantastiske beskrivelse af os to, som individualister og veninder. Vi har så meget at være stolte af… kærlighed handler om, at kunne overkomme sig selv. Dette er et dejligt sted i livet for de 50 år. Tusinde tak for denne uforglemmelige tale i anledningen af min 50 års fødselsdag.
Knus din veninde for altid
Smukke – skæve – skøre Charlotte. Livet har bragt så meget med sig og vi har set det, side om side. Op og nedture – gråd og glæde. Det er en uforlignelig fornøjelse, at dele livet med nogen. Jeg er så glad for, at jeg deler det med dig <3 //Nan