Vi kommer for tidligt. Alt for tidligt, faktisk to timer for tidligt. Det er fordi, at de har ændret billetten, men det har vi ikke opdaget. “I kan bare gå ned at sætte jer. Hvis I vil have mad, skal I bestille det i baren”. Vi får et  grønt kryds på håndryggen og bevæger os ned på den gyngende afsats, hen forbi baren og står et øjeblik mellem borde og bænke. Vi peger på et bord, helt ude – langt ude – langs kanalen, et tomandsbord med en sortlakeret lanterne og knækkede lavendler. Vi sætter os med taskerne på skødet og kigger op på den tomme scene. Den ser klar ud, med instrumenter og computere ….. og så stolen selvfølgelig. En gammel tilsiddet lænestol, hvor mangen har siddet og lyttet, slappet af eller fortalt historier. Måske nogen af de allerbedste. 

En bred rundfart sejler forbi med det meste af Verden. Kaptajnen bærer hvid skjorte med guldbånd på skuldrene og rød kasket. Vi kigger på ansigterne, de kigger måske på os. På kajen sidder mennesker med øl fra kiosken. De dingler med benene eller har trukket dem op under sig. Ingen har lange bukser på. De ser på lejede både der sejler forbi, med familier med rødternede duge og kartoffelchips, unge mænd med solbrune overkroppe og musik med nikkerytme. Kajakroere, både dem der stilsikkert padler forbi og dem der gerne vil ses, som dem der padler stilsikkert forbi. Vi ser på de hjemmebyggede pramme med påhængsmotor og Dannebro og på olierede træbåde med mange timer i. Dem ser vi også på. 

En dame med hennarødt hår og gul kjole har sat sig foran mig. Hun er her med sin ven Jens. Jeg hører hende sige hans navn flere gange. Lige nu ærgrer jeg mig over, at vi ikke tog det bord for min udsigt til scenen er blevet lidt mindre, men så vender hun sig om og spørger om vi har spist en af de tre forslag fra koncertmenuen? Vi spiser aubergine og parmajano, mens vi drikker Classic fra fad. Nabobordene bliver fyldt op og der bliver sat glas og karafler med vand og vin. “Nr. 23”, råber en tjener med kort pandehår og nederdel der sidder et godt stykke over navlen, men under barmen. En mand i svagt rosa skjorte ror med et sammenklappeligt bænkesæt, en pram som nærmer sig vores. Den bliver lagt til og bundet fast og inden for kort tid, er vi dobbelt så mange og alle i  “udsolgt” er ved at være der.  

Ham med sixpence og solbriller sætter sig på den ene side, mens ham jeg har set hilse på flere gæster, mens han ryger cigaretter, sætter sig på den anden. De rejser sig begge igen for at give en hånd til den solbrændte herre, som tager fat i de tyndslidte armlæn på stolen og sætter sig. Musikken starter eller sætter i gang, stemmen besynger stilsikkert sproget og vi lytter os igennem hverdagsbetragtninger og begejstringer og “det ikke sjove”, i at blive gammel med stive ben og kalkunhals, om stivede hørservietter og stegte sild i eddike. Mørket falder på, mens vi ved bordet på Bådudlejningen og gratisterne på Christianshavner kajen suger sensommeraftenen og alle stemningen til os. Hver for sig, men især sammen, sidder vi bare her.

//Nan