Det er noget jeg skal øve mig på. Noget jeg, uanset hvor meget jeg forbereder mig, ikke er i stand til at forbedre. Det er flyttet ind og har taget plads, lige midt i mit hjerte med alt det der bor i det. Det er ikke fordi at det ikke må være der, det skal det, men det er så nyt og det er det jeg øver mig i. Øver og bøjer mig …. det jo blot er et belæg for og et bevis på, at hun betyder alt og, at fraværet af hende bliver svær, Jeg forstår, at det hele udspringer af kærlighed, den uendelige og ubeskrivelige størrelse. Det har et navn …..Savn.
Vores ældste datter er en af de 1.187 kvinder, der arbejder i forsvaret. De kommende seks måneder er hun på mission for Danmark. Tappert, er hun taget afsted for at passe sit arbejde, et arbejde som enhver forældre og børn til, ægtefælle eller kæreste til, bedsteforældre og gode venner til approberer, men sjældent i sjælen, accepterer. Et arbejde som har til formål at bidrage og støtte, til at overdrage og drage nytte. Et arbejde som i den bedste af alle Verdner ville være unødvendig, men i denne, uundgåelig. Alt det nyttesløse, er hun taget afsted for at af- op- og for …. løse.
Det er ikke længere vores lille pige, men en voksen kvinde som siger: “Husk, at alt mit arbejde har et humanitært sigte. Jeg har truffet et valg og at jeg handler ud fra holdning. At have en holdning uden at handle, er et andet, men også et valg. Jeg tror ikke, at alt det ubegribelige, det ufattelige og det ubehagelige går væk, ved at undlade eller udeblive. Du skal ikke være bekymret. Vi ses snart igen. Pas på hinanden og på gensyn”. Jeg tror, at det hun forsøger at fortæller mig er, at hun tænker på andre og andet end sig selv, at hun kigger udad, mens jeg, et øjeblik kigger indad. Det er sådan det må være…. Det er sådan det er.
Et lille levedygtigt frø er landet og har sat rod. Af mig bliver det dagligt vandet med fusions forestillinger, ilt og hjertevarme og jeg vil mærke det spire, gro og vokse. Jeg vil passe på det, skærme og værne til hun igen kommer hjem og plukker den modnede plante.
Frem til den dag vil du spørge: “Er din datter soldat” og måske fortsætte: “Hvordan har du det med det?” Til det vil jeg svare: “Jeg øver mig”.
//Nan
