“Vil du tænke dig”, sagde min frisør som har til huse i indre by. “Den anden dag, kom en mand fra Københavns Kommune og spurgte, om jeg havde tilladelse til at have en bænk ude på gaden?. Han noterede “nej” i sin notesbog, bad mig om at fjerne den og sagde, at jeg ville modtage et bødeforlæg”.
Den tilsynsførende: “Tænk, hvis alle bare sådan satte bænker på gaden”.
- Som udgangspunkt må du ikke stille ting langs din butiksfacade, hvis de ikke sælges i din butik. Det er dog tilladt afgiftsfrit at pynte med eks. en potteplante. Du kan søge tilladelse efter vejlovens § 103 hos Byliv.
Frisøren: “Hvem elsker det polerede, projekterede, finjusterede, korrigerede, regulerede gadebillede, hvor sortklædte mænd med sorte bøger sørger for systemer og samfundsorden?
Den tilsynsførende: “Jeg overholder bare reglerne”.
- Konstateres det ved tilsyn, at din butik har opstillet genstande på offentligt vejareal uden tilladelse vil du blive meddelt vores konstatering enten mundtligt eller skriftligt, efterfulgt af en faktura / tilladelse. Se afsnit ”Vi sender en regning”.
Frisøren: Hvem elsker bureakrati frem for borger byliv hvor den brede, bedre og brogede befolkning sidder på bænke og bryder med beton og blege, blanke bag vægge?
Den tilsynsførende: “Det er ikke mig der skriver bekendtgørelserne”.
- En “vareudstilling” må fylde pr. påbegyndt meter langs din butiksfacade og ud enten op til 60 cm, op til 120 cm eller max. 150 cm ud på offentlig vej. Fylder din vareudstilling f. eks. mindre end de 60 cm vil du blive opkrævet for 60 cm vareudstilling.
Frisøren: “Jeg elsker nu alligevel det, der er smukkere og sjovere, det skæve og skøre, skrot og skrammel. Du ved, det der falder ved siden af og som ikke falder i alles smag. Det der roder og revser. Det som sætter os fri, fra, ind i og op imod eller simpelthen blot sætter os sammen. Vil du have kaffe?”
Den tilsynsførende: “Jeg fik vist ikke præsenteret mig ordentligt. Jeg hedder Ove og jeg passer jo bare mit arbejde”.
//Nan