Kære Nikolaj.
Stedet hed Montmartre, det lå i Nørregade. Vi var begge kun lige blevet 21 år. Du havde langt lyst hår, en stor rulamsfrakke og cowboystøvler på og jeg …. jeg ved det ikke, men vi havde fælles venner. Vi dansede ikke, men kørte mig hjem i en lånt bil og selv om vi ikke kendte hinanden, var vi ikke fremmede heller og den aften blev vi kærester. Du var lige blevet færdig som snedker og boede i en lille etværelses i en baggård på Frederiksberg, søgte en stilling i New Orleans, fik den og tog afsted….et år. Vi indtalte kassettebånd som vi sendte til hinanden og blev ved med at være kærester. Da du kom hjem, flyttede du ind til mig på Østerbro. Vi købte en andelsbolig på Nørrebro, en ejerlejlighed på Østerbro og 16 år senere, et hus i Hellerup. I 1995 blev vores elskede Carla født, i 1998, vores elskede Olga. Vi blev en familie, et firkløver og vi giftede os igen, 12 1/2 år efter, den dag, vi mødte hinanden.
Hurtigt vidste vi, at plads til os to var et vilkår, det var givet, en gave som blev modtaget og forstået, let parkeret og nu var pladsen til dig, men også til mig ledig og de pladser har vi gjort brug af, udfyldt og fyldt op, Vi har uddannet os, bygget hjem, taget imod ud- og opfordringer, vendt dem på hovedet og med hinanden, fulde af forventninger, nysgerrige efter og tillid til, at der har ligget entusiasme og passion, bag
Ingen idéer har været for selviske, ingen valg har været for tossede, ingen muligheder for begrænsede. Med hinanden i hænderne har vi, i næsten 30 år, kastet os ud i daglig omsorg, overraskelser, opmuntring og igen og igen, bekræftet det smukkeste ord: “Ja”.
Der findes ikke mange som Nikolaj – om nogen. Med et tankesæt som insisterer på at få det bedste ud af alting, som sletter og får bugt med bekymrede forstyrrelser. Han er forbilledlig i sine venskaber, i sit faderskab, i sit ægteskab, i sit snedkermakkerskab og i sit klædeskab. Et evigt venligt, verdsligt og velmenende menneske som kender til kvalitet, som fordyber sig, byder og deler. Altid hensynsfuld og hengiven, generøs og kropslig. Vores døtre, jeg selv, vores venner, bekendte og familie ved, at det falder ham naturligt at kramme tæt eller holde en hånd på en skulder, med den han taler med. Kontakt skabes med ord og med hænder – kontakt, som på alle i mødet med Nikolaj, virker både imøde- og vedkommende.
Kære Nikolaj. Hver dag, gør vi os umage. Vi nyder den mageløse mad, drikker den gode vin. Vi går tur når solen skinner, lægger planer i regnvejr, bader i havet og tænder lys når det bliver mørkt. Vi taler om alt det der skærer og det vi bærer på.. Vi er skøre, skæve og søde ogi dit selskab, bliver alting ganske enkelt, dobbelt så godt. Du er min livsfordobler og jeg, forsøger at være din.
Kærlighed er at komme hjem og finde dig, kærlighed er at cykle ind til København, hente dig og fare vild eller rejse ud og blive væk med dig, uden at føle mig utryg. Kærlighed er dig og mig, Nikolaj – Du og jeg.
Tillykke elskling, min ægtemand, min bedste ven, med de 50 år – Jeg er evigt taknemmelig over, at du sjældent stiller spørgsmål ved, men spørgsmål til. Min kærlighed til dig er betingelsesløs og If we could travel love back in time / Would future look different / would it change our mind / For all I ever knew ….. I´ll just sit and wait for you.
//Din Nan
❤️❤️❤️
Kære Anett
Jeg glæder mig sådan til at se dig <3
//Nan
Kæreste Nan
Stort tillykke med Nikolaj – hils ham mange gange og hils ham og sig at den største gave af alle har han fået: Dig❤️
Kæreste Sanne
Uden hinanden er vi ikke. Det er trygheden, tilliden og troen på, der gør og er <3 Tak for din søde veninde erklæring. Du har lidt af mit hjerte og det der bor i det <3 //Nan
Det er så smukt og sandt. Og, Nan, tænk at han er så lykkelig, at han har dig, der kan skrive det her til ham!
Kære Hassan.
Nikolaj og jeg har været heldige. Vi har altid sat stor pris på hinanden. Det man ikke selv var i stand til, magtede den anden og det har gjort det komplet og ukompliceret. Vi har ikke savnet noget, hverken i os selv eller i forholdet til andre. Vi tænker ikke så dybt og det har givet plads til spontanitet og overskud. Tak for ord – de går lige ind og rammer der hvor der er allermest blødt <3 //Nan
Jeg skal li’ tørre tårerne væk…det var den smukkeste kærlighedserklæring,jeg har læst nogensinde og så efter SÅ mange år.Jeg ønsker,i må få lige så mange år +++ med hinanden,som der nu er gået,det har i fortjent.Hvis alle havde den indstilling til livet og kærligheden til mennesker,ville der ikke være krig og ufred i verden.All the best to you in the years to come.
Knus fra,
Jette ❤️
Kæreste Jette.
Åhhhh altså….. nu er det mig der bliver rørt. Og det er jo det Jette. Når nu der er så meget kærlighed, hvorfor er der så så megen krig og ufred. Vi må ikke forvente for meget, men generøsitet og kærlighed indeholder vi alle … og vi behøver ikke at lede længe. Let love rule – Lad os få budskabet til at brede sig så børn og børnebørn, har noget at glæde sig over og til <3 Verdens største kram fra Nan
PRAGTFULD LÆSNING. Tillykke med kærligheden.
Kære Bente
Tusinde tak – Jeg ved, at du også dagligt møder kærligheden som folder sine blade ud. Først én til én, men grundet det møde også til børn og senest, børnebørn. Hvilken lykke <3 //Nan
Helt enig- så smuk og ubetinget en kærlighed. Tak fordi du delte❤️
Kære Hanne
Mange tak fordi du læser med, men især, fordi du tog dig tiden til at skrive. Let love rule gør sit ypperste, for at byde på ugentlige virtuelle kram i en Verden der forsøger at overbevise os om, at vi bør være urolige. Jeg har været heldig – det synes jeg forpligter <3 //Nan
Meget smukt – og meget rigtigt. Stort tillykke til ham, til jer og alle på OOA
Kære Clara
Tak, jeg lover at hilse ham. Det glæder mig, at så mange kan finde genkendelse i måden jeg beskriver ham og os. Det har altid føltes rart og rigtigt. Længe leve kærligheden i alle former <3 //Nan
För mig, kan ingen använda ord på ett så vackert sätt som Du. Din man är troligtvis en av dem lyckligaste i världen.
Kæreste Martin,
Jeg er så, inde i sjælen, glad for at have mødt dig. Du er ægte og ærlig – et levemenneske <3 Tak for tiden til at læse og skrive til mig .... og forstå mig, selv om jeg er dansk. Du ved, at du har lidt af mit hjerte. //Nan
Elsker at opleve andre elske derude i virkeligheden. Tak for dig <3
Kæreste Cathrine
Kærligheden har mange ansigter, men den findes. Jeg håber inderligt og oprigtigt, at du møder det ansigt der smiler med ærlige øjne <3 //Nan
Kære Nan❤ Tak for dejlig læsning og tillykke med kærligheden- den livslange af slagsen❤
Knuser fra Jeanne
Kære Jeanne
Tusinde tak – Det er beroligende for så meget andet her i tilværelsen, når man hviler i kærligheden. Den lever og ånder og vi sørger for at vande og gøde. Tillykke med din fine blog. Jeg glæder mig over at følge livet sydover <3 //Nan
Kære Nan sikken en hyldest til Nikolaj, din og jeres fælles kærlighed. Meget smukt beskrevet.
Du må hilse og give Nikolaj et stort kram fra mig.
Knus
Kære Marie-Louise
Nikolaj blev rigtig glad for din hilsen og beder mig hilse igen. Nikolaj og jeg har været heldige. Mange ting har været ukompliceret og det er en stor gave at have hinanden og være nået hertil. Kærligheden har mange ansigter og viser sig i mange kapitler. Jeg forstår, at du har åbnet et nyt – hvilken lykke <3 //Nan
Så fint skrevet. Jeg sidder med et smil og glæder mig over dine ord og din kærlighed til din mand.
Kære Sarah
Lad os feste og fejre kærligheden. Den har så mange ansigter og jeg synes at se, at kærligheden smiler til dig også <3
Verdens største morgenkram fra //Nan
Så fin og dejligt og åbent. Lige lidt våd i øjenkrogende og en tand mere lykkelig for min egen mand om hvem der også er så uendelig meget godt at sige. Tak for en reminder om alt det gode ❤️
Kære Cecilie
Længe leve kærligheden. Jeg ser, at I har den fineste familie, med små skud og blomster som bliver både vandet og gødet <3
//Nan
Jeg bliver er totalt glad i låget når jeg læser dine skriv. Let love rule…
Kære christian
Og jeg bliber oprigtigt glad når du læser med og giver dig tid til at skrive til mig. Drivkraften i let love rule er dialogen. Tak …. hvilken morgenstund <3 //Nan
Kære Nan jeg er sgu rørt, igen et fantastisk skriv. Tillykke med din mand. Gunnar.
Kære Gunnar
Vi må huske at være kærlige, huske hinanden, mærke, føle, byde, hjælpe, drage omsorg og kysse hinanden …. der er ikke tid til andet <3 //Nan
Kære Nan
Ind imellem må vi godt føle os ekstra heldige og at vi er noget særligt – især når det gælder mødet med det vi bare ska sige JA til! Tillykke med Nikolaj – tillykke med alt det I har opnået – og tillykke med det lille, dejlige ord JA!
Hilsner til jer alle 4 😉
Kære Henrik
Ja, er et af de smukkeste ord jeg kender – vi skal gribe det, se hinanden i øjnene og bekræfte det. Vi har været heldige og gjort os umage. Kærlighed kan så meget, men er smukkest når man tager imod den <3 //Nan