#Her er så stille nu, men inden i os er der ingen ro#

lyder linjerne i en sang af Sebastian, som vel stemmer smukt ind i stemningen som den er i dag. I takt med stilhed synger rastløshed, uvirksomhed og stor usædvanlighed. Dage og datoer er ude af takt, dagens rytme skal opfindes igen. Langsom og længselsfuld solo musik uden forspil og manglende akkompagnement.  Enslydende vers og sammenfaldne akkorder. Et kor uden stemmer, et one man band, en musisk monolog man kan danse til alene, sammen, hver for sig.

Det er mange år siden nu. Vi sad bænket tæt i en kirke på Frederiksberg. Præsten trådte frem og fortalte, at han i midten af 1980`erne havde rejst og missioneret i Afrika. Krig og AIDS hærgede landene, foruden sult og fattigdom. I en lille landsby pegede alle mod den samme hytte. Få sagde noget, men enigheden var ikke til at tage fejl af. Præsten gik mod den faldefærdige hytte hvor en i jorden med en pind havde skrabet: “Help us” I hytten boede et sted mellem fem og otte børn, som jeg husker det. Den ældste var måske 12 år, den yngste var en baby. Begge forældre var døde, børnene var overladt til sig selv. Hjælpeløsheden var enorm, fortalte præsten. Han havde intet med vidste ikke, hvad han skulle gribe og gøre i, så han begyndte derfor at synge, tog babyen i armene,  samlede børnene og sang. Præsten fortæller, at African Childrens Choir blev til i denne hytte. Et vidunderligt og livsbekræftende kor af børn, i alderen 6-12 som alle har mistet deres forældre som sang mens de smilede stort og vi var berørt og bevæget. Forrest i flokken stod den yndigste lille pige på dengang 8 år. Det var den lille baby præsten havde holdt i armene år forinden.

Sang samler, opløser isolationen og styrker samhørigheden. Sang støtter hvor tabet af fysisk frihed må erstattes med psykisk sammenhold. Ensomheden bliver sat på pause, flersomhed på play. Så jeg synger. Synger sange tiden hvor livet var kropslig, hvor vi gengældte gensyn med kram og kys, hvor kultur var en hel og herlig historie vi samledes om uden for hjemmene. I denne tid synger vi, serenader som isolerede italienerne fra altaner, åbne vinduer og balkoner og mens gader og stræder ligger øde, skabes der samhørighed.  Jeg synger for at finde det genkendelige i den ellers så ukendelige hverdag og giver mig hen til en bekendt tekst, en gammelkendt melodi, bliver rørt og føler, at vi hører sammen, at vi er sammen. Så jeg synger.

#Jeg slutter fred med det hele, alle sammen, hver og en, mens jeg venter#

(Thomas Helmig)

//Nan