Man må lære at holde balancen. Fra første gang man selv skal trække vejret ind, til den sidste gang, man puster endeligt ud. Man må finde og fastholde frekvensen. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret. Øve sig i, ikke at træde for meget til den ene eller til den anden side, ikke træde på, over eller udenfor, men holde begge ben på jorden, skabe stabilitet og lodde ligevægt. Øve sig i ikke at blive for kold eller form varm, tage lyset ind og lade mørket falde på, lade ligegyldigheder passere og kærlighed ideologisere. Et hav af hænder enten støtter eller skubber, mens vi forsigtigt sætter den ene fod foran den anden og balancerer på livets line.
Skrøbeligt og svært – alle holder vejret – Smidigt og stilfuldt – alle ånder lettet op. Applaus.
Hverdagen er i vatter, jeg holder kadencen og flytter mig efter solens stilling og vindens vej. Lykken ler og jeg smiler respektfuldt tilbage. Jeg har været heldig, jeg ved det og jeg værdsætter det eller …. ikke bare værdsætter, men tager ærbødigt imod det og giver alt hvad jeg indeholder igen. Jeg vågner veltilfreds og går i seng sorgløs og sådan kunne jeg lade stå til, lade ligge og lade som ingenting. Tage imod hvad jeg bliver budt og tillidsfuldt lade mig falde i armene på skæbnens sødme, men for mig, bryder det med balancen. Jeg vil være med, vende mig om, se den i øjnene og holde den i hånden. Mødes med de kræfter som er så meget større og stærkere end mig. Ikke for at udfordre, men for at forene og lade forstå, med hovede og hjerte, at jeg ved hvad der er på spil.
Om få dage, sætter jeg min vejrtrækning på prøve.
Uluru Peak, betyder frihedens tinde på swahili. Det er det højeste punkt på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro i Tanzania, 5.895 meter højt – over bare 5.500 kan ingen mennesker leve. På toppen er der permanent is året rundt og temperaturen kan nå ned under minus 25 grader. For at nå derop, skal man i dage forcere, skrænter og stendiger, klipper og klimazoner, Et naturligt vidunder, en sovende vulkan og “Så stort som hele verden, prægtigt, højt og ufatteligt hvidt i solskin” (Hemingway) Kilimanjaro er et af de “Seven Summits” som står for de syv højeste bjerge, i Verdens syv kontinenter. Jeg vil bestige mit første, Afrikas største.
Jeg tager min omhyggeligt pakkede rygsæk og mine vandrestøvler på og bevæge mig 11.270 km mod Verdens næststørste kontinent, som Verdens mindste og mest beskedne. Jeg rejser hverken for at bevise eller besejre, nok nærmere for at bevæges og beriges. For hvert skridt jeg tager, vil jeg blive tappet for luft og kræfter, sådan er Moder Jord indrettet og jeg vil gå med hende i fuld fortrolighed, men også med frygtblandet ærbødighed. Mit håb er at rense og forny den indåndede ilt som cirkuleres og transporteres. Skærpe og stille skarpt på det livgivende og mest basale: Gaven det er, at trække vejret. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret.
Livet beder om balance.
//Nan
De kommende uger har jeg ikke adgang til min computer. Jeg håber derfor, at I vil bære over med, at Let love rule´s små fortællinger, ikke vil bliver skrevet i samme omfang som sædvanligt. Jeg glæder mig til at vende tilbage fra Bjerget og Afrika, med lungerne fyldt op med oxygen og hjertet, mættet med indsigt og udfrielser.
Wow hvor bliver det spændende, rigtig god tur ❤️
Kære Charlotte
Ja, spændende, i alle ordets betydninger, bliver det. Jeg håber, at komme hjem med fornyet energi og svar på hvorfor, man giver afkald.
Let love rule ligger stille i nogle uger, men så lover jeg at vende tilbage med rejseskildringer fra Afrikas højeste bjerg <3
Mange kærlige tanker fra
Nan
Rigtig god tur og nyd hvert skridt op af bjerget Nan, vil glæde mig til at læse din beretning mine børn og jeg har planer om samme bjerg ❤️
Kære Brigitte.
Jeg lover dig at yde mit ypperste for, at det skal blive en nydelse. Selv, er jeg spændt og i vildrede over, hvorfor jeg skal afsted. Jeg håber, at komme tilbage om et par uger med svaret <3 Jeg vil have dig i tankerne og naturligvis dele, hvert et indtryk du, dine og andre måtte have glæde af <3 De bedste tanker fra Nan
Kære Nan!
Jeg ønsker dig en god og berigende tur og håber du finder fryd og fred samt en dybere mening med din rejse. Jeg må dog undrende spørge mig selv om, hvorfor mon nogle mennesker absolut skal udfordre livet og sig selv så ekstremt, for at kunne mærke livet? Måske er det fordi jeg finder livet så dyrebart, at jeg ikke vil udfordre det unødigt? Måske er jeg unødvendig forbeholdende over for det ukendte? Eller måske er jeg blot et rationelt menneske, der ikke søger unødvendige udfordringer uden en dybere mening. Jeg ønsker dig fred og lykke på din rejse.
Kære Nan
Wow hvor spændende, ønsker rigtig god vandring op ad bjerget, pas på dig❤️.
Vil glæde mig til at høre om oplevelsen når du er kommet ned fra bjerget
Kh Liv
Kæreste Liv
Tak for dine opmuntrende rejse ord, som jeg først lænser nu – vel nede igen. Jeg glæder mig meget til at dele alle de mange oplevelser vi har haft – især, om de mange imødekomne, gæstfrie og hjertevarme Tanzanianere som har budt os velkommen og givet os, deres nysgerrig- og opmærksomhed <3 Mange kærlige tanker fra Nan
Kære Nan!
Jeg håber, du vil få dine forventninger indfriet og måske endda mere til. Jeg glæder mig til, du igen er ved computeren. Forhåbentlig inspireret – klog , eller klogere, men helst med kernen af Nan i behold.
Rigtig god rejse!
Kære Birgitte
Tak for din hilsen som jeg blev så glad for at se, vel hjemme igen – som mig naturligvis, men også forandret og om muligt, endnu mere taknemmelig og ydmyg.
Det har været indgribende i både krop og sjæl, på den magiske og dramatiske vis….mere om det på letloverule, med den rejseskildring, jeg har skrevet undervejs. Tak fordi du fortsat følger min færd. Jeg ville ønske, at jeg kunne følge din <3 //Nan