Måske er det fordi jeg altid er blevet talt pænt til. Måske er det fordi, at jeg ikke altid hører ordentligt efter det der bliver sagt.  Måske er det fordi mit selvværd er for stort eller måske er det fordi, at det er for lille. Måske er det fordi mit sind er for lyst eller fordi mine tanker om andre mennesker er for pæne. Måske har jeg lettere ved at tilgive eller bare give pokker i vold. Måske er det fordi jeg er vokset op i et hjem med en mor, som i næsten al den tid jeg kan huske, har været politiker også længe før, krænkelses fænomenet voksede sig stort, større, størst. …

måske.

Vi sidder i en bus og taler om køn eller snarere om dem/de eller hen,  som ikke definerer sig som et, men blot som et menneske. Vi taler for og imod – han for og jeg imod – at omstøde sproget så flere føler sig inkluderet. Han vil at vi skal huske på, at ikke alle føler sig som en kvinde eller som en mand, han vil undgå at nogen føler ubehag og det er vi indlysende enige om, for jeg har ikke et ønske om ikke at inkludere, ikke at imøde- eller ihukomme og jeg har naturligvis ingen interesse i, at nogen føler ubehag. Det tror jeg at de færreste har og det er her, at det går op for mig, at  vi har svært ved at mødes. Vores blik på mennesker omkring os og os selv, er fundamentalt forskellige. Det handler, i min muligvis naive optik, om den tilsigtede og den utilsigtede hensigt og så selvsagt om emotioner. Følelser som kan komme i konflikt og være blandede, et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker….

For lidt mere end to år siden, da jeg i besluttede mig for at begynde bloggen her, var det i ærgrelse over, at måtte skærme mig igennem stikkende, sarkastiske og skånselsløse statements på (a)sociale medier. Når slusen først blev åbnet, var det som at blive bruset og blæst bagover af en hård stråle med iskoldt vand. Jeg blev både kold og klam og mine arme hang så latterligt lange, at man kunne tage dem og binde dem i en kraftesløs knude på ryggen. Som en våd klud sad jeg og iagttog en højlydt kamp mellem udråbstegn, caps-lock og et voldsomt vokabular, ikke skrevet uvidende om, men velvidende. Jeg oprettede dette modsat tænkende forum hvor grundformen er glad og tilliden til livet og de der er i det.

Der er plads til at være uenige, uafklarede, uerfarne, umiddelbare, og usikre, men ikke ubehagelige, ubønhørlige, ufejlbarlige, uforsonelige og underlødige. Jeg tror, at hvis vi efter bedste evne tilpasse sproget afhængig af situationen, så vi selv kan være i det og i mødet med andre og selvsagt omformulere os, hvis det skulle blive nødvendigt.  At være i stand til at sige undskyld hvis man bliver gjort opmærksom på, at man har sagt noget, én ikke bryder sig om, snarere end at undskylde først og omformulere tiltaleformer som endnu føles ukendte. Det stiller krav til modtageren, som må føje kontekst, klarhjernethed og kasus til sine følelser og spørge sig selv, om det sagte var tilsigtet eller muligvis utilsigtet. Det indebærer en dialog.

Vi blev ikke enige før turen i bussen var slut. Måske fordi vi var for stædige. Måske fordi vi ikke så Verden fra samme ståsted. Måske fordi jeg aldrig har prøvet at blive krænket eller måske fordi han har. Måske Verden er fuld af mennesker, man ikke kan få til at mene det samme og at det også er helt i orden.

Måske.