Vi var vel halvvejs gennem 1. g på GHG eller måske var jeg lige begyndt på OG fordi jeg måtte gå 1. g om. Jeg besluttede det selv. Jeg besluttede også at uniformere mig med mohair sweatre jeg selv strikkede, min fars lange underbukser, All Star gummisko og karseklippet hår. Og så besluttede jeg, at jeg ville flytte hjemmefra. Til en fest i Hellerup sad jeg på gulvet og forsøgte at identificere mig med mit hippie image ved at ryge cigaretter uden filter. Nogen trådte hen over mig mens musikken spillede, men ikke Jesper. Han satte sig istedet ned til mig og talte om Momo og Jonathan Havmåge, om frihed og om barnet der ikke vil være voksen. Han fortalte også om den lejlighed han havde, et gammelt tørreloft som nu fungerede som hans hjem. “Der er plads. Vil du med?”.

Jeg var kun 16 år gammel da jeg flyttede. Gymnasiet skulle passes, det havde jeg lovet mine forældre. Arbejdet som blomsterpige på Sct. Lukas stiftelsen skulle passes, det var jeg nødt til for at kunne betale husleje, men først og fremmest skulle overgangen fra barn til voksen passes og plejes og passeres. Overgang i medgang og modgang, fra ind- til udgang, mellem solned- og opgang. Det er det livet er fuld af – overgange – og jeg har set det fra spædbarn til baby, fra vuggestue- til børnehavebarn, fra skole- til fritidshjemsbarn, klub, konfirmation, teenager, gymnasieelev, student og nu … udeboende. Min største overgang var at skulle være mor og så at blive mor. Her er overgangen permanent uanset hvilke overgange ens børn begiver sig over i, uanset hvad de går fra og til …. uanset!

For få dage siden åbenede jeg hænderne, løsnede de næsten fastgroede hængsler og slog skodderne til side. De har over den seneste tid selv løsnet grebet og mere og mere lys har fundet vej gennem fingrene. Nu er de fra hinanden og hænderne danner istedet to åbne halvskåle. De er varme og bløde, beskyttende og indbildt beredt. Jeg ser ned på dem og der står de, på en skammel for at nå håndvasken da de børster tænder eller jeg ligger på knæ for at binde et af deres snørebånd. Jeg holder den lille hånd for at finde navneskiltet i børnehaveklassen og nu rækker en af dem armene op for at ville sidde lidt på armen. Nu løber de i majsmarkerne og jeg kan kun skimte deres lyse hår og høre deres milde stemmer, en falder og jeg sætter disneyplaster på albuen. Jeg synger aftensang, nej ikke den, den anden og husker og købe børnevitaminer ….. Jeg ved det …… To flyvefærdige døtre er fløjet og reden de har ligget i føles overraskende overvældende, men også forbløffende bevægende.  

Da jeg spurgte min mor, hvad hun ville sige til, at jeg flyttede hjemmefra, sagde hun: “Jeg vil blive ked af det, men et nej som alternativ, ville gøre dig ked af det. Det ønsker jeg for alt i Verden ikke”. Det er sådan det er, der er ingen overgang andet end at skulle være og blive mor. Om lidt vil jeg sætte mig hen ved siden af Nikolaj som har trukket stolen helt hen til den åbne dør, for at få det sidste aftenlys. Vi vil lade døren stå på klem og lyset være tændt, men først og fremmest vil vi nikke anerkendende til hinanden og glæde os over, at de kan.

//Nan