Mens vi lever, forsøger vi at skabe kærlige relationer, nogen forsøger at finde meningen med livet andre, blot at være i det. I mere eller mindre grad er vi bevidste om livet, men når vi er det, er det også en forståelse af, at vi kan miste det, når som helst. Livet er sårbart og skrøbeligt, men også sødmefyldt og smukt. Det rummer lidt af det hele og selv om vi til tider føler, at vi bliver slået omkuld af det, må vi tro på, at der også er en hånd, der kan hjælpe os på benene igen. Den tillid må vi have til hinanden og til livet, at nogen holder øje, spørger og gør noget i mødet med både med- og modgang. At nogen har set os, lyttet til det vi sagde og derfor vil hjælpe og holde om os. Hvis lægger noget i det … så får vi også noget ud af det. For vi er i live og lever allermest, når vi huske på, at skal herfra, nogen efter et langt levet liv andre, om lidt. 

Da vores døtre var mindre, så vi et teaterstykke for børn. Vi var på besøg i dødens kælder. Jeg husker ikke hvad teaterstykket handlede om, eller kan se nogle af skuespillerne for mig, men jeg husker kælderen/scenen døden boede i. Der var ikke hverken koldt eller mørkt, nærmere varmt og med levende lys i alle tænkelige former, Store stabile stearinlys, små skrøbelige juletræs lys, Krone lys, blok lys, fyrfadslys, antik lys og kage lys hver især, med hver sin levetid. Det billede har jeg aldrig sluppet. At der, når vi bliver født, tændes et lys som slukkes, når vi tager herfra, men som også viser os, hvor udsatte vi er. Nogen lægger hænderne omkring vægen og passe på, andre lader være, lade vægen flagre med risiko for, at det går ud. Nogen har stor fylde og kan derfor lettere stå imod, andre har mindre, er mere udsatte og risikerer at brænde hurtigt ud. Og vi ikke kan leve uden lys, men vi kan heller ikke leve uden mørke. Vi kan værne om flammen så godt det lader sig gøre, ikke bare ens egen, men også naboens. Forsøge at undgå, at den blafre alt for vildt eller i værste fald, slukker.

Med alderen bliver bevidstheden om livet, ovenikøbet et halvt levet et af slagsen og uden sygdom, intensiveret. Der er en anden forståelse af, at det er dyrebart. Det betyder ikke, at der ikke er dumme dage eller, at man ikke kan blive ked af det eller får lyst til at konfrontere og diskutere; det er jo også en del af livet. Ingen kan føle sig let, hvis ikke man ved hvad det vil sige at føle sig tung, men man må ikke “lade solen gå ned over sin vrede”. Når dagen, ugen eller tiden er omme, skal man give slip og helst inden man lægger sig til at sove.  Livet larmer, trænger sig på og er insisterende, afhængigt af hvor man er i livet og for mig har alderen gjort, at jeg reagerer anderledes følelsesmæssigt på begivenheder der minder mig om livets betydning. Livet er blevet mere nærværende, ganske enkelt. Det er kommet, synes jeg, en større  respekt for livet, en beslutning om at se ud af den store forrude, uden at glemme hverken sidespejle eller bakspejl, orientere og placere sig, tage hensyn, vige og sænke farten. Det betyder større sikkerhed i trafikken, i livet, at der er en bedre udsigt, mere tid, en større forståelse og opmærksomhed, at det ikke kun handler om at komme frem, men at opleve noget undervejs … så …

Kys det nu – det satans liv 

og grib det, fang det

Før det er forbi

(TV2)

Der er ikke tid til andet….

//Nan