“I det retmæssige regelrette offentlige rum er det ulovligt og har overordentligt, omfangsbetydelige omkostninger for samfundet, at der til stadighed skal slettes og streges lovstridig graffiti som, afhængig af det udførte hærværk, fører til bødeforlæg, erstatning eller fængselsstraf til slyngler som skamferer med signaturer og skilderier – det går ikke.”
Men det går jo, måske ovenikøbet foran og forud. Og det går ikke væk, men imod og jeg forstår, at det koster konformiteten og kollektivet og truer den offentlige orden og den indbydende, enslydende overflade hus facade og efterlader store skader for millioner …..nok nærmere milliarder ….menneskepenge og vi er naturligvis enige om …. (eller er vi ?) ….. hvordan vi hver især bør udtrykke, udfolde, udarte >< udslette, udsmide, udstøde os.
Den ydre Verden skal begribes og beherskes gennem bevidsthed. Vi strukturerer vores subjekt gennem sanser og oplevelser og forvrænger, forstår eller forener os med den, ved at kommunikere, visualisere, samle og udveksle idéer. Ved at sammenligne værker og færdigheder, men også ved også at blive trukket væk fra de photoshoppede og gennemredigerede foto.
Det er det gør graffiti for og ved mig.
Den uundværlige Urban Street Culture – Den Suburbane subkultur – er også en måde at fornemme og forfremme, uden filter til at forfine, En måde at optage, uden at opsøge. En måde at blive mindet om virkeligheden når den er mest virkelig.
EyeBomb – BANG -Budskab
Derfor giver det for mig ikke megen mening, når nogen foreslår, at man skal etablere steder med oplysningstavler om, at: “Her må du gerne male graffiti”. Graffiti er det umiddelbare møde mellem mennesker og meninger når du mindst venter det. Graffiti er et behov for at sætte et aftryk, en bevægelse af udtryk som efterlader impulsive indtryk. Og ja, måske den dyreste kunstart der findes – desværre mest i forsøget på at grave ned og at gen(op)rette.
Et samfundstræk har brug for et modtræk. Vi har ikke alle brug for at tænke ens – det ville være dominans – Vi har brug for, af og til at blive angrebet og udfordret. Det giver gavnlig grobund for refleksioner. Men kære kunstnere: “Se gamle bevaringsværdige og fredede bygninger som kunstværker i sig selv og erkend, at det aldrig bliver gratis at køre med DSB. Lad istedet kærligheden til uinspirerende plankeværker, farveløse fortove og blege bortgemte byggegrunde blomstre. PS og kun hvis I har noget på hjerte”
“
//Nan
