Smuk som det tilfældige møde på et dissektionsbord mellem en symaskine og en paraply!
Alle modsætninger er i spil. Jeg er kvinde, vokset op i en forstad til København. Jeg er gift, har to døtre, et hus og får set mine forældre alt for lidt. Han er mand, vokset op på landet, nord for Skive. Han er ugift, har ingen børn, en lejlighed og et kolonihavehus og ringer næsten dagligt hjem for at høre hvordan de gamle har det. Vi mødtes første gang på vores fælles arbejdsplads for tre dage siden. Vi skulle tilbringe de kommende tre i hinandens selskab. Han fortalte, jeg lyttede. Og når ikke han fortalte, spurgte jeg. Han har en lettere grov struktur. Bred over skuldrene og hænder “der kan tage fat”. Han har beholdt sin accent og så går han og ryster lidt på hovedet af det hele. Når jeg en sjælden gang bød ind om mit liv og mine iagttagelser, kiggede han og smilede uimponeret. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, at han var interesseret i at høre mere. Vi spiste middag og frokost, arbejdede og kom igennem de tidlige morgener og de mørke eftermiddage. Hver dag fortalte han mig, at han havde ringet hjem til mor bare for at høre. De talte ikke om noget bestemt eller særlig relevant, sagde han. Begge hans forældre var gået på pension, men de var sjældent til at få fat på, sagde han. Far havde noget med noget jagt at gøre, mens mor passede en lille butik på frivillig basis, ved lossepladsen i nærheden af deres bopæl. Under en frokost viste han mig stolt en pose med postkort af svenske konger, dronninger, prinser og prinsesser. Mor samler på sådan noget, sagde han. Og jeg kiggede på den stille, sindrige sindsygt søde jyde på 45 år og tænker, at vores liv ikke kunne være mere forskellige. Vi skiltes i dag og lovede hinanden, at vi ville holde kontakten. Den stille uformelle af slagsen hvor man bare holder lidt øje med hinanden, måske skriver lidt sammen – bare sådan for at høre.
