Kærlighed optræder i alle former. De der deler den er meget heldige.

Udgivet i: MIG

Der er noget vi måske aldrig skulle have sat ord på, noget som bare er og som hverken skal forklares, formuleres, give anledning til fordomme eller i værste fald forbydes. Der er nemlig noget som handler om følelser og fornemme forelskelser. Noget der kommer fra et sted, vi måske ikke skal forsøge at forstå, men blot være i … det får være … hvad skulle det være …. må vi være her – ja, vær så god og vær ved det og vær jer selv.

 

Som barn tilbragte jeg meget tid med min mormor og bedstefar. De havde en gildekælder hvor en stor spættet, sprællende venneflok samledes, stort set alle ugens dage. Man dansede, diskuterede, samledes og sang, store og små, høje og lave., tykke og tynde I kælderen var der mænd som klædte sig ud som damer, mænd der var damer, Der var kvinder med højt hår som spillede billard, pallietter, glimmer, fjerboaer og kalvekrøs. Der var masser af rød læbestift, mænd der blegede håret, bar blomstrede skjorter og hed Trille elller Kylle og Tutte. Det var en heterogen flok, fuld af homogene mennesker ….. Den eneste forskel jeg husker på dem og mig var, at jeg var barn og de var voksne.

I den gildekælder skulle Jørgen have været. Jørgen voksede op i 40`erne og kendte nok til ordet homofil, men dels blev homoseksualitet kun få øjeblikke forinden, betragtet som en psykisk sygdom som kunne behandles med hypnose og elektrochok og selv om det ikke længere var tilfældet da han var ung, var han angst for at blive udstødt. Han giftede sig derfor med en kvinde som han aldrig følte sig fysisk tiltrukket af. Hans store kærlighed hed til gengæld Fritz, en ung mand han havde truffet i Schweitz, mens han boede hos noget familie. Gennem mange år skrev de breve og besøgte hinanden. I selskab med Fritz trak Jørgen vejret: ”Som at have hovedet over vand.” Jørgens kone Alma døde efter 52 års ægteskab, Fritz er også gået bort og i en alder af 80 år, springer Jørgen endelig ud og møder sin store kærlighed, Benny som han fortsat er sammen med. Jørgen er 95 år gammel, da udsendelsen ”En sen blomstring – dokumentar på 24/7 bliver sendt.

På mn arbejdesplads er jeg gennem de seneste år, blevet beriget med Verdens mest vidunderlige kollegaer. Naturligvis er det ikke helt samme følelse at gå i gildekælderen, men modtagelsen, accepten af og glæden ved hinanden – den farverige, farveglade, farvestrålende flok er stort set den samme, som da jeg var barn. Her er man muligvis det ene og hvis ikke, så det andet. Det betyder ingenting – vi indgår og behøver ikke nødvendigvis at sætte ord på eller sætte hinanden fast, snarere fri. Vi er! i hinandens selskab.

At kunne følge sit hjerte, vise sin kærlighed og aldrig frygte for hvad andre måtte tænke om den man forelsker sig i rummer hele alfabetet. Det er ikke bare sådan det bør være – det er sådan det er.

 

Det er med stor stolthed, at jeg bor i et land hvor man i dag søsætter flagskibet Copenhagen Pride, hvor generationer efter Jørgen viser vigtigheden af at hylde friheden til kærlighed og Verdens glæde ved venlighed og mangfoldighed

 

 

//Nan

 

 

  • Karina colding
    17. august 2019

    Sådan skal det skrives Nan – ❤️❤️

    • talverdenop
      Karina colding
      20. august 2019

      Kære Karina,

      Jeg ved, at du kender alt til indholdet i dette indlæg. Jeg kan varmt anbefale at lytte til “En sen blomstring” (dokumentar på 24/7) mest af alt, for at mærke taknemmeligheden over, at man ikke længere bør frygte, hvad omverden tænker om den man forelsker sig i. Den rører …. langt ind i sjælen. Min kære veninde – hvor er vi dog heldige <3 //Nan

Skriv en kommentar

Ikke spørgsmål om, men hvad vi bruger den til
Sensommer og stegte sild i eddike..